DET ER GANSKE VIST

Once upon a time…… en ung kvinde voksede op i Berlin, levede et ganske almindeligt ungdomsliv, kom på en danse og gymnastikskole, hvorfra hun blev uddannet. Tiden gik og tiderne ændrede sig, hun var ikke den første og heller ikke den sidste, som flygtede fra Berlin. Tiden var 1938, hvor hun ankom til London, og kvinden hed Bertha Busse. En ung læge flygtede også til London, også tysker, men af oprindelse tjekke, så han havde først været omkring Tjekkoslovakiet, før han endte i London. Her mødte de hinanden, de havde før set hinanden i Berlin, men her i London blev det til kærlighed og ægteskab, og deres samlede virke har den dag i dag betydning for apopleksipatienter verden over. Parret hed nu Bertha og Karel Bobath.


billedet hentet herfra

Bertha blev uddannet som fysioterapeut, og hun blev ansat på et børnehospital hvor hun bl.a. arbejdede med børn med spastiske lammelser. Her begyndte hun sin livslange udvikling af Bobath konceptet, og hendes mand forsøgte med udgangspunkt i lægevidenskaben at forklare, hvorfor det virkede, den tilgang hun havde til patienterne, senere også voksne mennesker med neurologiske lidelser.

Før Bertha Bobath lod man den lamme side være, man bandt armen op, og lod den raske side overtage al arbejdet, lod den kompensere for tabet af den lamme side. Dette betød, at den lamme side blev mere og mere spastisk.

Bobath konceptets teori er at det hele hænger sammen, så det er vigtigt at den lamme side bliver inddraget i bevægelserne, at der er vægt på både den lamme og den raske side. F.eks når patienten sidder, så skal begge ben være plantet godt på jorden, den lamme fod skal ikke sidde i benstøtten på kørestolen. Man skal sidde på begge baller, tit vil apopleksipatienter hælde lidt til siden, og det skyldes næsten altid bækkenets placering i stolen. Den lamme arm skal ikke bindes op (noghle gange er det dog nødvendigt) eller hænge ned langs siden, det sidste giver et smertefuldt træk i skulderens muskulatur. Kan man gå, kan hånden evt. hvile i bukselommen, eller man har en rollator, hvor armen kan hvile. I kørestolen kan armen hvile på låret eller på et bord på kørestolen.

Men det vigtigste er ikke metoderne, Bobath konceptet forandrer sig hele tiden i takt med, at ny viden kommer frem. Det er vigtigt, at vi i det akutte stadie hjælper patienten med, at musklerne bliver lejret, så de ikke afkortes, at musklerne ikke ligger på en sådan måde, at der er øget spænding, at vi hjælper med, at bevægelserne i dagligdags aktiviteter kommer så tæt på det normale bevægemønster som muligt. Det kan vi kun, hvis vi kigger på den enkelte patient og tager udgangspunkt i netop denne patients formåen.

Derfor reagerer plejepersonalet også på udsagn som ”min far har ikke trænet i dag, der har ikke været nogen fysio- eller ergoterapeut her”
Hver eneste dagligdags aktivitet er træning, så når vi får patienten til at løfte bækkenet eller dreje fra side til side i forbindelse med bleskift eller lejring, så er det træning. Når patienten skal dreje sig i sengen, komme op at sidde, forflytte sig over på en stol, så er det træning. Når patienten sidder i badeværelset og bliver guidet med den lamme arm eller den raske arm til at vaske sig, så er det træning. Når plejepersonalet står ved siden af og observerer, om patienten kan klare et brusebad i den rigtige rækkefølge, bruger shampo til håret og barberskum til at sæbe sig ind før barbering og ikke omvendt, så er det også en del af træningen. For uden en vurdering af hvad den enkelte patient kan, så kan vi ikke finde den rigtige træning for netop denne patient.

Så det er ganske vist, fru Bobath har stadig i dag noget at bidrage med, og jo mere man ved om, hvad man skal se efter, jo sjovere bliver det.