Ensomhed, beslutsomhed, forudseenhed

På papiret burde Alene i Vildmarken være en af de udsendelser, som landmanden og jeg kunne se sammen. her er det i høj grad deltagernes evne til at kunne håndtere udfordringer i form af at bygge sig en bolig, skaffe sig mad, tænke kreativt i forhold til at få hverdagen til at fungere, for slet ikke at tale om konkurrencemomentet, hvem er stærkest på alle parametre til at holde længst ud. Alt sammen noget for landmanden. For sygeplejersken er der rigeligt med materiale til at fundere over hvad der gør en stærk og svag, hvilken bagage er de kommet med, hvordan udnytter de denne bagage. Samtidig med at jeg også tiltales af det, jeg har beskrevet først.

Faktum er bare, at landmanden ikke gider se det. Så nu ser jeg det om formiddagen, når det udgives på DRs hjemmeside. En af grundene til at landmanden opgav det, er de mange, der falder fra i løbet af en uge, og som græder deres savn og længsel ud over hele skærmen. Sygeplejersken bliver også forundret, men kender også meget til menneskers sammensathed, at jeg søger bag om det, vi ser. Og samtidig er det produktionsholdet, der bestemmer hvordan de enkelte fremstår på skærmen.

Nu er der tre tilbage, tre mænd, tre vidt forskellige mænd med hver deres tilgang til opgaven, og jeg synes, det er spændende.

Den ene, som forlod mode og popverdenen efter at have været makeup artist med et vildt liv og i stedet for endte som shaman og traumeterapeut med baser i sin ødegård i Sverige og København. Samtidig er han jæger, en egenskab han ikke må bruge i programmet. Han mediterer og kommunikerer med Moder Jord og tager beslutninger derudfra. Han fokuserer på, at det skal være sjovt og ikke kedeligt. Og nærmest hvert afsnit indeholder en passage, hvor han overvejer, om det er nu, han skal stoppe, men Moder Jord får lov at bestemme.

Den anden, som er vokset op på Grønland, er biolog og har arbejdet som artisk naturguide. Han har også respekt for naturen, men er langt mere rationel i sin tankegang. Han samler forråd, tætner sin hytte, samler brænde ind og ser tegnene i naturen på, at det snart bliver koldt, som et varsel til at forberede sig. Han har en mental film, som afspilles, når savnet efter hans børn bliver stort og som viser, at han vinder og hans børn får lov til at komme til Norge og hente ham. Han siger selv, at han kan slukke for de familiære tanker og flytte perspektivet over på hverdagen i vildmarken.

Den tredje er ung og har endnu ikke prøvet at være flyttet hjemmefra, han er aktiv fritidsmenneske og spejder. Han har en legende tilgang til det hele, og elsker at bygge sit hus, lave dør, fange fisk og være i nuet. Her på det sidste ser vi også en eftertænksomhed over erkendelsen af, at det kan gå galt, hvis han ikke passer på. Han er virkelig ung med alt hvad det indebærer af energi og kreativitet.

Jeg glæder mig allerede til næste torsdag, hvor næste afsnit kommer. Og jeg ærgrer mig over, at landmanden ikke holdt ud gennem de første hulkende afsnit, for jeg ved, at han ville synes, at det er spændende nu. Faktisk tror jeg ikke, at det bliver ensomheden, der slår dem hjem. men måske mere det at forudse det, der kommer. Samtidig er de dog alle tre ret beslutsomme og foretagsomme og gode til at overveje, hvad næste skridt skal være, så intet er afgjort.

Nu har jeg været ude og gå 6 kilometer i strid vind, jeg nåede lige hjem, inden der kom en heftig byge. Nu skinner solen igen gennem skyerne. Var det forudseenhed? Måske, jeg vidste, at bygerne ville komme. Jeg ved også, at jeg aldrig kommer ud senere på dagen, så det skulle være nu eller aldrig i dag.

God torsdag til dig.