tirsdag, august 06, 2019

De troede de var reddet. Dag 3 Motorcykeltur Ardennerne, Belgien

Inden det kommer for langt væk, må jeg hellere få fortalt mere om vores motorcykeltur til Ardennerne. Søndag slappede vi af i La Roche-en-Ardennes efter en strabadserende tur fra Danmark til Belgien. Oprindelig havde vi planlagt at vi ville besøge krigsmuseet i Bastogne søndag eftermiddag, det udskød vi til mandag, hvilket var en klog beslutning. Efter lækker morgenmad på  Villa Le Monde hoppede vi på motorcyklen og kørte mod Bastogne.



Vejret var lige tilpas, der var 18 - 20 grader de fleste dage, og det er skønt, når man er i motorcykeltøj. Selv om vi havde skiftetøj med, brugte vi det ikke, fordi motorcykeltøjet ikke var for varmt.



Ardennerne er et skønt sted for motorcyklister, bløde runde kurver, udsigt ud over skønne, frodige områder og fri for dødsmotorcyklisterne. De vil hellere kaste sig rundt i hårnålesving i Alperne og være årsag til mange ulykker.


Landmanden er meget historieinteresseret og 2. verdenskrig ved han rigtig meget om. Så derfor havde jeg hørt om The Battle of the Bulge eller Ardenneroffensiven. Belgien blev frit i september 1944, alle var selvfølgelig glade og de allierede havde ikke forventet et angreb fra tyskerne i dette område. Men det skete. D. 16/12 angreb tyskerne og fik omringet amerikanerne.






Kampene i Ardennerne kostede mange liv. Det er det slag hvor flest amerikanske soldater blev slået ihjel under anden verdenskrig. Der var mange civile, der mistede livet, både fordi der skete en del massakre fra tysk side, og fordi både de allierede og tyskerne bombede byerne for at vinde slaget.






På vej til museet besøgte vi den tyske krigskirkegård nær Foy, hvor et af slagene stod. Som før bliver jeg stille, når jeg ser hvor unge de var. Det var 16 - 17 årige, der blev sendt i krig. Blomsterkranse i kapellet minder om, at der også var/er familier, der mistede og sørgede i Tyskland.



Tæt ved kirkegården stod et af mange mindesmærker for de faldne amerikanske soldater. Der var og er i hele området en stor taknemlighed for den indsats amerikanerne gjorde og det store tab USA led for at befri Ardennerne.





Byerne i området inklusive La Roche-en-Ardennes blev kaldt martyrbyerne, fordi så mange civile blev dræbt i løbet af den måned slaget foregik. Næste stoppested for os var fredsskoven, som den er blevet døbt. Her havde de amerikanske styrker gravet skyttegravshuller, foxholes, fordi det var et strategisk sted i forhold til tyskernes fremmarch.





Vi talte om, hvor hårdt det måtte have været at ligge i bidende kulde og sne i disse omgivelser og konstant være udsat for beskydning.



Herefter gik turen til Warmuseum Bastogne. Museet var blevet renoveret og havde mange gode udstillinger med masser af materiale i montrer, ligesom der var lavet tableauer af forskellige scenarier. Vi fik udleveret høretelefoner og fik krigen og slaget fortalt fra fire forskellige perspektiver; en tysk soldat, en amerikansk soldat, en ung lærerinde og modstandskvinde samt en 12 årig dreng. Derudover havde man lavet rum, hvor man blandt andet kunne opleve, hvordan det var at være i skoven under angrebene samt i beskyttelseskælder under bombardementerne. Vi fik flere timer til at gå med dette, og så sluttede vi af med en frokost i museets cafè, før vi gik udenfor.




Som sagt fylder taknemligheden meget i området over, at amerikanerne ikke gav op på trods af at det så ud til at tyskerne ville vinde slaget i starten. Efter krigen i 1950 opførte man et mindesmærker til ære for de amerikanske tropper. Det er formet som en Davidsstjerne og alle de amerikanske stater var nævnt både udenfor og indenfor.


Man kunne komme op ovenpå, og her var der i hver stjernespids beskrevet byer og troppernes bevægelser i det område synligt fra toppen.







På et senere tidspunkt blev der bygget en krypt efter ønske fra amerikanske kvinder, så man kunne sørge og tænke i stilhed. Mosaikbillederne repræsenterede katolicismen, jødedommen og den protestantiske tro. 









Udenfor museet havde man en udstilling, som fejrede at det i år var 30 år siden Berlinermuren faldt, ligesom det er 75 år siden Ardenneroffensiven fandt sted.









Bortset fra at man ikke havde sat spotlight på alle tekster i montrerne, og derved besværliggjorde læsningen for to motorcyklister med kontaktlinser (vi er vant til briller med glidende overgang), så var det en rigtig spændende og lærerig oplevelse. 

8 kommentarer:

  1. Tænk at der findes skyttegravshuller i fredsskoven - vi må aldrig glemme 2. verdenskrig. Jeg kan godt forstå, du blev stille, da du så, hvor unge de var, og at det var 16 - 17 årige, der blev sendt i krig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, skoven har først fået sit navn efter krigen. Nok for at huske hvad der skete og dermed sikre fred.

      Slet
  2. Jeg forstår fint alle følelserne, der kan komme i spil ved at besøge sådanne steder. Vi prøvede det i Normandiet på en familieferie, og selv de helt unge var grebet af stemningen og tanken om, hvilke rædsler der var foregået, da deres morfar (som var årsagen til, at vi overhovedet var der) var en ung mand.
    Det er fint, at 2. verdenskrig huskes - især hvis det kan medføre, at noget lignende ikke sker igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg havde det på samme måde i Normandiet.

      Slet
  3. Mindesmærker og museer, som kan formidle krigens gru, er vigtige. Ikke mindst i vores tid hvor krig nærmest bliver et realityshow på TV.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, du har en god pointe i den sidste sætning.

      Slet
  4. Det er altid dejligt at læse beretninger fra feriefolket, de oplevelser der har været og er.
    Hvor er det tragisk hvad der skete under 2. verdenskrig. Som nævnt her i tråden, er det en krig der aldrig må glemmes, i særdeleshed bevæg grunden for hvorfor den begyndte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Karin. Det er tragisk, og samtidig fyldes jeg med taknemlighed over at jeg i dag ikke er en del af et Tyskland med værdier som dem Hitler stod for. Jeg er taknemlig for at nogen tog kampen op, da han gik til angreb.

      Slet