Landmandsliv anno 2020

Dexter står med begge forpoter oppe på bryggersbordet. Jeg nænner ikke at skælde ham ud, han har været tålmodig hele dagen og ligget roligt enten i kurven eller i en solstråle på bryggersgulvet. Ayla fik lov til at køre med landmanden i marken i morges, hun er så knyttet til ham, hvorimod Dexter er mere knyttet til hende. Dørene har stået åben til kontoret og køkkenet, så Dexter kunne føle sig sammen med mig. Men nu er han ved at blive utålmodig.

Medarbejderen kører med en traktor og får markerne gjort klare til, at landmanden kan pløje. Landmanden pløjer fra tidlig morgen til sen aften og nyder sin satellitstyret traktor, Jeg synes stadig, det er vildt, at man, når traktorens computer er indstillet, kan slippe rattet og lade traktoren via GPS til en satellit køre i lige spor og alarmere, når den kommer til enden, hvor landmanden så tager over mens der køres ind i næste spor, og så tager traktoren over igen. Det har gjort, at landmanden slet ikke er så træt i sin krop ved nattetide, især fingrene, som før holdt fast om rattet de mange timer.

Det var nu ikke derfor, vi fik traktorerne, men fordi de betød, at mindre rutinerede traktorførere kunne køre med de udfordrende markredskaber og dermed kunne koncentrere sig om at se bagud hele tiden, f.eks. ved kartoffellægning og kartoffeloptagning. Det gør så også, at landmanden får hjælp i eftermiddag af, lad os kalde ham med hans egne ord: akademikeren, som keder sig med al den fritid, der pludselig er blevet. Det kan lade sig gøre i forhold til smittekæder, fordi der herude på de åbne vidder er stor afstand mellem traktorførerene,  de spiser ikke sammen, holder pauser i traktoren og jeg har kun kontakt til min mand, når han er inde for at spise frokost/aftensmad og hente eftermiddagsmadpakker til de andre.

I dag har jeg bagt bananmuffins og har nu sat kringler i ovnen bagt efter min mors opskrift. I første omgang syntes jeg, at en mandelsessens med mindste holdbarhedsdato tilbage i tiden duftede okay, men da den efterfølgende smagte skarp i remoncen, lavede jeg en ny remonce og hakkede lidt mandler i stedet for til at fylde deri. Det er mange år siden, at jeg har bagt kringlen sidst, men den plejer at være et hit, så det håber jeg også, at den er nu.

Jeg lytter til lydbog; Læserne i Broken Wheel anbefaler, og den holder mig ved selskab under mine gøremål. Og i pauserne har jeg set afslutningen på Alene i Vildmarken, hold nu op som jeg kom til at græde, da vinderen så sin familie. Jeg syntes, det var den rigtige vinder, men havde også undt nummer to at vinde. De var så seje, forrige afsnit sluttede med, at de havde været der vel 25 dage, og sidste afsnit startede med at en stoppede. Så jeg havde ikke forestillet mig, at de to sidste holdt ud i 58 og 60 dage. Den ene klarede det på sit ungdommelige gåpåmod, den anden på sine strategier.

Om lidt får jeg landmanden ind, så jeg må hellere få lavet en frokosttallerken. Og mon ikke, der er en hund, der bliver rigtig glad lige om lidt. Jeg kan godt bruges som selskab, men kun i korte perioder. Og det gælder vist for alle tre, jeg bor sammen med, traktorer, marker og hinandens selskab er vist det, de nyder mest i disse dage. Det er helt fint, så kan jeg jo nyde mit eget selskab.