lørdag, august 10, 2019

Ugens billeder sætter indre billeder i gang

Et af de mål, jeg kom i mål med sidste år, var at få holdt alt min ferie inklusiv 6. ferieuge. Jeg inddrager tit fridage for at nå i mål med de arbejdsmæssige mål, og det har jeg det fint med. Den fleksibilitet, der ligger deri, gør at jeg kan kombinere de landbrugsmæssige opgaver med sygeplejeopgaverne på en måde, som giver mening for mig. Og det er jo netop det Morten Albæk i sin bog; Et liv, en tid, et menneske, slår til lyd for. Jeg blev færdig med hans bog i denne uge. Det sidste fængede ikke så meget som det første, og indimellem blev jeg irriteret over hans argumentation, som ikke altid holdt vand efter min mening. Men han har været godt selskab, og nu er jeg gået i gang med min fødselsdagsgave fra mine børn og svigerdatter; Halve Liv af Anita Furo.



Hvad jeg ikke er kommet i mål med i denne sommer er færdiggørelse af strikkeprojekter, og de skygger for at kunne komme i gang med nye projekter. Så for blot at komme i gang og øve mig i at "grounde" mig selv, i stedet for hele tiden at være i gang med lidt her, lidt der, strikker jeg karklude.


Søndag havde vi besøg af min yngste moster og onkel. Det var rigtig hyggeligt, og jeg kan mærke, at det skal vi gøre oftere. Jeg har brug for at knytte tråde tilbage i tiden, at dele minder om tiden, der var og at se frem sammen med en, der har været der altid i mit liv. I den anledning fandt jeg mine mors dækkeservietter frem og mindedes dengang min mor og jeg lavede batik sammen og min mor lavede stoftryk og patchwork. De passede fint til den smukke buket fra blomsterstriben, som landmanden kom med.


Jeg har holdt fri i sommerhuset. Faktisk tog jeg to feriedage i denne uge, fordi jeg har samme mål som sidste år. Det har været et omskifteligt vejr med masser af regn, og lige nu regner det igen. Jeg havde drømt om cykelture og vandreture, men grundet cykeluheldet tør jeg ikke cykle, før jeg har fået beskyttelse på kæden. Derudover har jeg været til læge i denne uge og fået revideret såret, hvor hudflappen var død og derfor blev den klippet væk. Jeg blev frarådet længere gåture, men har nu tænkt mig at genoptage dem. De må vel være med til at give cirkulation i området. Såret ser også pænere ud, men der bliver et grimt ar.



Torsdag fik jeg besøg af min studieveninde, og jeg lavede en rigtig god tunroulade fra en af SENSE kogebøgerne. Min moster og onkel fik en lækker spinatroulade med laks derfra. Jeg elsker, når jeg kan tage vores sommerhusstel, som er et loppemarkedsfund, i brug, også selv om det skal vaskes op i hånden, og sammen med min mors dækkeservietter slår de en sommerstemning an.


Fredag var jeg sammen med to kolleger i den enes have og hvilken have. En have fyldt med blomster og sommerfugle. Snakken gik livligt, og jeg bliver bare så glad af at have sådanne stunder.


Nu er det arbejdsweekend, og den er startet med fart over feltet. Vi var kun fire af det faste personale og så tre vikarer. Der var drøn på og med en sygemelding i aftenvagten, som ikke kunne dækkes, var vi tre, der blev i to timer ekstra, vi tog klokker og fik doseret medicin, så aftenvagterne kom godt i gang. Jeg fik gået knap 10.000 skridt på mine 10 timers arbejdsdag. Så meget for et ben, der skal have ro, men det får det nu. Aftensmaden blev en sandwich fra en sandwichbar, der er brygget te, benene er smækket op i sofaen, der er dømt hyggetid. God aften og weekend til dig.

8 kommentarer:

  1. Dit sommerhusstel er virkelig smukt. Og jeg kan godt forstå din glæde ved at knytte tråde tilbage i tiden.
    Dejligt at se din Mads Stage-kop. Jeg har også mange fra den serie.
    Det er spændende, at du tager mange dages oplevelser ind i ét blogindlæg. Det får jeg lyst til at prøve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame, det er dejligt at du synes om formen på mit indlæg. Og Mads Stage krusene er nu blevet til sommerhuskrus :-)

      Slet
  2. At strikke karklude er en herlig overspringshandling - det tyr jeg tit til enten mellem to arbejder eller når jeg går død i et eller andet.
    Det er sådan et sødt stel og meget velegnet til et sommerhus. Jeg kender en, som har det som dagligstel, fordi det gør hende i godt humør :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, karklude er dejligt nemme at gå til :-) Dette stel er faktisk håndlavet til en barnedåb af bekendte til dåbsbarnets forældre, så hvordan man kunne sælge det på loppemarked går over min forstand

      Slet
    2. Jamen dog - det kan jo ikke være det samme stel, så, men det ligner godt nok til forveksling - det var bestemt ikke min mening at træde dig over tæerne.

      Slet
    3. Ellen, du trådte skam ikke over mine tæer :-) Jeg kender godt det andet stel, og det er jeg også forelsket i. Min svigerinde købte det af samme grund som din bekendt.

      Slet
  3. Dejlige stunder fra den første 5/6 del af sommeren.
    Jeg er vild med dine dækkeservietter, og minderne fra en svundet tid kigger frem, og så ser jeg noget lignende for mit blik, de var grønne, altså dækkeservietterne, ellers meget lig dine. Desværre har min plads været begrænset, hvis de var der, da vi tømte hus/lejligheden, så er de gået til genbrug.
    Lige nu i skrivende stund blev der talt om sommerfugle, eller mangel af samme her i 2019, begrundelsen er den dejlige sommer i 2018.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, tak. Ja man bliver nødt til at sortere, når pladsen er trang.

      Slet