tirsdag, maj 01, 2012

HVORNÅR SKETE DET LIGE?

I tidernes morgen, da vi var nubagte landmænd, var vi sammen om at udforske den nye computerverden. Nu er jeg jo ikke landmand, men det er så et af de job, hvor ægtefællen automatisk bliver en del af jobbeskrivelsen, så lidt landmand er jeg da. Jeg ville dog ikke kunne drive gården videre uden landmanden, og det har vi for mange år siden pga en tragisk hændelse for en anden landmandsfamilie herude sat ord på, at det skal jeg heller ikke forsøge. Jeg håber dog aldrig, at det bliver aktuelt.

Tilbage til computeremnet. Vi drog på kurser sammen ud i DOSsproget, og vi førte os rigtig frem, sammen kunne vi klare det hele, det den ene ikke kunne huske, kunne den anden. Og så er det, at jeg pludselig en dag stod og funderede; hvornår var det lige, at landmanden trak sig fra at være medvidende om computere og evt. problemer? Lige pludselig var jeg blevet eksperten! Den titel gad jeg godt lægge fra mig. Landmanden har købt en fancy maskine, som både er fax, scanner og kopimaskine. Den er trådløs, det lyder rigtig smart, nu har den så bare stået på kontoret i et godt stykke tid, den er stadig ikke tilkoblet, der er travlhed i marken et godt stykke tid endnu, jeg har en anelse om, hvem der kommer til at sætte sig ind i dens funktioner.

Nu har jeg betalt for lagerplads i Picasa takket være Inges gode diagnose, så jeg håber snart, at der kan komme billeder på bloggen. Jeg kan mærke, at ord og billeder hører uløseligt sammen på min blog.

Der er ændrede planer for formiddagen, jeg skal ud og kigge på fryser. Vores fryser er en kæmpestor boks, som vi købte, da vi flyttede ind på gården for 29 år siden. Jeg kan ikke holde system eller orden i den, nu vil jeg have et fryseskab. Så kan den gamle fryser overgå til reserven.

God tirsdag til jer.

4 kommentarer:

  1. Glæder mig til du får billeder på igen Lene.. :-)
    Vi skiftede vores kummefryser ud med et skab, for et års tid siden. Jeg savner ikke rodet, men jeg savner pladsen.. :-) OG der kan også rode i skuffer og på hylder, skal jeg hilse og sige. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, tak for hjælpen :-) Nu er der billeder igen.
      Vi beholder den gamle kummefryser som reserve af samme grund. Rod? Det kan ikke passe ;-)

      Slet
  2. Supergodt at du fik løst dit billedeproblem, jeg skal vist også lige huske at checke...;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Annemarie, ellers kommer det helt af sig selv ;-)

      Slet