lørdag, november 24, 2007

GLÆDEN VED GLÆDEN

Sådan en smuk vintermorgen, hvor rim på alle træer og buske giver et smukt glitrende lys, fyldes jeg med glæde. En ung kvinde med depression fortalte mig engang, hvordan det var hårdt ikke at føle glæde. Hun elskede sit barn, hun elskede sin mand, men der var ingen farvede følelser, ingen glæde, ingen vrede, ingenting. Gråt i gråt var hendes følelsesliv.

Jeg er glad for, at der er følelser og farver i mit liv, at jeg på sådan en tidlig morgen med tunge øjenlåg pga. træthed slet ikke kan lade være med at smile, da jeg kommer udenfor. Solen farver himlen smukt mod øst, og mod vest hænger månen der stadig.



Datteren og jeg sidder lige så stille i bilen og vågner op. Latteren fra i går aftes sent fylder stadig. Lillesøster/moster fra København er på besøg, det er alt for sjældent, så vi nyder det og kan ikke komme i seng, men bliver ved med at snakke.


Da datteren er afleveret, kigger jeg op til sommerhuset og må holde stille og nyde synet af to rådyr, der også stopper op og kigger på mig, før de i elegante spring hopper ind på plænen ved et sommerhus. Længere henne må jeg igen stoppe, et egern hopper rundt i et fyrretræ og gnaver løs, stopper lidt op og kigger på mig, før det forsvinder.

Hjemturen går over det flade område med vindmøller, og jeg kan godt lide deres konturer mod solopgangen.



Og i højmosen spankulerer fasankokke rundt.Men kameraet når aldrig at fange dem.


Morgenbillederne snyder, for de er jo mørke, fordi jeg vil fange solen lys, men når jeg drejer mig, kan man måske fornemme det smukke lys.



Om lidt skal vi mødes ved morgenbordet, før alle skal gøre sig klar til diverse fester henover dagen.

Jeg glæder mig.

9 kommentarer:

  1. Man kan kun føle livsglæde og tænke positive tanker ved at beskue disse flotte billeder.

    SvarSlet
  2. Jeg kan sagtens forstå din glæde. Det var lige sådan jeg havde det, da jeg løb en lille bitte morgentur i morges. Og jeg kan kun sige, at lykken ubetinget er, når følelserne vender tilbage efter en depression - så forstår man virkelig, hvad det er, der gør livet dejligt at leve!

    SvarSlet
  3. Den stille varme glæde dybest inde i sjælen, det er den allerbedste. Smukke stemningsbilleder til at følge teksten.

    SvarSlet
  4. Uhm, jeg kan mærke glæden helt her ud, når jeg besøger din side, læser dine tekster og nyder dine billeder!

    SvarSlet
  5. Vanen tro blir man glad, når man møder dine billeder kombineret med velformulerede sætninger. Håber, I får en god weekend sammen med din søster.

    SvarSlet
  6. Sådan en stille morgen - lige før alt vågner er altså fantastisk og fuld af farver

    SvarSlet
  7. Det kan godt v�re at vi "mangler" vilde og imponerende bjerge og rivende floder m.m,. - men lyset og himlen i Danmark er enest�ende - og du har igen fanget det p� smukkeste vis, Lene! H�ber at I havde en dejlig l�rdag .-)

    SvarSlet
  8. Takk for nydelige bilder. Jeg er glad jeg også har andre farger enn grått i kroppen.

    SvarSlet
  9. Henry, naturen er en kilde til glæde :-)

    Nina, det kan jeg godt forstå, den der gråhed må være så tung.

    Nemlig Helle

    Tak valdemarsro

    Puk, tak og vi har hygget os.

    Marianne, morgenstund er guld :-)

    Et cetera, sådan er det nemlig og vi havde en dejlig dag

    Hege, det er jeg også

    SvarSlet