HUSKEDE DU DET?

Lige i morges havde jeg glemt det, men min mobil huskede det. Heldigvis skal jeg ikke i dagvagt i dag, så forglemmelsen gjorde ikke noget. Mon mine dagvagtkolleger huskede det? Vi fik slet ikke snakket om det i går, men jeg håber både for dem og nattevagternes skyld, at de huskede, at dagen i dag er en time kortere. Natten blev reduceret med en time, og sommertiden er hermed over os.

Her har været stille på bloggen, og når jeg vanligvis er en, der blogger hver dag, så ved jeg fra mig selv, at andre måske tænker deres. Min far har det OK, han har formentlig en infektion, som gør, at han svinger fra at være som vanlig til at være sløv og fraværende. Mine to jyske søstre har taget hver dag her i weekenden, og det er godt at få en lille rapport på sms. Jeg har haft travlt med at arbejde, vi havde en god dag i dagvagt i går. For at et hyperakut afsnit som vores skal fungere rigtig godt, kræver det, at alle faggrupper kan arbejde sammen, og det kan vi. Det kan helt sikkert blive bedre, og det er alle interesseret i både for patientens skyld og for afsnittets skyld. Men vi kan ikke ændre på, at læger, som bliver uddannet fra universitetet længere sydpå i Jylland, ofte har bosat i det område, og derfor ønsker arbejde dernede. Så det betyder, at hvis mit afsnit prioriteres højt i arbejdsplanlægningen, så er der ambulatorier, der kører for nedsat kraft. Og vice versa. Så i går måtte jeg gå fra arbejde uden at have haft stuegang, vores læger havde travlt med at gå stuegang på det andet afsnit (som havde dårligere patienter end os), give trombolyse og med at tage mod patienter i modtagelsen. Vores patienter blev undersøgt og trænet af terapeuter og sygeplejepersonale, de fik hjælp til personlig hygiejne, hjælp til at få det rette medicin, hjælp til at spise, hjælp til at komme på toilettet, hjælp til at blive lejret, hjælp til at forstå omfanget af deres sygdom. Men det videre forløb kan kun planlægges sammen med lægerne, så vi manglede vores læger. Jeg håber, at det, at der nu uddannes læger fra universitetet i det nordlige Jylland, gør, at lægerne også bosætter sig her. Det tager lang tid at blive uddannet til speciallæge, så det bliver ikke her og nu, at den bosættelse forplanter sig til vores afsnit. Inderst inde håber jeg, at nogle af de dygtige læger, som vores afsnit har været med til at uddanne (som specialelæger skal man være på forskellige specialeafsnit undervejs, så vi kender mange af lægerne), ikke kan få arbejde længere sydpå, og de så er nødt til at vende blikket nordpå. Ikke godt for lægen og hendes familie, men rigtig godt for os.

Nu vil jeg nyde søndagens solskin sammen med avisen og min te, mens landmanden har sat sig til rette foran fjernsynet, der er jo Formel 1. God søndag til dig.