AT FÅ BEGYNDT

Morgenen starter tidligt, men ikke tidligere end at jeg har fået sammenlagt syv timers søvn. Det gør godt. Aftenvagten var god, vi fik tid til samtaler, tid til at guide en patient i bad, tid til kollegialt samvær over aftensmaden. Det var dejligt.

Morgenen er startet, som de fleste søndage gør hos os, med blødkogt æg, rugbrød og lune rundstykker. Vi nåede lige at spise færdig, inden lastbilen, der skal hente kartofler, kørte ind på gårdspladsen. Nu har jeg skænket te i søndagskruset og vil i gang med at læse min kollegas opgave. Jeg elsker at læse andres opgaver, jeg bliver klogere for hver gang. Fingeren stritter stadig, men jeg øver mig i at inddrage den. Det er skræmmende, så hurtigt man kan vænne sig til ikke at bruge den. Det er faktisk lidt som mennesker, der er ramt af en blodprop, og som har nedsat kraft i den ene arm. De vænner sig til ikke at bruge den, og det er noget skidt, for selv om det går langsommere, så det at bruge armen gør, at der hele tiden sendes stimuli op til hjernen, og dette er med til at sørge for, at der skabes nye veje for nervecellerne. Ja i nogle områder har man endda set, at nye nerveceller dannes. Nu har jeg ikke haft en blodprop, men bare det at der er plaster på fingeren, så gør det, at kroppen automatisk forsøger at undgå brugen af den finger. Og jeg bliver også helt træt i mine hænder, når jeg bruger fingeren på tastaturet, fordi min motorik  og koordination ikke er den samme som tidligere. Det er ikke så sært, at mennesker med apopleksi ofte er meget trætte, der er så mange ting, som der sker for dem både fysisk og psykisk.

Morgenstunden med englesang blev nydt, en god begyndelse og jeg er klar til søndagens arbejde. Må du få en god søndag.

PS og så blev jeg helt glad, da jeg opdagede de små spæde skud på min jule/påskekaktus. Jeg plantede den nemlig om lige før jul og regnede ikke med, at den ville blomstre før til påske.