Onsdagsfridag

Morgenstunden var præget af sløv krop og sløv tænkning. Egentlig orkede jeg ikke at skulle ned til min far. Det må man måske ikke sige højt, men sådan følte jeg det, en pligt, ikke en lyst. Jeg er dog opdraget til, at man ikke altid skal hoppe over den lave ende af gærdet, så jeg drog af sted.

Når man sådan kører 120 km, hvor det meste er motorvej, så er der rigelig tid til at tænke og dagdrømme. Det er sjovt, som det nu er acceptabelt at dagdrømme, ja faktisk er der studier, der viser, at man er mere aktiv og opfindsom, hvis man kan dagdrømme. Det kan jeg, jeg er rigtig god til det. I dag fik jeg en ide, som jeg skal fortælle min ledelse om i morgen. Ikke den store verdensomvæltende nyhed, men blot en lille detalje, som måske kan være en hjælp i det daglige.

Da jeg trådte ind til min far, så han så godt ud. Han var i en af de nye trøjer, vi gav ham i julegave og selv om øjnene var fjerne, da jeg hilste på ham, så livede han pludselig op, så på mig og smilte sit dejlige smil. Så var lysten til besøget der, ikke mere en pligtfølelse, men blot stille glæde over at sidde sammen og nyde boller med ost og kage. Glæde over, at min far stadig er en flot mand, en mand som stadig kan sanse, hvis der er en krumme i mundvig og som forsøger at fjerne den. En mand som sidder værdigt og spiser den mad, jeg tilbyder ham og som helt tydeligt nyder kaffen og kagen. Vi fik også sunget, jeg fik klimpret lidt klaver, og selv om min far ikke synger så meget med mere, så fik “Langt højere bjerge” ham dog til at synge af karsken bælg.

Hjemme på gården var landmanden gået i gang med at rydde op på kontoret. Selv om vi føler os unge, så er det dog en kendsgerning, at når landmanden ikke skal være landmand mere, så skal vi heller ikke bo her mere. Og da vi begge er samlere, så skal vi starte nu med at få ryddet ud. I dag røg der utallige gamle regnskaber og markplaner, Jeg blev inspireret, så der røg også utallige installationsCDer til gamle computere og printere samt kabler til dit og dat. Jeg gik dog i stå, da jeg hentede mine Håndbøger for sygeplejersker i fem bind, dem vi blev anbefalet at købe, da vi var færdiguddannet. De er forældede, jeg har nærmest aldrig brugt dem, så hvorfor jeg har så svært ved at sige ud med dem, forstår jeg ikke. Og landmanden er ikke til nogen hjælp, han snakker om, at museer kunne være interesseret, at de da ser fine ud osv. Nu er de sat ind på et andet værelse, for jeg vil bruge rydudbogens tips med at tage et billede af bøgerne, skrive et farvelindlæg her på bloggen og så ryger de ud.

Dagens billeder er fra weekendens skønne vejr.