HUSET

Det er det første hus, jeg boede i. Jeg var knap 14, da vi flyttede derfra, og når jeg lukker øjnene, kan jeg huske det lige så tydeligt. Mine forældre var lærere, vejen hed Skolevej, og huset var kommunens lærerbolig. Dem var der flere af på vejen. Gik man til højre, gik vejen lidt nedad, og så lidt op igen og så kom man til skolen.

Man gik op af en trappe for at komme til hovedindgangen, indenfor var en lille entre, og så stod man i spisestuen. Til venstre var dagligstuen med døren ud til terrasse og have. Ved siden af entreen var et lille værelse, som man kom ind i fra spisestuen. Her havde mine forældre soveværelse, det var et lille rum, så min far, som var sløjdlærer, havde konstrueret en seng, som kunne slås op om dagen. Den var inspireret af Dirch Passers værelse i Støv på hjernen.

Videre ind i huset kom man til en lille gang, her var døren til højre ind til badeværelset med et badekar, hvor der var sat fliser omkring, og hvor puslebordet, lavet af min far, stod fast ovenpå i den ene ende. Herfra stammer min fastgroede viden om, at man aldrig overlader et spædbarn alene på et puslebord, for deres benreflekser gør, at de kan sparke, så de rammer en væg og derved skubber sig ud over bordet. Det skete for min lillesøster, jeg er kun 21 måneder ældre end hende, så det er den grumme fortælling, jeg kan huske, og heldigvis kom hun ikke til skade, utroligt nok.

Til venstre var døren ind til mine to søskendes værelse, her stod køjesengen bag døren, jeg boede før dem på det værelse sammen med min ældste lillesøster. Jeg var mørkeræd og troede fast på, at der lå noget væmmeligt under sengen, som ville gribe fast i mig. Teknikken gik ud på at tage fat i dørhåndtaget, hoppe op, klemme benene sammen på hver sin side af døren og så svinge sig hen til sengen, et lille hop, og jeg var i seng uden at røre gulvet i værelset.

Lige ud i gangen var to døre, den ene gik ind til et lille køkken, her huserede de forskellige unge piger, vi havde. Og her lavede jeg min første mad, som var havregrød. Det var en lille by, så jeg gik tit op til skolen, før jeg selv kom i skole, og fik sommetider lov til at komme med naboen, når hun havde undervisning i husgerning. Jeg var så stolt, da jeg selv kunne lave havregrød til frokost.

Den anden dør førte ned i kælderen, en trappe, der snoede sig lidt, og som jeg har prøvet at falde ned af. Nedenfor var en gang, til venstre kom en dør, her var der viktualierum, og jeg hadede, når jeg blev sendt derned for at hente madvarer eller sodavand, jeg var jo mørkeræd.

Til højre var vaskekælderen og tørrerum, lige frem blev gangen smallere, for til højre var døren ind til et stort rum, det lavede min far om til et værelse til min søster og jeg, der blev også plads til et lille badeværelse.

Nede i den lille gang var der to døre. Den ene værelse var til den unge pige, her nød vi, når vi fik lov til at være på besøg. Det andet værelse var min fars fremkalderværelse, desværre holdt han op med at fotografere, der blev vist nok at se til med alle de børn, lærergerning og aftenskoleundervisning i ungdomsskolen.

Min søster og jeg elskede, da vi flyttede nedenunder, her kunne vi være for os selv, hygge os sammen med veninderne, og kælderen blev pludselig et hyggeligt sted. Det var også her, at min far en nat vækkede mig, han bar mine to yngste søskende ned, jeg var 12, søster 10½, de to små, lillebror 9 og lillesøster 3. jeg fik besked på at låse døren, for min mor skulle føde, så de ville ikke have os ovenpå. Tænk, jeg faldt faktisk i søvn igen og blev først vækket om morgenen af min far, som glad kunne fortælle os, at vi havde fået en lillesøster.

To år senere flyttede vi så ind i det nye hus, som siden har dannet ramme om vores familieliv.

Et stort hus med plads til fem børn, en ung pige, et ægtepar, og en hund. Nu er der kun min far tilbage, og i dag skal jeg sammen med min ældste lillesøster hjælpe ham med at finde en sten til mors gravsted.