Totalt bagud af dansen

Det er ikke, fordi jeg ikke har haft tid, og jeg har såmænd også læst blogindlæg og i få tilfælde fået kommenteret. Men ofte bliver det i pauser mellem det skønne julehyggede, at jeg læser på mobilen eller iPad, og der hader jeg at kommentere.

Hverdagen i form af arbejde er begyndt, julen har været nådig for personalet, og dermed kan jeg så også konkludere, at færre er blevet ramt af en blodprop eller blødning i hjernen. Det har betydet, at der har været mere tid til de patienter, der har været indlagt. Min arbejdsdag mellem jul og nytår blev stille og rolig, og nytårsvagterne er også startet stille og roligt, så lad os håbe, at de får lov at fortsætte sådan. Vi er jo ikke påvirket som de kirurgiske afdelinger og skadestuen af, at folk ikke tænker sig om med nytårsfyrværkeri og alkohol og derfor kommer til skade.

Jeg har nået at være sammen med mine søstre og deres familie 3. juledag og haft besøg af yngste lillesøster. Datteren og sønnen er sendt med fly til København i forgårs. Det har været skønt at have dem hjemme. Huset roder, blomsterne hænger, vasketøjskurven har forstoppelse, faktisk råber det hele på hjælp og jeg har opdaget en serie bygget på Maria Langs krimier, det sidste harmonerer så ikke med det første. Men det sidste harmonerer rigtig godt med mission tøm dåser for juleslik og julesmåkager. Og så opdagede jeg til min skræk i nat, da jeg kom hjem fra aftenvagt, at jeg nu har set alle seks afsnit, øv, jeg var jo kommet til at holde af personerne i serien. Måske skulle jeg genlæse Maria Lang krimierne. Det er mange år siden, jeg har læst dem. De var en del af min barndom og teenagetid. Mine forældre havde nogle af hendes krimier stående i sommerhuset sammen med Maigretbøgerne og nogle af Agatha Christie bøgerne. Jeg slugte alt, hvad biblioteket havde af de tre forfattere, men med min måde at læse bøger, som ikke levner plads til at huske dem, så kan jeg vist roligt gå i gang med serien.

Den sidste dag i 2016 er startet roligt, jeg faldt i søvn i nat på sofaen og kom først i min seng midt nat. Landmanden er blevet noget så forkølet, og i dag har det sat sig på stemmen, så han kommer hviskende, snøftende og hostende ind i det nye år. Desværre er det vist en anden virus end den jeg havde i december, jeg synes i hvert fald, at min næse og hals kriller, så jeg drikker varme drikke og gør mit bedste for at slappe af inden aftenvagten. Forhåbentlig kan jeg komme fra afdelingen klokken 23, så jeg når ud af Aalborg, inden Ragnarok bryder løs. Sidste år valgte jeg vist motorvejen eller gjorde jeg? Min blog er min ven, så årets sidste indlæg i 2015 gav mig svaret i kommentarsporet. Jeg valgte motorvejen, det gør jeg så også i år.

2016 blev året, hvor min far døde, og hvor jeg nu er den ældste i den lige linje fra mine forældre. Flere har givet udtryk for, at det må være et savn og en sorg. Det er det ikke, det var vemodigt, men det var tiden for min far, og han døde omgivet af sin familie. Min fars død har derimod gjort, at jeg nu mindes min far, som han var, før han blev ramt af Alzheimers sygdom. Han var jo stadig den samme person, kærlig og favnende, lige til det sidste. Nu kommer de andre lag også frem, også hvad vi kunne have haft, hvis sygdommen ikke havde ramt ham, men det, der kommer mest frem nu, er faktisk mindet om min mor. Nu er der plads til at savne hende, til at mindes hende og til at tænke på hvor meget vi og vores børn mistede, da hun døde 74 år gammel.

2017 er endnu på tegnebrættet, men allerede nu kan jeg se visse konturer af det, der kommer, og det er lutter gode ting. Det er en god start, og så ved jeg, at skulle der komme uforudsete ting, som kunne true med at vælte mig, at jeg er omgivet af gode og kærlige mennesker, der vil hjælpe og støtte. Det er gave uden lige at have den viden.

Du ønskes et godt og velsignet nytår.

Billedet er taget af min far en sommeraften ved deres sommerhus, hvor mine børn og min yngste kusine var på ferie der. Det gør mig glad at tænke på, at både mine børn og jeg har gode barndomsminder om skønne sommerferier på det sted.