Det er nemt at glemme

alle de gode vaner, vi var kommet ind i, når solen skinner, tallene på indlagte patienter med corona går ned osv. Det viser et dansk studie. Og jeg kan også se det på nogle instagramprofiler, hvor man sidder tæt på selfiebilleder. Andre husker det stadig, nyder kaffen udenfor med god afstand mellem de små smittekæder (familier)

I følge de kloge hoveder er det nu, at vi skal minde os selv om stadig at vaske hænder, stadig at holde afstand, stadig at begrænse samvær med andre osv.

Det er en underlig tid vi er i, det er som om at det at få en tid hos sin frisør eller fysioterapeut pludselig bliver noget, hvor man (jeg) tænker, om de nu husker alle forholdsreglerne. Det er jeg faktisk helt sikker på, at de gør. De har brug for deres arbejde, men de har også brug for, at vi stadig tænker os om, så vi ikke pludselig eksploderer i et massivt smitteudbrud. For så går vi tilbage til stærkere begrænsninger.

Indlagte patienter bliver isoleret, enten fordi de er testet positiv for Covid-19 eller mens man venter på svar på testen. Isolation er alle afdelinger vant til at håndtere af mange årsager (norovirus/roskildesyge, multiresistente bakterier, influenza osv)

Det er hårdt at være patient, som er isoleret. Jeg hørte et oplæg om dette, hvor sygeplejersker havde interviewet patienter og pårørende om deres oplevelser, Det du får her, er min oplevelse af det oplæg. De pårørende bekymrede sig, de var bange for om nu vi, personalet, holdt ordentlig øje med deres kære. De havde sværere ved at gå hjem, når de havde været på besøg, fordi de følte, patienten var så alene. Patienten sagde ikke altid til, når de havde brug for at tale med et personale, fordi de ikke ville belaste personalet for meget.  Det var jo så besværligt for personalet med alt det udstyr, de skulle have på, før de kunne gå ind på stuen. Samtidig følte de sig alene og havde mange tanker, som de ikke fik talt med nogen om.

Alt det kan vi godt mærke, og i denne tid, hvor pårørende kun må komme ved ganske specielle lejligheder, gælder det endnu mere. Ikke blot for de patienter, der er isoleret, men for alle vore patienter. Faktisk giver de pårørende udtryk for, at de har fuld tillid til vores pleje, men de savner at kunne være der for deres kære, nu hvor de er blevet hårdt ramt af en blodprop/blødning i hjernen. Det kræver meget mere information telefonisk, samtidig med at patienterne qua deres skader har meget brug for vores nærvær på stuen. Også selv om de er isoleret.

Jeg tænker meget på de kolleger, som arbejder på pandemiafsnittet, hvor de konstant skal iklædes kitler, handsker, mundbind og briller. Vores patienter skal have hjælp til alt, en halvsidig lammelse gør, at man ikke kan bevæge sig på samme måde. Her er det personalet, der skal bevæge den side, så patientens hjerne får input fra begge sider. Det er varmt og hårdt, når man er iklædt kittel og handsker. Patienten har måske også besvær med at forstå det, vi siger. Her vil vi typisk bruge det non-verbale sprog til at guide patienten, Men nu er de afskåret fra at aflæse vores ansigtsmimik, ligesom vi heller ikke er så livlig i vores kropsmimik qua overtrækskitlen.

For patienten kan denne isolation også føre til hallucinationer og andre psykiske problemstillinger, fordi de aldrig får andre input end mennesker iklædt alverdens udstyr, og de ikke må komme ud fra stuen og se andre mennesker og få andre indtryk.

Endelig fandt jeg anemoner

Jeg har ikke været isoleret, men qua travlheden i marken og i kartoffelhuset har jeg nok at se til med at sørge for mad og andre støttefunktioner og ser derfor ikke andre end landmændene, men det føles ikke anderledes end ellers. Og der hvor jeg er kommet i disse dage for at handle, tænker folk sig om og holder afstand.

En dejlig weekend er slut, vi har rigeligt med rester til aftensmaden, og bliver der noget tilovers, har jeg to hunde, som vil elske lidt variation i deres aftensmad. Hele næste uge skal madplanen bestå af mad, der kan holdes varm i ovnen, til når landmændene har tid til at komme ind. Koteletter i fad, boller i karry i ovn, svensk farsbrød  (her en variant til grill, men ligner min gamle kogebogs opskrift) står på menuen de første tre dage, og har du gode tips til nye retter, så slå dig endelig løs i kommentarfeltet. Jeg trænger til inspiration.

Må du få en god søndag aften.

en skøn kvinde tænkte på mig på Dronningens fødselsdag