Grumpy Old Woman slår til

Jeg har forvandlet mig til en sur gammel dame i dag, så er du advaret!

Måske skal man bare acceptere, at når forkølelse rammer og man hoster, nyser og næsen løber, at så er der ikke energi til så meget andet. Det gjorde jeg også i går. Så regnede jeg med, at så var den sygedag overstået. Næ nej, jeg skranter stadig. Hmpff!  Jeg har dog fået udrettet lidt i dag, jeg har lagt vasketøj sammen, jeg har pudset de sidste vinduer, jeg har været inde og handle og sende en pakke.

Jeg er dødtræt af det nye postvæsen. Som altid var jeg sent ude med adventsgaver til mine fem unge mennesker, men pakkerne blev sendt lørdag før 1. søndag i advent. Som almindelig brevpost, for det var det billigste og så dyre var de små pakker heller ikke, at jeg ville koste pakkeporto på dem og dermed track and trace. Det ville jeg så have ønsket, at jeg havde gjort. De fik dem først 12 dage efter afsendelse herfra. Hmpff! Nu har jeg sendt en pakke af sted som pakke for at være sikker på, at den når frem, inden min søns søde kæreste rejser til Norge. Og når julekortene (de få, jeg skriver som kort og ikke som mail) overhovedet frem inden jul? De få julegaver, jeg skal købe, er endnu ikke købt, men mon ikke jeg når det inden jul?

Landmanden er i fuld sving derude, det er lange arbejdsdage, først otte timer med at sortere kartofler, og så skal der bagefter, når medarbejderen er kørt hjem, hentes kartofler hjem fra kølehuset og tomme kasser skal flyttes den anden vej. Maden skulle være en nem løsning i dag, en kombination af fisk fra frost og vores egne kartofler smidt ind i ovnen sammen med tomater, løg og oliven. Bortset fra at jeg glemte, at det der med at smide kartofler i skiver i et ovnfast fad, hælde væske, krydderier og grøntsager over, for til slut at lægge de frosne fyldte fileter ovenpå og så forsegle det med folie, det dur bare ikke. Maden er ikke færdig på en halv time, kartoffelskiverne var rå, væsken flød tyndt og ulækkert omkring i fadet. Hmpff! Heldigvis skulle landmanden lige tale med en jagtkammerat (og dem der siger at kun kvinder kan tale længe, tager fejl) Jeg tog fiskene ud af ovnen, fjernede folien, glemte alt om retten og så serie, det hjalp. Men da havde retten også fået ca. 40 minutter mere.

Jeg tror bare, jeg smider mig på sofaen igen, tager endnu en lur, glemmer alt om julepyntning i dag og krydser fingre for, at den lidt sødere og mere friske Lene er tilbage i morgen. For der skal jeg deltage i mit projekt på sygehuset (sådan er det, når man siger ja, fordi man gerne vil være med, der hvor det sner, så må man også komme ind i sin ferie) Det er heldigvis kun 2 timer, så jeg kan passende nå at gå på julegaveindkøb først.