Det synger på sidste vers- version 2

Jeg skriver indlæg, og så synes jeg, at de skal hvile lidt og så får jeg dem aldrig udgivet. Nu skal det være. Jeg savner det flow, jeg havde i min skrivning og det, det gav mig. 

I morgen er det sidste dag i i 2024, så overskriften passer godt til nu og her. Men indlægget blev egentlig skrevet medio december:

 Jeg er bagud - som sædvanlig - med julepyntning og småkagebagning er slet ikke startet. Men som jeg skriver nærmest hvert år; julen kommer uanset hvor klar jeg er. (opdatering, de sidste småkager blev bagt efter at juleferiegæsterne var kommet)

Adventsstjerne eller hernnhuterstjernen er på plads, men det holdt hårdt. Den er tapet sammen på kryds og tværs, for jeg VILLE have stjernen op at hænge den sidste jul på gården.

Ja, for sådan blev det. Vi troede, vi havde holdt vores sidste jul på gården. Gården skal jo afleveres til Naturstyrelsen 31/12, ryddet totalt for alt. Men vi fik lov til at leje stuehuset og nogle af kartoffelbygningerne 4 måneder mere. Så jeg fik udskudt al min oprydning og smid-ud-af-dit-liv. Nu har jeg ønsket al den 6. uges ferie, jeg har udskudt, til de første tre måneder i 2025, en uge i hver måned, så er der da forhåbentlig håb forude, hvad angår den del.

Stjernen synger på sidste vers, men sådan gør alle andre ting, der er forbundet med gården og de 42 år, vi har boet her, også. Her til morgen nød jeg den smukke solopgang med læhegnets silhuet mod solen og gæssenes formationsflyvning henover gården med tanke på, at lige nøjagtig den sammensætning kommer jeg ikke til at se mere.

Julepynten, som snart er oppe overalt, skal finde nye pladser eller måske siges farvel til næste år, for hvem ved hvordan det hele så ser ud? Vi flytter i sommerhuset og måske er vi heldige, at vi kan flytte i hus før julen 2025, det ved vi ikke endnu. Uanset hvad bliver der også jul der.

I år fik vi alle hjem til jul, sønnen med familie kom d. 20. december og bliver her til 6. januar. Så vi får masser af tid sammen. Datteren kom d. 22/12 og blev her til d. 28/12. Juledagen må få deres eget indlæg. Med den hastighed jeg lige nu arbejder i, kan det blive et forårsindlæg :-)-

Mit arbejde som sygeplejerske har også ændret sig. Det er ikke mig, der skal have styr på alle de instrukser og ny viden om sygepleje, der findes. Men helt sluttet det har jeg ikke, for af og til får jeg spørgsmål som hvor kan vi finde viden om det, hvem skal vi spørge om det osv. Og helt ærligt, jeg nyder, at jeg stadig kan bidrage med den viden jeg har fået gennem snart 25 år.

Jeg holder utroligt meget af at snakke med patienter og at hjælpe dem til at få sat alle de tanker og spørgsmål de har, efter de er kommet hjem med et stroke, på plads. Og det er mit fokus nu.

Hvor længe bliver jeg ved?  Jeg ved det ikke. Det er en underlig følelse, for den ene dag er jeg klar til at tage beslutningen, den næste dag kan jeg slet ikke se mig stoppe som sygeplejerske. Jeg har stadig den mening, at jeg ved det, når jeg ved det. Da jeg var sammen med mine elevkammerater, var det helt befriende at høre en af dem, der er stoppet, sige, at hun havde haft det så svært med at stoppe. Al den identitet, der ikke vedrørte hendes familiære identitet, forsvandt. Hun skulle arbejde hårdt på at finde en ny identitet uden at være sygeplejerske. 

Mange kaster sig over frivilligt arbejde, det tror jeg ikke, at jeg gør. Jeg har for mange år siden besluttet, at jeg ville gøre som min mor, læse teologi for lægfolk, i Aalborg hedder det Teologisk voksenundervisning. Og måske gør jeg alvor af den beslutning. For nyligt hørte jeg om en chefsygeplejerske, der havde besluttet, da hun stoppede, at de første måneder skulle hun give den hele armen for at komme i sit livs form. Det tændte en lille flamme i mig, så nu har jeg to ting, jeg kan glæde mig til. 

Så mens noget synger på sidste vers, bliver andre vers stadig sunget, måske omskrevet  og nye vers kommer til. 

Min studieveninde og jeg har måske startet en tradition ved juletid. Vi mødes nogle gange om året, går os en tur, ofte ind til Aalborg og får lidt at spise på en cafe og går tilbage til sygehuset og kører så hjem. Sidste år tog vi til jul i ZOO, og det gjorde vi også i år. Vi snakkede og snakkede og nød samtidig havens smukke lysudstillinger. Det var en skøn måde at være sammen på.

Årets jul i ZOO var ikke nyt for mig, for som plasmadonor havde jeg fået gratis billetter til det. Dem brugte jeg sammen med min mand en aften i november efter arbejde. Og i går nåede vi derud med den lille dansk-norske familie. Jeg elsker lys i mørke, det giver en ganske særlig stemning.

December er for mig ventetiden = adventstiden. De egentlig juledage starter d. 24 og varer ved til d. 6. januar :-) Ja ja jeg ved godt, at jeg er en af de få, der holder fast i den tradition, men jeg elsker mit julepyntede hus, også i begyndelsen af januar.

Jeg skal i dagvagt nytårsaftensdag og nytårsdag. Nytårsmenuen er bestilt, den henter landmanden, og så kan vi sammen pynte op til nytår. Fuldstændig som i mit barndomshjem passer nytårspynt og julepynt perfekt sammen. Og når S er klar til at komme i seng, passer det nok med at farmor også går i seng. Vi sover i forvejen sammen, det er en stor ære, at han har valgt at sove sammen med os hele juleferien. Og det er kjempe gøy at vågne op sammen. 

Du ønskes en dejlig aften på denne 6. juledag og et godt nytår.