Jeg havde talt med en veninde, som oprigtigt var meget bekymret for at blive smittet med Covid19 og blive syg. Med hendes sygdomshistorie in mente forstod jeg det udmærket. Da jeg fortalte landmanden dette, kiggede han på mig og spurgte: er du bange for at blive smittet og blive syg?
Bange? Næh faktisk ikke. Bekymret? Heller ikke. Jeg har en ukuelig tro på, at jeg nok skal klare det. Jeg kan tænke mere over, om jeg får Alzheimers sygdom som min far og mindst syv af hans søskende (de var 15) eller kræft af forskellige typer som min niece, min mor, mormor, morbror og moster. Men det bekymrer mig ikke i hverdagen. Heller ikke at vi har multiple sclerose, ALS og hjertesygdomme i familien. Lever vi længe nok, stiger risikoen for hjerteforkammerflimren/atrieflimren, Alzheimers sygdom, blodprop/blødning i hjernen osv.
Landmanden sagde så; det er et problem hvis jeg bliver meget syg, for du ved ikke hvor du finder markplanen eller hvilken gødning, der skal bruges hvor og hvad jeg har bestilt. Han fortsatte; og jeg aner ikke noget om, hvordan vi betaler regninger efter det nye elektroniske bilagssystem. Eller hvordan dit system med koder til alverdens offentlige sider fungerer.
Hvorefter vi kom til at grine og måtte konkludere, at vi ikke kunne undvære hinanden, så længe vi havde gården og dens bedrift. Vi er forbundne ikke blot gennem vores ægteskab og vores børn, men også gennem vores fælles virksomhed.
Men måske skulle jeg udtænke et system, som landmanden rent faktisk kan gennemskue og finde.
Det bliver ikke i dag. Der er travlhed herhjemme og jeg har også nok at se til , nu hvor jeg er tilbage i min vanlige funktion. Verdenen vender stadig anderledes, og på et eller andet plan har jeg vist vænnet mig til det. I dag underviste jeg to kolleger i at sætte væske op, som kan løbe ind i blodårerne. Ligesom jeg blev næsten færdig med at revidere en instruks, som mange har efterspurgt og et dertilhørende actioncard(lommekort). Jeg nåede også et videomøde med vores vejleder. I morgen har jeg hele dagen udfyldt med gøremål, så jeg skal holde fokus for at kunne nå det.
Den ubekendte faktor er jo, om smitteantallet stiger, nu hvor flere bevæger sig ud i verdenen og hvor vi fra nu af skal teste alle patienter, der bliver akut indlagt. I så fald går jeg tilbage i den daglige pleje af patienter. Det har jeg heller ikke noget imod, faktisk er det mere afslappende mentalt men til gengæld hårdere fysisk.
Herhjemme bliver landmanden færdig med at sprede gylle ud i dag, så gælder det gødning, så vi forhåbentlig kan få tilsået kornmarkerne i løbet af den næste uge. Næste uge går april over i maj og kartoffelmarkerne skal gøres klar. Jeg føler, at den ene dag efter den anden stryger af sted. Når ens mand arbejder hjemme fra tidlig morgen til sen aften ugens seks første dage, så er der ikke meget fritid sammen. Det er jeg vant til, og pludselig er det sommer, en sommer hvor der ingen motorcykelrejser til udlandet bliver. Vi afventer at se, om det i stedet for kan blive til en motorcykelferie med fokus på skønne steder i Danmark.
Og selv om alle infektionssygdomme er faldet brat i denne tid, fordi vi holder os hver for sig, vasker hænder og holder afstand, så vil jeg hellere have lidt infektionssygdomme for at kunne være tættere på mennesker, jeg holder af. Jeg må vente, og det må alle virus og bakterier også.
 |
| morgenstund i mosen |
Det var godt, I kom til at grine og indså, at I ikke kan undvære hinanden.
SvarSletJeg håber, I tager jer en motorcykelferie med fokus på skønne steder i Danmark, Lene. I denne tid er det bare om at få set Danmark så meget som muligt. Vi har ikke har så mange andre muligheder :-)
Madame, vi er gode til at grine sammen :-)
SletLysten og viljen er der, det er mere hvordan hotel- eller campingpladssituationen er til den tid.
