fredag, januar 24, 2020

En uge som gik sin vej

Jeg sidder her godt mæt og tilfreds og funderer over, hvad jeg dog har lavet i denne uge. Mæt fordi jeg har nydt is og ikke i de rigelige mængder, jeg ellers kan konsumere, men helt sikkert i større mængder end du spiser (hvis man skal tro min datter). Tilfreds fordi jeg tog mig sammen og gik en tur i mørket, #enhalvtimesgåturhverdagi30dage. Det er mit projekt og det startede i aften. Det lyder måske meget nemt, men for mig er al energi brugt op, når jeg kører ind på gårdspladsen, og det eneste, jeg drømmer om er en sofaplads og en tekop fyldt med god te. Nu prøver jeg, om jeg har rygrad eller om jeg ligner en regnorm. Vi får se, jeg er nemlig rigtig god til ikke at lade mig forstyrre af brudte løfter til mig selv og projekter, der aldrig bliver til noget.


Lige nu irriterer det mig grænseløst at jeg overhovedet ikke kan komme på, hvad jeg har lavet på arbejde og midt i irritationen dukker linjen op, som jeg egentlig havde besluttet i tirsdags skulle være overskriften på mit indlæg: jeg er et meget talende menneske.

Ordene er ikke mine, selv om de ville passe godt på mig. Ordene kom fra min kollega, som jeg introducerede til en måde at kombinere sygepleje med en terapeutisk tilgang. Oprindelig blev det kaldt Affoltermodellen, det hedder det sådan set stadigvæk, men i dag siger man det om teorien bag og kalder selv handlingen for guidet taktil interaktionsterapi.

Vi skulle sengebade en patient, en patient som var urolig og som hele tiden brugte sin ikke-lamme arm til at rykke i alt, pille i alt og som samtidig var meget talende, selv om det kunne være svært at forstå. Nu fik min kollega besked på, at vi ikke talte under sengebadet. Vi ønskede, at patienten skulle komme ind i sig selv, sanse sig selv ved hjælp af følesansen og dermed give grobund for genindlæring af tabte færdigheder på sigt.

Jeg startede med at fortælle, at jeg ville vaske ham og at jeg ville være stille, så han kunne mærke sig selv. Så begyndte jeg med at vaske hans ansigt med faste, blide strøg. Undervejs "skubbede " jeg med den ene hånd under hoften/ballen, så han rokkede lidt. Dette skulle øge hans muligheder for at mærke, hvor han var. Vi har mange receptorer i ballerne, som fortæller om vi ligger, sidder og i hvilken position det sker i. Mange af vores patienter er ramt på evnen til at omsætte alle de stimuli, de får konstant fra omverdenen, til noget de forstår og kan handle på.

Herefter gik jeg i gang med at vaske den lamme arm, den lå ned langs kroppen og jeg førte vaskekluden ind under hånden uden at løfte hånden. Mens jeg med det ene hånd pressede armen let ned mod underlaget, stoppede jeg vaskekluden i små ryk rundt om fingrene under håndfladen og videre op ad armen. For hver lille etape opad skiftede jeg over til at rokke let under ballen. På den måde skiftede jeg mellem at give patienten besked om ved hjælp af følesansen hvad jeg lavede (vaskede ham) og hvor han var (liggende i sengen).

I begyndelsen stod min kollega tæt på patientens hoved på hans ikke lamme side. Det betød at han kun så hende, fordi han ikke ænsede så meget til sin lamme side, og han snakkede i et væk. Jeg bad hende om at gå ned for enden af sengen. Hermed fik jeg patienten til at være mere stille og det virkede, som om han i korte perioder mærkede sig selv via følesansen. Han blev opmærksom og koncenteret i blikket, omend kortvarigt, men det er de små situationer, man holder øje med.

Vi skulle kun lave øvre hygiejne, så da vi var færdig med dette, startede min kollega sondeernæringen op. Dette gives på en pumpe, fordi det kan gøres langsommere, end hvis vi står og fylder det i en sprøjte og giver det manuelt. Da vi gik over til pumper, reducerede vi forekomsten af diarre udløst af sondemaden, som blev givet for hurtigt.

Senere snakkede vi om tilgangen, som vi kalder nursing guiding. Og det var her, at min kollega sagde ordene om at være talende. På sygeplejestudiet lærer man, det gjorde man også, da jeg var elev, at man hele tiden skal fortælle patienten, hvad man gør. Og hun syntes, det var grænseoverskridende ikke at skulle tale undervejs og hvad nu hvis han ikke var holdt op med at tale, da hun gik væk, ville jeg så blot have ignoreret ham?

Det ville jeg ikke, jeg har blot erfaring for, at nogen gange kan et hmm eller mmm være nok og lidt efter lidt holder talestrømmen op som tegn på, at patienten bliver mere til stede i sin krop. Andre gange må jeg stoppe, snakke med patienten, spørge om der er noget, der fylder og så senere fortælle at nu går jeg i gang igen.


Tirsdag var også feriemøde. I år kunne vi ikke få det til at gå op, så resultatet bliver 2 1/2 uges sommerferie til alle, som holder sommerferie i skolernes ferieperiode. Ferielukning i vuggestuer, børnehaver, skolepasningsordninger, på ægtefæller/kæresters arbejdspladser osv. gør, at alt for mange gerne ville holde tre ugers ferie på det tidspunkt. Hvem vil ikke gerne holde ferie med sin familie? Så sådan bliver min ferie altså i år, så må jeg se hvor den sidste halve uge skal lægges. Men det er ens for os alle, og det er træls, men sådan er det. Andre steder kan man kun holde to uger i den periode. Som vi talte om, så er det det eneste tidspunkt, hvor vi ønsker at være lærere eller pædagoger. Jeg er barn af lærere, søster til en lærer og mor til en tidligere lærer, så jeg ved om nogen, at det job vil jeg ikke have.

