MAN KAN HURTIGT BLIVE VANT TIL NOGET

og det føles svært at komme i gang med at omsætte tankerne i hovedet til indlæg på bloggen, når nu indlæggene i flere dage har måttet nøjes med at være inde i hovedet. Nu har vi net i sommerhuset, og mens landmanden med flere gør klar på gården til kartoffeloptagning, så har jeg besluttet at nyde fridagene i sommerhuset sammen med datteren. I år er virkelig første gang, hvor jeg dybt inde i mig selv erkender, at jeg har en voksen datter. Jeg har da godt vidst det, men det var som om kroppen stadig holdt fast i følelsen af sidste årti, hvor hun gik fra at være konfirmand til at flytte hjemmefra. Nu er hun kørt i min bil til møde med sin bank, og bagefter får jeg fornøjelsen af at være sammen med hende og en gammel skolekammerat.

Motorcyklen på vej fra autotoget

Endelig væk fra motorvejen, vi er nu i Frankrig

 Noget jeg ikke vil vænne mig til er motorcykelferie i regnvejr, det er altså sjovere at opleve naturen og landskabene på hjul i tørvejr. Men da autotoget åbnede dørene i Lörrach, var det til en våd og fugtig sommerdag. Inden da havde vi spist morgenmad i vores lille sovekupe. stewarden måtte endnu en gang slå køjen op, så vi kunne sidde på nederste sæde. Vi fik te, juice, brötchen, smør, marmelade og en lille kage og var hermed klar til motorvejskørsel. Vi skulle, inden dagen endte, nå ned på Route des Grandes Alpes i Frankrig, så vi tog motorvejen gennem Schweiz i silende regnvejr. GPS'en fandt uden problemer begyndelsesstedet for turen gennem de franske alper. Vi havde købt en tysk bog, som havde beskrevet flere ruter i de franske alper og jeg havde kombineret to ruter, så vi dels fulgte Route des Grandes Alpes, dels kom forbi Alpe d'Huez. Første pause blev på en cafe ved Djævlens bro. Det havde helt sikkert været en oplevelse at gå ned i kløften i tørvejr, men vi nøjedes med at spise en god sandwich med landskinke og ost, vores foretrukne frokost i farten.

I bogen var beskrevet en afstikker først på ruten, det regnede, og vi var lidt i tvivl om vi skulle tage afstikkeren, som betød 11 km den ene vej ind i en dal og samme vej tilbage igen. Inde i dalen som er omkranset af bjerge i en cirkelform, fandt vi Le Cirque du Fer a Cheval, flere vandfald som strømmede ned over bjergsiderne i et smukt skue, selv i regnvejr. Et oplagt sted for vandretur, og det var kendetegnende for mange af de steder, vi kom forbi på vores motorcykeltur. Vi har snakket om at holde ferie de næste år på udvalgte steder og så opleve alt det andet, som man ikke kan nå, når man gerne vil se og køre i mange bjergpas på én ferie.

mit første forsøg med panoramafunktionen

Tilbage på ruten fortsatte regnvejret, heldigvis stoppede det, da vi begyndte at se efter logi for natten. Vi fandt et familiehotel, hvor hotellets ejerinde talte tysk og hendes mand talte engelsk, han var i øvrigt også selv ivrig motorcykelkører. Vi nød at få et varmt bad og bagefter en fire retters menu i spisestuen. Blandt andet var der lokalproducerede oste på menuen, jeg stornød dem og glædede mig til at skulle få ost til min morgenmad. Havde jeg været i bil med køleboks, havde jeg købt mig fattig i oste. Sidste år i Frankrig fik vi nærmest aldrig oste til morgenbordets baguettes, og jeg troede, det skyldtes valg af hotel. Men her måtte jeg da få ost, jeg skulle blive klogere.

Udsigten fra hotellet

Overalt var der gamle plakater

udsigten fra min seng

Anden dag på vores motorcykelferie 2014 var nu slut, og vi faldt hurtigt i søvn.