lørdag, januar 04, 2020

Blot tyve skridt, men det føltes som et bjerg af modstand

Jeg havde ellers gjort alt det, der plejer at virke. Pakket tasken aftenen inden, sørget for den kom ud i bilen, sagt det højt til en kollega, gentaget det for hende i bilen hjem (det er i øvrigt så hyggeligt at have mine kolleger med i bilen), parkeret bilen tyve skridt fra døren og alligevel stod jeg der.

Jeg havde handlet ind i supermarkedet, jeg havde været på apoteket og i tebutikken, og nu skulle sidste punkt på listen (den mentale to-do-liste) eksekveres. Jeg stod tyve skridt fra døren, så ind på lyset og menneskerne derinde, som så ud til at have det godt midt i deres aktiviteter.

I stedet for satte jeg mig ind i bilen og kørte hjem. Den dumme undskyldning var, at jeg sådan skulle tisse, som om LOOP ikke har toilet. Faktum er, at jeg ikke orkede, så nu skal jeg vist have sagt det abonnement op. Det har være dyre ture de sidste par år, hvis jeg begynder at tælle antal gange på et år og sammenligner med hvad jeg betaler på årsbasis.

I stedet for at banke mig selv i hovedet vælger jeg at sige; der er en tid for alting, og nu er det vist tiden, at jeg finder en anden måde at få bevæget min krop igennem på. For jeg havde tænkt, at jeg måske kunne tage derind i dag, men tasken står stadig ude i gangen. Et tydeligt tegn til fruen om at opgive den aktivitet.

Jeg har ryddet op, ordnet kontorarbejde, stillet frokost frem til landmanden og frue og læst en spændende engelsk artikel om guiding via følesanserne, kaldet berøringsoplevet interaktioner under problemløsning i hverdagsaktiviteten eller GTIT (guidet taktil interaktionsterapi). Ja bare ordene gør, at jeg hver gang kløjs i det, når jeg skal undervise i det. For det er nemmere at vise i aktiviteten end at fortælle om baggrunden/teorien for det. Så nu gør vi noget andet, og det er det andet, jeg skal have forberedt til på mandag.

Når jeg trykker på udgiv, trækker jeg i det varme tøj og går en tur i blæsevejret. Det kan helt sikkert ruske op i tankerne og få lidt samling på min tilgang til GTIT på mandag.

God 11. juledag til dig.


11 kommentarer:

  1. Lene, det er den helt rigtige beslutning. Det dur ikke, når det går hen og bliver en belastning. Så skal det skiftes ud :)
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, det er jeg også kommet frem til, tak for din støtte :-)

      Slet
  2. Jeg tror der er rigtig mange for hvem det går sådan. Jeg har prøvet det to gange ...
    Jeg får ikke tilstrækkelig motion, jeg ved det godt, men her har jeg det åbenbart som unge, der begynder at ryge: Det er alle de andre der bliver syge. Jeg er naturligvis udødelig!
    Det er ikke fremmende for helbreddet at lade være, men at gøre noget som en sur og besværlig pligt er altså heller ikke særlig attraktivt, så jeg er med dig hele vejen i den beslutning :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vidste, jeg kunne regne med dig, Ellen ;-)

      Slet
  3. Tak, Hanne, jeg er glad for at I støtter mig :-)

    SvarSlet
  4. Det er svært at afslutte noget, som man har forhåbninger til. Men når du kun har udgifter og dårlig samvittighed, så er det bedst, du siger dit loop abon. op.
    Jeg har sluttet med kor. Det var en svær beslutning, fordi jeg har haft så meget glæde af at være med. Men jeg havde ikke lyst til det eller energi mere. Jeg gad ikke! for at sige det lige ud. Jeg skal tit rømme mig. Ligesom jeg har rust på stemmen. Det er den officielle forklaring :-) Ting/aktiviteter har en tid. Og jeg savner det ikke om torsdagen.
    Du rører dig meget i dit arbejde og går tit ture, så du er jo ikke passiv. Du må nyde dine muligheder for at vælge til og fra - lyder det fra én, der har svært ved at vælge fra :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, ja det er svært og jeg får stadig overvejelser om jeg skulle fortsætte, fordi det ville være så godt for min krop. men nu tager jeg en pause.
      Jeg er glad for at høre, at du hviler i den beslutning, og ikke savner det.
      Så er vi to, der har svært ved at vælge fra :-)

      Slet
  5. Jeg har meget længe tænk på at få et abonnement til LOOP, men når jeg nu læser dit indlæg, bliver jeg klar over, at det skal jeg nok ikke have. Jeg elsker traveture, og det er nemmere at få gået en tur hver dag :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, jeg har været rigtig glad for LOOP. Deres koncept med 24 minutters træning og så var alle led og muskelgrupper arbejdet igennem, tiltalte mig i lang tid. Jeg skal have fundet noget udover gåturene, for med det slitage jeg har i min krop, skal der andet til end de skønne gåture, som jeg også holder meget af.
      Og du har ret, det er nemmere at komme ud og gå end at skulle køre ind til et træningscenter :-)

      Slet
  6. Må jeg foreslå pilates (og du vil nok opdage muskler, du ikke ved, at du har). Ulempen er måske, at det er holdundervisning og dermed ikke så fleksibelt tidsmæssigt.
    Mvh. Kristine

    SvarSlet
    Svar
    1. Kristine, dit råd falder helt i tråd med det, jeg har lyst til, så jeg er i gang med at se på hvor der kan tilbydes noget, som ligger lige efter arbejdstid.

      Slet