Onsdag var kordag, vi har fået ny korleder i et halvt år, mens vores vante korleder har orlov. Det skal vi vænne os til, men det virker nu til at blive godt. Der er ikke så meget spræl i de sange, hun indtil nu har valgt, men det kommer forhåbentligt.

venter på at køre ombord på færgen på vej hjem
Torsdag tog jeg igen til Mors for at være til et opfølgningsforløb for mennesker med lette følger efter en Stroke (blodprop/blødning i hjernen). Egentlig skulle jeg have været med via video, men af forskellige årsager måtte jeg være fysisk til stede. Jeg elsker de timer, og jeg bliver glad, når de spontant fortæller, hvor godt det er. Og jeg har fået smag for at tage færgen over Feggesund, det er ikke meget hurtigere, men det giver en lille pause i kørslen.

Fredag endte med ikke at blive som planlagt, vi skulle have projektdag, men fordi afdelingen var så presset, blev min kollega nødt til at hjælpe på afsnittet og jeg tog mig så af at få skrevet/redigeret/talt i telefon med vejleder. Inden dagen ændrede sig, fik jeg lov til at passe en lille baby, hvis ene forælder var indlagt hos os. Da forældrene skulle til en undersøgelse, tilbød vi at passe babyen. Så jeg diskuterede artikelordlyd, mens jeg sang vuggevise og vuggede det lille barn i søvn i mine arme. Det føltes rart og godt.

en sløret aftenhimmel, men der var en stjernevrimmel
Mens landmanden så håndbold, gik jeg aftentur. Weekenden er startet og jeg skal være sammen med tre skønne kvinder i morgen, det glæder jeg mig til.

God weekend til dig.

Himlen over mosen på vej hjem i eftermiddags

5 kommentarer:

  1. Godt at du holdt fast og fik gået turen, trods træthed. Jeg hepper på dig og tror du klarer 30 dage.

    Det lyder spændende med den taktile tilgang til jeres patienter. Min faglige baggrund er jo lidt en anden, men jeg øver mig i at røre ved patienterne. Når det er passende forstås. Der er af og til nogen som gerne vil holde i hånd eller have et knus, og jeg gider ikke rigtigt være den stive læge som ikke kan finde ud af det, men når kitlen kommer på træder jeg også ind i en rolle hvor det er mindre naturligt, og det skal jeg have blødt lidt op. Lægen må også gerne være menneske.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, tak for hep. Jeg har lidt for meget om ørerne på arbejde og det gør, at jeg tit vælger den nemme løsning, at hvile mig i sofa, og det er ikke godt for min krop, hverken fysisk eller psykisk.
      Hvor giver det mening, det med kitlen, som giver en anden rolle. Jeg husker stadig den unge læge, som satte sig ned ved sengen og tog en patient i hånden, det var så uvant for mig at se en læge gøre det. Jeg lærte en gang af en ældre overlæge og min dejlige lillesøster(som var i krise pga sin syge datter) at man jo ikke for enhver pris skal omfavne eller holde i hånd, for måske har patienten brug for at kunne holde sammen på sig selv på det tidspunkt, og da kan den fysiske kontakt være med til forstyrre. Jeg giver heller ikke knus, men qua det jeg skal gøre, kommer jeg tit i tæt berøring med patienten. Det er så det min kittel siger :-)

      Slet
  2. Som altid et lærerigt og interessant indlæg. Og også interessant at høre jer to fagfolk 'tale' sammen herover :-)
    Som patient vil jeg nok frabede mig knus fra sundhedspersonalets side, men det gør ikke spor, at de rører ved mig. Det andet er forbeholdt privatlivet; dvs. familie og venner. Jeg skal dog ikke udelukke, at det at blive lukket inde i en bjørneomfavnelse kan være noget så trøstende, men den situation vil jeg nok kun komme i, hvis jeg mister John - ellers har jeg ham til at give mig den.

    Surt med den korte ferie. Gælder det også for dig? Det kunne jeg ikke helt tolke, for du er vel ikke afhængig af skolesommerferien? Vi har jo alle ret til tre ugers sammenhængende ferie, men til gengæld for det har arbejdsgiveren jo ret til at lægge den præcis hvor det passer ham i tidsrummet 1. maj-1.oktober, og så kommer kompromiset vist ind i biledet her.
    Jeg synes ikke, at det er i orden, at institutioner lukker i sommerferien. Man er bundet i tilstrækkeligt mange år pga. skolesøgende børn, så de behøver ikke at udvide det til også at omfatte småbørnspasningen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ellen, Laura arbejder netop i et område, hvor døden ofte er med, så der vil det give mening en gang imellem med et knus. Ellers giver jeg dig ret.
      Det gælder også for mig, Jørn kan kun holde ferie i nogle uger af skolernes sommerferie, så heldigvis får jeg da to uger sammen med ham.
      Jeg synes heller ikke det er i orden med lukning, retfærdigvis skal sige at en institution på f.eks vuggestueområdet i min kommune holder åbent i de to uger, alle andre holder lukket. Men som forældre vil man jo helst at ens børn er sammen med voksne de kender.

      Slet
  3. Hanne, tak. Det er nemlig meget situationsafhængig om man som sundhedspersonale skal give knus.
    Det kan være svært at mærke sig selv, rent psykisk, men også fysisk. Og du har jo prøvet kugledynen, som er en måde at give hjælp til at mærke sig selv og derigennem finde ro.

    SvarSlet