Inden det kommer for langt væk, må jeg hellere få fortalt mere om vores motorcykeltur til Ardennerne. Søndag slappede vi af i La Roche-en-Ardennes efter en strabadserende tur fra Danmark til Belgien. Oprindelig havde vi planlagt at vi ville besøge krigsmuseet i Bastogne søndag eftermiddag, det udskød vi til mandag, hvilket var en klog beslutning. Efter lækker morgenmad på
Villa Le Monde hoppede vi på motorcyklen og kørte mod Bastogne.
Vejret var lige tilpas, der var 18 - 20 grader de fleste dage, og det er skønt, når man er i motorcykeltøj. Selv om vi havde skiftetøj med, brugte vi det ikke, fordi motorcykeltøjet ikke var for varmt.
Ardennerne er et skønt sted for motorcyklister, bløde runde kurver, udsigt ud over skønne, frodige områder og fri for dødsmotorcyklisterne. De vil hellere kaste sig rundt i hårnålesving i Alperne og være årsag til mange ulykker.
Landmanden er meget historieinteresseret og 2. verdenskrig ved han rigtig meget om. Så derfor havde jeg hørt om The Battle of the Bulge eller Ardenneroffensiven. Belgien blev frit i september 1944, alle var selvfølgelig glade og de allierede havde ikke forventet et angreb fra tyskerne i dette område. Men det skete. D. 16/12 angreb tyskerne og fik omringet amerikanerne.
Kampene i Ardennerne kostede mange liv. Det er det slag hvor flest
amerikanske soldater blev slået ihjel under anden verdenskrig. Der var mange
civile, der mistede livet, både fordi der skete en del massakre fra tysk side,
og fordi både de allierede og tyskerne bombede byerne for at vinde slaget.
På vej
til museet besøgte vi den tyske krigskirkegård nær Foy, hvor et af slagene
stod. Som før bliver jeg stille, når jeg ser hvor unge de var. Det var 16 - 17
årige, der blev sendt i krig. Blomsterkranse i kapellet minder om, at der også
var/er familier, der mistede og sørgede i Tyskland.
Tæt ved kirkegården stod et af mange mindesmærker for de
faldne amerikanske soldater. Der var og er i hele området en stor taknemlighed
for den indsats amerikanerne gjorde og det store tab USA led for at befri
Ardennerne.
Byerne i
området inklusive La Roche-en-Ardennes blev kaldt martyrbyerne, fordi så mange
civile blev dræbt i løbet af den måned slaget foregik. Næste stoppested for os
var fredsskoven, som den er blevet døbt. Her havde de amerikanske styrker
gravet skyttegravshuller, foxholes, fordi det var et strategisk sted i forhold
til tyskernes fremmarch.
Vi talte
om, hvor hårdt det måtte have været at ligge i bidende kulde og sne i disse
omgivelser og konstant være udsat for beskydning.
Som sagt
fylder taknemligheden meget i området over, at amerikanerne ikke gav op på
trods af at det så ud til at tyskerne ville vinde slaget i starten. Efter
krigen i 1950 opførte man et mindesmærker til ære for de amerikanske tropper.
Det er formet som en Davidsstjerne og alle de amerikanske stater var nævnt både
udenfor og indenfor.
Man kunne
komme op ovenpå, og her var der i hver stjernespids beskrevet byer og
troppernes bevægelser i det område synligt fra toppen.
På et
senere tidspunkt blev der bygget en krypt efter ønske fra amerikanske kvinder,
så man kunne sørge og tænke i stilhed. Mosaikbillederne repræsenterede
katolicismen, jødedommen og den protestantiske tro.
Udenfor
museet havde man en udstilling, som fejrede at det i år var 30 år siden
Berlinermuren faldt, ligesom det er 75 år siden Ardenneroffensiven fandt sted.
Bortset
fra at man ikke havde sat spotlight på alle tekster i montrerne, og derved
besværliggjorde læsningen for to motorcyklister med kontaktlinser (vi er vant
til briller med glidende overgang), så var det en rigtig spændende og lærerig
oplevelse.
Tænk at der findes skyttegravshuller i fredsskoven - vi må aldrig glemme 2. verdenskrig. Jeg kan godt forstå, du blev stille, da du så, hvor unge de var, og at det var 16 - 17 årige, der blev sendt i krig.
SvarSletMadame, skoven har først fået sit navn efter krigen. Nok for at huske hvad der skete og dermed sikre fred.
SletJeg forstår fint alle følelserne, der kan komme i spil ved at besøge sådanne steder. Vi prøvede det i Normandiet på en familieferie, og selv de helt unge var grebet af stemningen og tanken om, hvilke rædsler der var foregået, da deres morfar (som var årsagen til, at vi overhovedet var der) var en ung mand.
SvarSletDet er fint, at 2. verdenskrig huskes - især hvis det kan medføre, at noget lignende ikke sker igen!
Ellen, jeg havde det på samme måde i Normandiet.
SletMindesmærker og museer, som kan formidle krigens gru, er vigtige. Ikke mindst i vores tid hvor krig nærmest bliver et realityshow på TV.
SvarSletEric, du har en god pointe i den sidste sætning.
SletDet er altid dejligt at læse beretninger fra feriefolket, de oplevelser der har været og er.
SvarSletHvor er det tragisk hvad der skete under 2. verdenskrig. Som nævnt her i tråden, er det en krig der aldrig må glemmes, i særdeleshed bevæg grunden for hvorfor den begyndte.
Tak, Karin. Det er tragisk, og samtidig fyldes jeg med taknemlighed over at jeg i dag ikke er en del af et Tyskland med værdier som dem Hitler stod for. Jeg er taknemlig for at nogen tog kampen op, da han gik til angreb.
Slet