Det er på en måde ikke godt at være så afhængige af hinanden, at man ville få problemer, hvis man pludselig blev alene - og på den anden side er det da bare dejligt, at vi på flere måder ikke kan undvære hinanden. Sådan har John og jeg det også, men det drejer sig om mindre betydende områder som fx, at jeg ikke aner, hvordan han lader græsslåmaskinen op - men det skulle jeg nok finde ud af ...
SvarSletI har virkelig mange alvorlige sygdomme i familien, og jeg forstår godt, at det om man selv bliver ramt kan fylde i tankerne indimellem, men man er nødt til at lade være med at tænke for meget på det.
Ellen, næh men på en eller anden vis tror jeg at det sker i et langt ægteskab.
SletJa, da jeg skrev det ned, så tænkte jeg selv, hold da op, Men jeg er optimist og tror på at hele nok skal gå :-)
Med den sygsomshistorik i familien forstår jeg godt, at du bekymrer dig mindre end corona. Skulle man nå så langt, at man rammes af aldersbetinget sygdom, er det vel i sig selv en succeshistorie ;-)
SvarSletHer i huset er det mig, der styrer alt det med betalinger o.l. Jeg har lavet en "manual" til fruen, så hun kan finde ud af det, hvis såfremt i fald. Der er også en database med alle brugernavne, passwords m.v.
Det giver en form for ro i sindet.
Eric, lige nøjagtig :-)
SletMin gemal er også instrueret i hvordan det sker, men han kan ikke gennemskue mit system, som netop er lavet så tyve heller ikke kan gennemskue det :-)
Jeg er ikke kommet til det med databaser :-)
Jeg bruger Keypass: https://keypass.en.softonic.com/
SletDen er nem, god og gratis. Der er også en USB-nøgle-version, og den kan synkroniseres med databasen, man har på sin PC. Uden databasen ville det være plat umuligt for mig at holde styr på brugernavne, passwords osv.
Tak, Eric, det må jeg kigge på.
SletJeg er egentlig ikke bange for at dø, men vil helst ikke endnu, Andreas er kun lige blevet 16 og jeg ville foretrække, at han var kommet godt i vej, før jeg skal afsted. Jeg vil helst ikke dø af corona, for i forhold til, hvad jeg tænker og tror, er det både en ussel og ufordelagtigt måde at dø på.
SvarSletEgentlig vil jeg helst ikke have corona, for det viser sig jo, at rigtig mange i varierende grad får permanente lungeskader og efterfølgende må leve med nedsat funktionsniveau. Men jeg er jo også "gammel lunge mediciner" og ved, hvad det indebærer at være lungesyg.
Men vi bestemmer jo ikke selv og kan ikke andet end at håbe det bedste.
Henriette, sådan har jeg det også. Mine børn er dobbelt så gamle som din søn, og alligevel vil jeg gerne følge dem mange år endnu.
SletJeg ved godt at flere af dem, har været ramt formentlig kommer til at være lungesyg resten af deres liv. Og som duskriver, det er hårdt at være det.
Vi kan nemlig kun håbe det bedste.
Din beskrivelse af arbejdsfordelingen er ren kopi af vores landbrugstilværelse.
SvarSletDet er svært med det corona. Indenfor husdyr gik vi bort fra flokimmunitet omkring 1970, da SPF-systemet og de lukkede kvægbesætninger kom.
Få år efter hed det i husdyrbrugslære: Er der vaccine: Vaccinér. Er der ikke: Isolér!
Mon ikke human-medicinen burde følge trop efter 50 års succes i dyreverdenen.
Dette med at "hærde" en befolkning gennem flokimmunitet lugter for mig langt hen af 1930er-politik syd for grænsen.
Farmer, vi er nok mange landbrugspar, der har indrettet os sådan :-)
SletDet er svært med strategierne, for der er jo mange små erhvervsdrivende, som lige nu lider under lukning, og samtidig er vi nødt til at åbne langsomt op, så der er styr over smitteantallet. Men vi kommer til længe at holde afstand og vaske hænder ofte og vise hensyn, det tror jeg.