Påsketravlhed og tankernes vandren hist og pist

På sin vis en tid så normal som altid, og så alligevel ikke. Hvor hun sagtens kunne gå flere uger uden andet selskab end det, der var på gården og arbejde, så længtes hun nu pludselig efter at se dem alle, alle dem, som hun havde kær, alle dem, som havde en betydning i hendes liv.

Hvor hun før godt kunne synes, at det der krammeri indimellem var en jungle at bevæge sig i, for hvornår krammer man og hvornår krammer man ikke, så længtes hun nu efter at kramme.

Lige nu var det dog gårdens arbejde, der fyldte. Det var lørdag, det var vaskedag, vaskemaskinen snurrede allerede. Det evindelige spørgsmål, hvad skal vi have til aften, skulle der findes et svar på. Udenfor var der koldt, det frøs 2 grader, da hun gik i seng ved midnat, og luften føltes bidende kold, da hun hentede hundenes madskåle ind i varmen i morges.

Alle tre mænd var i gang på traktorer, medarbejderen, landmanden og akademikeren (han havde en fest, kunne slet ikke få nok af traktorkørsel og følte sig hensat til sin barndom og ungdom, hvor han hjalp sin far på deres lille gård). Så om lidt skulle hun smøre de første madpakker til landmanden og akademikeren. På bordet stod der kringle, som de skulle have i eftermiddagsmadpakkerne. Lige her og nu fandt hun tilfredsstillelse i at være noget for andre, at være en del af det fællesskab, som fik gården til at fungere. Andre gange glædede hun sig til, at landmanden ville lade sig pensionere og flyttet til en mindre gård. I over 37 år havde det været gården, der bestemte, hvad de kunne og ikke kunne.

Sidste år havde hun tænkt tanker om livet omkring sin fødselsdag. Tænkt på hvor mange friske år hun mon havde tilbage. tænkt på at hvis hun lignede sin mor og far, ville det være 12 år, nu var det så 11 år og havde hun ændret noget? Næh. Det var som om, at det krævede mere energi og vilje, end hun kunne mønstre. Det var lettere blot at fortsætte i samme spor som vanligt. Og det gik jo også meget godt.

I dag tænkte hun ikke på længden af sit liv, men mere på længden af sit arbejdsliv. Hun var spændt på hvordan hendes krop ville tage, at hun hver dag skulle være med i plejen. Fingrene brokkede sig indimellem og trætheden var mærkbar, når hun kom hjem. Men samtidig var det utroligt givende at pleje og behandle patienter.

....

Senere: begge medarbejdere var kørt hjem, landmanden kørte i marken, afsluttede pløjning på de marker, de havde nået i dag. Aftensmaden, en ny opskrift, var færdig og holdt sig nu varm i ovnen og kartoflerne gjorde det samme i en gryde i sengen. Hundene havde nydt resterne fra aftenmaden de sidste par dage og blundede nu på bryggersgulvet. Hun ville dog ikke være i tvivl om, hvornår landmanden vendte tilbage til gården. Så snart traktoren nærmede sig gården, ville begge sidde med blikket rettet mod døren. Og var hun ikke i nærheden, ville de også henholdsvis hoppe op på bryggersbordet og stå med posterne på bordet.

Meget ukarakteristisk for hende var alt vasket op og sat til side efter tilberedning af aftensmaden. Opvaskemaskinen var tømt og var næsten fyldt igen. Vaskemaskinen skulle snart i gang med den sidste portion vasketøj. Det føltes godt at kunne gå påskesøndag i møde med et ryddeligt køkken og en tom vaskekurv. Små glæder i en anderledes tid.