Der er ikke sket “en dyt” her i huset, nå ja lidt vaskeri, lidt indkøb, men ellers har ægteparret bare slappet af, sammen og hver for sig. Efterdønningerne efter sidste weekends fest i form af mennesker, der ringer/skriver og fortæller, hvor god og dejlig en fest det var, fortsætter. Og jeg bliver så glad på landmandens vegne, det fortjener han. Jeg har ikke travlt, jeg læser om rod, jeg læser om døden, jeg surfer på nettet og jeg fik gået tur i går og har planer om gåtur i dag. Solen skinner, sneen er her stadig, der er mad til både fugle og mennesker. I nat svigtede søvnen mig, jeg havde sovet 2½ time, og så var jeg lysvågen, landmanden var på det tidspunkt først på vej i seng, så vi skiftede rum, han krøb i seng og jeg krøb under tæppet i fjernsynsstuen. Her lå jeg til ved halv fem tiden, der blev læst og set fjernsyn. Herefter kunne jeg sove, mobilens vækkeur blev annulleret, morgentræning og gudstjeneste må vente til en anden god gang, søvnen kommer i første række.
Lykken er så at blive vækket ved halv ti tiden, der var hentet rundstykker, lavet te og dækket bord OG købt avis. Vi holder ikke avis, heller ikke som netavis, så det har været lykken at tage sektion efter sektion og læse lidt hist og pist, sådan som jeg altid læser avis. Og mens jeg læste avis, kom jeg i tanke om en sjov hændelse:
Når man bliver sygeplejerske med autorisationsbevis und alles, så får man (køber man?) også Dansk Sygeplejeråds sygeplejerskenål. Det ultimative bevis på at nu er man sygeplejerske. Den nål har fulgt mig og lå i mit smykkeskrin de elleve år, hvor jeg ikke var sygeplejerske, men kun passiv medlem af DSR. Den blev fundet frem og pudset, så jeg var klar til mit nye liv som sygeplejerske 1. januar 2000. Så skete det, der ofte sker, man skal skynde sig hjem, uniformen får afmonteret alt og den ryger til vask. Men nålen glemte jeg at få af. Første gang dukkede den op igen, anden gang blev den væk. Der gik noget tid, før jeg efterlyste den i DSR, det skal man nemlig, hvis man vil købe en ny. Hver nål har et nummer, som er forbundet med et autorisationsnummer, så man til enhver tid ved, hvem nålen tilhører. Jeg efterlyste nålen i 2004, men fik aldrig bestilt en ny nål; det tænkte jeg så for en lille uge siden, at det ville jeg have gjort. I onsdags blev jeg ringet op af DSR, man havde fundet min nål! Den var blevet fundet på et kontor på sygehuset i en kuvert sammen med en masse andre sygeplejerskenåle! Her er da vist en, der ikke har haft styr på sit kontor. Nu er nålen sendt til reparation og jeg glæder mig til at bære den igen som et synligt symbol på, at den uddannelse jeg startede på i september 1977, fuldførte jeg i februar 1981. Tænk det er snart 34 år siden, akkeja som tiden går ;-) God søndag til dig.
PS billederne er fra gåturen i går eftermiddags.
Fantastisk dejlige billeder. I bor et skønt sted.
SvarSletDet er da helt utroligt, at din nål dukkede op igen efter så mange år. Du bærer den garanteret med stor værdighed - og jeg er sikker på, at du fortjener den.
tak Hanne, ja vi bor dejligt. jeg er rigtig glad for at nålen er dukket op :-)
SletDet sker man ikke kan sove. Det gør ikke så meget. For dig er det dog vel bedst i forbindelse med en fridag. Fin historie om nålen der forsvandt og dukkede op igen.
SvarSletJørgen, desværre får jeg ofte søvnproblemer i forbindelse med skift fra fridag til dagvagt, så denne gang var det skønt bare at kunne sove :-)
SletEn balsamisk weekend! Og billederne passer dertil.
SvarSletDejligt at du fik din nål tilbage... mon ikke (næsten) alle har prøvet at smide nålen til vask.
Anne, balsamisk som i beroligende og lindrende, lige nøjagtig :-)
SletHold da op, det er jo helt nostalgisk at få nålen tilbage efter ti år :)
SvarSletPernille, jeg ser frem til at få nålen sat på uniformen igen :-)
SletJeg har den lidt modsatte historie: Jeg har en tilsvarende hospitalslaborantnål, og da jeg meldte mig ud af fagforeningen 1979 i vilde og højlydte protester over, at den godt kunne støtte en ulovlig strejke, men kun modarbejde mig, sagde de, at jeg skulle aflevere nålen - som også er nummereret. Jeg nægtede og sagde, at de ikke kunne tage fra mig, at jeg var autoriseret hospitalslaborant, og hvis der var mere vrøvl med dem, ville jeg begynde at råbe rigtig højt sådan lidt rundt omkring.
SvarSletJeg har vist altid været noget af en møgkælling, men de bad da i det mindste ikke mere om den nål :-)
PS: Jeg skrev et læserbrev til fagforeningsbladet, som de hævdede ikke var censureret, men sjovt nok blev brevet aldrig bragt i det blad ... :-)
SletEllen, du er og bliver Ellen :-) Jeg har altid vidst at nålen ikke var autorisationsbeviset, men var koblet til mit medlemsskab af DSR. Det føles dog anderledes, da nålen jo er meget konkret og jeg var pavestolt, da jeg kunne sætte den fast på uniformen :-)
SletDet var en skøn "nåle-historie".
SvarSletEva, og jeg gad godt kende historien om personen, som efterlod sig et kontor med en kuvert fyldt med DSRnåle :-)
SletDejlige vinterbilleder, Lene - dem nyder jeg at se :-)
SvarSletDet lyder som nogle dejlige dage. En stor og dejlig fest kan nemlig godt fylde i lang tid - og i tankerne i endnu længere tid. Så selvom man måske ikke lige når at tale med alle til en stor fest, man holder, så kan man mindes den i lang tid alligevel.
SvarSlet