lørdag, maj 10, 2014

EN TUR TIL VANDET

Tirsdag formiddag skulle udnyttes, så vi gik først på jagt efter morgenmad. Vi kunne godt købe morgenmad på hotellet, men det lå i den dyre ende. Vi endte med morgenmad over for Palais Justice i den gamle bydel, typisk fransk morgenmad, baguette med smør og syltetøj, croissant, et glas appelsinjuice og valgfri varm drik. De to af os valgte resten af dagene at spise på hotellet, hvor vi også kunne få det førnævnte ad libitum plus yoghurt med frisk frugt, grovere brød og ost. Dyrere men nemmere, når man skal stå i kongrescenteret halv ni hver morgen. Den sidste valgte at sove længere og hoppe morgenmaden over. Man har jo ikke valgt fast aftenvagt uden grund, især når man er lige så ung som mine børn og ikke selv har børn.

P1070939

Vi gik gennem den gamle by i Nice ned til vandet, vi var tidligt på den, så mange af butikkerne var ikke åbne endnu. Den gamle bydel fik vi gået rigtig meget i, og det var sjovt, som gaderne ændrede udseende afhængig af, om butikker var åbne eller ej. De fleste butikker blev lukket ved hjælp af en port, der gik ned foran åbningen. Her var der ingen udstillingsvinduer, det var området omkring butiksåbningen, der udgjorde “lokkemaden”.

P1070942P1070943

Nede ved vandet nød vi udsynet og de mange flotte palæer, der lå langs vandet. Der var enkelte morgenfriske, der allerede var i vandet. Vandet blev dybt nærmest med det samme, så vi opgav tanken om tådypning i Middelhavet, og badetøjet havde vi ikke med.

P1070944P1070945

Da vi var startet tidligt, havde vi stadig tid til at finde gågaden i Nice, Rue de Massena.Den yngste af os elsker alle mærkevarer, så hun sukkede dybt over den ene butik efter den anden med alt hvad hjertet begærer af tøj, sko og tasker. Vi endte i Gallerie Lafayette, hvor mine to kolleger tjekkede makeup, parfumer, tøj, sko, solbriller, men de endte med at købe ingenting.  Til gengæld fik øjnene set meget, også små elbiler, der trængte til en opladning.

P1070948

Vi var stadig ikke trætte og havde tid, inden konferencen startede, så blomstermarkedet i den gamle bydel skulle besøges. Der var masser af blomster, men endnu flere boder med grøntsager, frugter, kød, oliven og sæbe. Vi nød duftene, snakken mellem de handlende og det skønne vejr. Vi var rigtig glade for at være gået derhen, det lukker nemlig klokken 13, så vi kunne ikke have oplevet det de følgende dage.

P1070949P1070950

Formiddagen sluttede af med, at vi fik købt sandwich ved en bager, og så satte vi kursen mod kongrescenteret. Efter at have tjekket ind, nød vi maden ude foran centeret i skønt solskinsvejr.

Dette er en del af min beretning om en tur til Nice for at deltage i den Europæiske apopleksikonference 2014. Du kan læse mere om mine oplevelser ved at trykke på Nice 2014 under gruppen Etiketter.

10 kommentarer:

  1. Det må være dejligt at kunne gå en tur, inden det bliver for varmt og inden der kommer alt for mange mennesker på gaden. Dog ville det have været endnu bedre, hvis butikkerne havde haft åbent.
    I nåede rigtig meget den morgen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, vi nåede rigtig meget, og min helt unge kollega havde en app, som viste hvad man skulle se, og hun var helt høj, for vi havde på vores gåtur set rigtig meget af dette :-) Butikkerne nåede at åbne, men jeg var glad for at de ikke alle var åbne, for så havde vi ikke set så meget. Jeg var jo sammen med to shoppere :-)

      Slet
  2. Jamen det er en dejlig by! Vi var der et par dage på bryllupsrejsen, hvor vi kørte rundt i Europa i mine forældres gamle SAAB (dog uden at de var med:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det var da godt at forældrene ikke fulgte med bilen ;-) Jeg vil gerne tilbage til Nice.

      Slet
  3. Skønt med en lille rundtur i Nice til morgenkaffen :) Det ser ud til, at vejret var dejligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, vejret var perfekt, ikke for varmt og med en frisk vind, som gjorde, at man kunne holde ud at sidde indefor i mange timer :-)

      Slet
  4. Selvom det jo var en arbejdstur må det nu alligevel have været skønt at rejse sommeren lidt i møde, og Nice er da bestemt ikke det værste sted at blive sendt hen :-)

    Og når det er arbejde må man jo osse nyde de fritimer der er til rådighed og det ser da ud til at du næsten har udnyttet dem til bristepunktet.

    Smiler lidt af Renault Twizy bilen der står og sutter strøm... sådan en forsøgte at overhale os sidste sommer på Autobahn, hvilket min kæreste tog som en decideret personlig fornærmelse :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Overleveren, jeg forstår din kæreste :-) Og det er da utroligt at bilisten overhovedet forsøgte :-)

      Slet
  5. Tak for en dejlig tur rundt i skønne Nice. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Inge, jeg kan høre, du har været der :-)

      Slet