Fredagsfridag

Jeg skal besøge min far i dag, det er længe siden, men jeg blev jo syg, da vi skulle have besøgt ham mellem jul og nytår. Vejret i dag indbyder ikke til at gå en tur med min far, så jeg snuppede dagens gåtur herhjemme. Blæsten er endnu ikke sat ind, det havde sneet, lige inden jeg gik, og regnen holdt sig væk, mens jeg gik. Alt imens jeg gik, kunne jeg høre gæs og svaner skræppe, men de holdt ikke til i nærheden af vejen, så jeg havde kun lydtapetet og en enkelt lille svaneflok, der fløj over mit hoved.

Nu er aftensmaden forberedt, de hemmelige sysler (fordi nogen fylder rund) er gemt væk, maven knurrer, den kan ikke klare, at småkagerne nu er et overstået kapitel. Det ville nu have været skønt med en tallerkenfuld vanillekranse og ingefærkager til at peppe den grå hverdag op. I stedet for har jeg fundet kage og muffins i fryseren, der skal tøs op og med ned til min far, det glæder jeg mig til.

Min yngste søster besøgte vores far lige før nytåret, og han havde været fraværende, men da hun sagde farvel, skete noget forunderligt:

“Far, det har været rigtig hyggeligt" – “Ja, det har det da”. - "Det var godt, jeg lige ku' kigge forbi.” – “Ja, tak for det”. - "Nu vil jeg køre" – “Hvor skal du så hen?” - "Jeg skal til Århus"

Og så var det altså, det mærkelige skete, for så sagde far: "Nå, skal du til Århus, B.?"

Tænk, vores far, som aldrig nævner navne, og som meget af tiden er i sin helt egen verden, han kaldte min lillesøster ved navn. Jeg blev så glad på min søsters vegne, og sådanne små øjeblikke får vi indimellem. Ikke at han har kaldt os andre ved navne, men han bliver pludselig nærværende og ser på en, virkelig ser, og derfor ved vi også, at han godt ved, at vi er familie. Vi er tæt forbundet trods hans svært fremskredne Alzheimers sygdom.

Må din dag blive god med små øjeblikke af glæde/lys.