lørdag, april 04, 2020

restemad og frysemad

I fryseren ligger masser af vildgåselår. Jeg har ikke kunnet finde opskrifter på lår, kun helstegt vildgås eller vildgåsebryster, så jeg har prøvet mig lidt frem uden held. Nu har jeg endelig fundet en opskrift, der passer min gane. Egentlig er den til vildandelår, men den passer også fint til vildgåselår.

I dag fandt jeg en pose lår fra 2017 - ja jeg har jo sagt at jeg har mistet lysten til madlavning og især til vildtretter. Det er jo synd og skam, så i disse tider forsøger jeg at lave mad, selv om jeg egentlig ikke har lyst til det. Jeg havde ikke alt det, der skulle til, men retten blev alligevel velsmagende.

I min version blev lårene brunet, hakket skalotteløg kom i stegegryden sammen med frosne porrer og gulerødder. Jeg havde en pose blandet frostgrøntsager, hvor jeg fiskede gulerødderne op fra. Så kom salt, peber og en af de gode mørke øl, som vi havde fået, i gryden. Der kom nu kun 3 dl øl i, resten delte vi til maden. Herefter fik det lov til at simre i et par timer, mens jeg lavede kartoffelmos og strikkede. Fløde havde jeg ikke, så sovsen blev jævnet med mælk rørt sammen med maizena. Egentlig vil jeg gerne have grøntsager til udover dem, der var i retten, men i dag gad jeg ikke lave en salat eller koge bønner, så retten fik selskab af hjemmelavet ribsgele og lidt asier.

Flæskestegen, som vi fik først på ugen, rakte til aftensmad i fire dage. Anden dag fik landmanden resterne af de brunede kartofler, steg og sovs sammen med bønner, opvarmet i mikroovn. Jeg havde mere lyst til yoghurt med frisk frugt og mandler. Tredje dagen fik vi flæskestegssandwich og i går lavede jeg denne ret. Jeg havde igen ikke det hele, så min version blev flæskestegsskiver i et lag, reven ost blandet med oregano, nyt lag flæskestegsskiver og så blev det overhældt med en tomatsovs lavet af dåsetomtaer, et enkelt skalotteløg, peberfrugt skåret i tern, sød chilisovs og salt. Over det blev der drysset masser af revet cheddarost og så ind i ovnen. Jeg er normalt ikke til pasta, så vi fik kartofler til, som smagte fortrinligt.

Det føles godt at få brugt al det gode mad fra fryseren, og landmanden nyder det. Det gør vores hunde og høns også, de er garant for, at der ingen madspild er her på gården.

Ha en god weekend.
















4 kommentarer:

  1. Glorien er voldsomt stor, når man får ryddet godt ud i fryseren, ikke sandt? :-)
    Hund vil vi ikke have, men jeg ville så gerne have høns ... må dog give John ret i, at det må vente, til vi ikke længere er så rejseaktive. Men så har vi nok heller ikke have. Man kan ikke få alt, desværre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, den bliver pudset gevaldigt :-) jeg har aldrig villet have høns, blandt andet fordi det begrænser os. Der skal findes mennesker, der skal passe dem, hvis vi vil af sted. Og det samme gælder hundene, man er bundet. Det synes Jørn ikke, men han trives jo også rigtig godt her på matriklen :-)
      Men når det ikke er mit pasningsprojekt, har jeg intet imod at få æg og levere madrester til hønsene :-)

      Slet
  2. Det er dejligt, at du undgår madspild - jeg synes, det kan være svært. Det var en god idé at bruge dine vildgåselår på denne måde. Jeg synes, jeg bliver mere og mere fantasiforladt, når det gælder madlavning :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, havde jeg ikke haft hunde og høns, ville jeg også finde det svært at få brugt f.eks gammelt brød. Nu spiser hønsene det med fornøjelse.Og hundene elsker resterne af aftensmaden ovenpå deres tørfoder.
      Havde jeg ikke haft google til at hjælpe mig, ville min fantasi heller ikke slå til.

      Slet