søndag, december 04, 2016

På tilkald

Sofaen er indtaget efter endnu en hård aftenvagt. Vi taler ikke om en umenneskelig vagt som sidste gang, jeg havde weekendvagt, men om en meget travl vagt. Vi er udfordret med fire sygemeldinger, og da vi har mange forskellige funktioner, som ikke bare kan varetages af vikarer, og da det er december måned med mange programpunkter for familier, så har det været svært at få dækket vagterne. Ved fælles hjælp og to gode kolleger, som kommer ind på trods af et tætpakket weekendprogram, har vi fået det til at hænge sammen. En kollega gik i dobbeltvagt og fortsatte derfor i nattevagten, da vi andre gik hjem. Jeg snupper ti timer i dag og møder klokken 13, en anden kollega gjorde det samme i går. Derudover har jeg tilkaldefunktion i dag, så selv om jeg først kunne sove klokken to i nat, turde jeg ikke sove længe, for tænk hvis de fik brug for mig. Så klokken otte stod jeg op, vaskede mig og satte hår samt gik en lillebitte morgentur, og med mindre jeg bliver kaldt, har sofaen og jeg en aftale om julefilm.

Denne adventssøndagmorgen er jeg vist det, som landmanden ville kalde lidt tudevorn; højst sandsynligt en kombination af træthed, tanker om min egen familie udløst af min datters sms og mødet med andre familier, hvor livets selvfølgelighed pludselig afløses af storm og ødelæggelse. Det er okay, jeg er alene, der er tid til at se film for tudevorne sygeplejersker, film hvor der er garanteret Happy End, og selv om det snavsede service truer med at hoppe ud over køkkenbordet, fordi det rene endnu ikke har forladt opvaskemaskinen, så vælger jeg sofaen lidt endnu.

God adventssøndag til dig
Morgenstund, kalenderlys og decemberøreringene

12 kommentarer:

  1. Og god adventssøndag til dig også.
    Jeg under dig virkelig sofatiden med tudefilm og happy ending. Og den der opvaskemaskine render garanteret ingen steder. (Hvis den gør - så må du lige tippe mig om, hvordan du fik den til det).

    SvarSlet
    Svar
    1. KS, tak. Det gjorde godt med film og afslapning, nu gøres der klar til vagten. Og hverken opvask eller maskine gik deres vej, vi fandt ud af det sammen :-)

      Slet
  2. Synes godt nok også, at jeg er temmelig tudevorn fra tid til anden, den slags skal der være plads til! Jeg er sikker på, at julefilm er den helt rigtige kur for den slags! God søndag, Lene!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Skøreliv, det tudevorne forsvandt og jeg var klar til vagt :-)

      Slet
  3. Det er nok træthed ... :-)
    Jeg ved ikke, om jeg er specielt følelseskold, men jeg har aldrig været tudevorn - ikke engang da jeg fik kræft. Jo, jeg tudede lige da jeg fik at vide, at det havde spredt sig, men det var så det ... jeg er nok lidt hård, desværre - og så har jeg ikke siden jeg var 22 haft et arbejde, der kunne påvirke mig følelsesmæssigt. Det har nok også noget at sige, for dit job må være meget hårdt indimellem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg er af natur let til at blive rørt, det er både latter og tårer :-) Det har jeg det fint med undtagen når tårerne skyldes at jeg er vred, så er de ikke velkomne, fordi man ikke bliver taget så alvorligt, når man græder samtidig med at man prøver at argumentere :-)
      Jeg ved ikke hvordan jeg ville reagere ved egen alvorlig sygdom, håber aldrig jeg finder ud af det, men jeg bliver meget sygeplejerske, når det er familien det rammer.

      Slet
  4. God sofatid ønskes til næste gang. Jeg er jo lidt sent på den nu. Jeg forstår godt, at du kan blive lidt tudevorn under de omstændigheder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric, jeg er som jeg skrev til Ellen, meget let at røre, så tårer kommer nemt :-)

      Slet
  5. Jeg får lyst til at sende dig et cyber-kram. Uh, hvor jeg kender det der med tårerne, der trænger sig på. Nogle gange kan det være helt dejligt at få lov.
    Jeg håber, roen sænker sig over afdeling og personale. I er under et alt for stort pres.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak for krammet :-) I går var det vist en kombination af tanker om livet generelt kombineret med at der er mennesker på min alder, som også bliver indlagt hos os.
      Vi havde en god vagt i går trods travlhed.

      Slet
  6. Jeg tænkte lige på en måde at dele arbejdsbyrden op, lidt som de har gjort på fødegangen på Riget. Rød, gul og grøn vagt. De weekend har nok været i rød, så det er legalt at være en tudevorne sygeplejeske.
    Tænkte på hvor ofte er det du/I har arbejdsweekend?
    Yngstedatteren har fået job som pædagog på et botilbud til voksne personer med varigt nedsat fysisk- og psykisk funktionsevne. Hun blev færdig uddannet i januar, fødte 30/4-2016. Nå men hun begyndte med en weekend vagt, de har faste nattevagter, og her benytter dig sig af assistenterne, der er jo ikke behov for pædagogerne når beboerne sover. Det er hver 3. weekend, og her ramler det sammen med julen, så yngstedatteren får lige en vagt juleaften :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, jeg kender godt til de tre farver, jeg vil vurdere vores weekend til at være gul, hvor min forrige weekend var rød.
      Jeg arbejder hver 4. weekend, hvor de andre arbejder hver anden eller hver tredie. Det skyldes min funktion. Min næste juleaften bliver i 2019, god vagt til din datter. Hos os er vi alle med i et vagtrul for juleaften, så jeg arbejder hver 7. år juleaften.

      Slet