HAVREGRØD

Vores minder ligger gemt rundt om i hjernen som små lydfiler, billedfiler, sansefiler osv. De kan vækkes til live på lige så mange måder, som de er gemt på. Det er også det, man bruger i demensafsnit, hvor ting tilbage fra barndommen, ungdommen, de første voksne år kan bringe tiden frem. Lige som vi bruger det i apopleksiafsnittet til at genkalde kroppens minder om f.eks. hvordan man børster tænder, barberer sig eller tager læbestift på.

Vi kender det jo også her fra blogland, når nogle beskriver noget, så pludselig dukker der minder frem, vi kan genkalde os noget, som vi for længst havde ”glemt”

Her til morgen lavede jeg havregrød, og når jeg gør det, er der altid tre minder, der dukker op.

Minde 1: Jeg voksede op i en lille by som den ældste af fem søskende. Mine forældre var lærere, og vi boede på samme vej som skolen i en lærerbolig. Der var ingen børnehave, og vi havde en ung pige i huset, der tog sig af os, mens mine forældre var på arbejde. Der var børn i alle husene, men derfor kunne jeg godt synes, der skulle ske lidt mere end blot leg på gaden. Så løb jeg tit hen til skolen, for min far var sløjdlærer, og når jeg stod udenfor vinduet til sløjlokalet, så fik jeg tit lov til at være med i timen. Der lugtede så godt af træspåner. Ved siden af sløjdlokalet var skolekøkkenet, og her fik jeg også lov til at være med, og jeg kan stadig huske den dag, jeg lærte at lave havregrød, og jeg løb hjem for at lave det til mig selv. Den fornemmelse at hælde havregrøden over i en tallerken, putte en smørklat i midten, drysse sukker på, OG så var vores vane hjemme at hælde mælk rundt i kanten af tallerkenen, så kunne man begynde at nippe lidt til kanten af havregrøden lidt hurtigere.
Fornemmelsen af varm havregrød og kold mælk kombineret med faglig stolthed over selv at have lavet maden var ubeskrivelig.

Minde 2: Som 19 årig startede jeg som sygeplejeelev, og først var der lige et halvt års forskole, der skulle bestås, herefter var det ud i praktik. Jeg startede på en kirurgisk afdeling, jeg var nervøs og lidt bange, kunne jeg nu slå til, og syntes de andre på afdelingen, at jeg var dum og uvidende?
Morgenmaden skulle deles ud, og jeg fik spurgt en ældre herre om hvad han ville have. Havregrød og mælk, fint det kunne jeg i hvert fald klare, så jeg øste havregrød op i en tallerken, hældte lidt mælk på og et glas ved siden af. ”hvad er det for noget? Mælken skal da kun være i glasset!”
UPS jeg gik ud med havregrøden igen og personalet grinte, hvordan kunne du finde på sådan noget Lene? Sikke en start.

Minde 3: Mine børn skulle også have havregrød, men nu var der kommet en masse sundhedsråd, og jeg havde jo også været på børneafdelinger i 5 år, så de fik havregrød med en klat syltetøj i midten og stadig mælk hældt rundt i kanten :-) Ikke noget med sukker og en smørklat.
Så var der en gang, da de var 5 og 6 år, og de var lidt halvsløje. Havregrøden var for længst røget ud som morgenmadsfavorit, men den her morgen ville de gerne have det, og så ville jeg være rigtig god ved dem, de skulle have det på den måde, som deres mor fik, når hun var sløj som barn. ”ADR mor, det er da klamt, man kan da ikke spise smør og sukker på havregrød!”
Ak ja som man da kan forme sine børns spisevaner. De syntes i øvrigt også det var klamt, at tanten smurte smør på bollerne, før syltetøj kom på. Det samme gjaldt med leverpostejmaden og makrelmaden ;-)

Hvilke minder kommer frem, når du tænker på havregrød?