søndag, marts 30, 2014

HUSKEDE DU DET?

Lige i morges havde jeg glemt det, men min mobil huskede det. Heldigvis skal jeg ikke i dagvagt i dag, så forglemmelsen gjorde ikke noget. Mon mine dagvagtkolleger huskede det? Vi fik slet ikke snakket om det i går, men jeg håber både for dem og nattevagternes skyld, at de huskede, at dagen i dag er en time kortere. Natten blev reduceret med en time, og sommertiden er hermed over os.

P1070812

Her har været stille på bloggen, og når jeg vanligvis er en, der blogger hver dag, så ved jeg fra mig selv, at andre måske tænker deres. Min far har det OK, han har formentlig en infektion, som gør, at han svinger fra at være som vanlig til at være sløv og fraværende. Mine to jyske søstre har taget hver dag her i weekenden, og det er godt at få en lille rapport på sms. Jeg har haft travlt med at arbejde, vi havde en god dag i dagvagt i går. For at et hyperakut afsnit som vores skal fungere rigtig godt, kræver det, at alle faggrupper kan arbejde sammen, og det kan vi. Det kan helt sikkert blive bedre, og det er alle interesseret i både for patientens skyld og for afsnittets skyld. Men vi kan ikke ændre på, at læger, som bliver uddannet fra universitetet længere sydpå i Jylland, ofte har bosat i det område, og derfor ønsker arbejde dernede. Så det betyder, at hvis mit afsnit prioriteres højt i arbejdsplanlægningen, så er der ambulatorier, der kører for nedsat kraft. Og vice versa. Så i går måtte jeg gå fra arbejde uden at have haft stuegang, vores læger havde travlt med at gå stuegang på det andet afsnit (som havde dårligere patienter end os), give trombolyse og med at tage mod patienter i modtagelsen. Vores patienter blev undersøgt og trænet af terapeuter og sygeplejepersonale, de fik hjælp til personlig hygiejne, hjælp til at få det rette medicin, hjælp til at spise, hjælp til at komme på toilettet, hjælp til at blive lejret, hjælp til at forstå omfanget af deres sygdom. Men det videre forløb kan kun planlægges sammen med lægerne, så vi manglede vores læger. Jeg håber, at det, at der nu uddannes læger fra universitetet i det nordlige Jylland, gør, at lægerne også bosætter sig her. Det tager lang tid at blive uddannet til speciallæge, så det bliver ikke her og nu, at den bosættelse forplanter sig til vores afsnit. Inderst inde håber jeg, at nogle af de dygtige læger, som vores afsnit har været med til at uddanne (som specialelæger skal man være på forskellige specialeafsnit undervejs, så vi kender mange af lægerne), ikke kan få arbejde længere sydpå, og de så er nødt til at vende blikket nordpå. Ikke godt for lægen og hendes familie, men rigtig godt for os.

P1070813

Nu vil jeg nyde søndagens solskin sammen med avisen og min te, mens landmanden har sat sig til rette foran fjernsynet, der er jo Formel 1. God søndag til dig.

P1070814

16 kommentarer:

  1. Jeg glemte det engang. Det var om efteråret, så jeg kom en hel time for tidligt på min søndagsvagt. Jeg syntes godt nok, der var usædvanligt stille i gaderne, da jeg var på vej.
    Jeg tror, at uddannelsesinstitutioner - universiteter - vil få flere til at bosætte sig i de områder, der er verdens centrum for nogle - udkantsområder for andre.
    Godt at læse om jeres omsorg for jeres far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det var da godt at det var om efteråret, du glemte det :-) Jeg er kommet for sent til gudstjeneste fordi jeg glemte det om foråret. Det var lidt pinligt at åbne døren og folk var midt i nadveren :-)

      Slet
  2. Her i det vestlige Dk drømmer vi om at motorvejs systemet kan hjælpe til vi kan få speciallæger til at arbejde her, de har jo muligheden for at pendle. Men i har jo motorvejen tæt på... Håber puslespillet vil blive løst og alle patienter vi kunne få den pleje de har brug for, og personalet ikke bliver til robotter, men stadig har lov til at være i jobbet med de ambitioner de startede med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, patienterne får plejen og den rette behandling, de kommer blot til at vente lidt længere på den videre plan. Og hos os bobler det med kolleger med masser af ambitioner og visisoner, det er så skønt at være en del af det team :-)

      Slet
  3. Her har vi nu et såkaldt Sundhedshus med et par praktiserende læger samt div. special-funktioner. Selve Sygehusafdelingen er skåret ned til 10 sengepladser - og nu taler man om at skære 1 sengeplads yderligere ned. Så hedder det ikke længere et Sygehus og kan ikke betegnes som sådan? Sådan har jeg i hvert fald forstået det. Og jeg synes overhovedet ikke om det, selvom vi vil blive hentet i helikopter, og det kun tager 12 minutter at komme til Odense. Gemalen prøver at overbevise mig om, at det er meget bedre end på fastlandet.
    Her ses også Formel 1 lige nu - og jeg har fået forbud imod at støvsuge :-)
    God søndag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Johanne. jeg er overbevist om at da behandling og viden bliver mere og mere specialiseret, så er det godt at man samler det på de store sygehuse, velvidende at man så må bruge helikopter til at få folk til stedet i rette tid. Og god støvsugefri søndag til jer :-)

      Slet
  4. Det er et problem, som man har kendt til i mange år, - men som vist ikke er så nemt at løse. Min svigerdatter er læge og min søn læser medicin, og jeg skal da ikke skjule, at jeg håber, de kan blive her i byen. Foreløbig har de begge været i Aalborg, svigerdatteren også i Hobro, og jeg ved, at de vil skulle meget mere rundt, før de kan bosætte sig fast.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er noget af et rakkerliv som læge. Og som jeg sagde, ser jeg det fra familieperspektiv så forstår jeg godt lægerne, men som tværfaglig kollega med et højt specialiseret afsnit, så savner vi dem her :-)

      Slet
  5. Jeg huskede det ;-)
    Og jeg håber, at det store sygehus i Køge kan få nogen til at bosætte sig i min lille (efterhånden) udkantsby...jeg oplever i disse år, at mennesker flytter mod de større byer og her hører Sorø bestemt ikke til :-( "min kommune" affolkes desværre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt Anne :-) Ja der er menneskeflugt fra småbyerne og endda de større byer i provinsen. Lad os håbe det stopper lidt og at storsygehusene kan fastholde velkvalificeret personale.

      Slet
  6. Vi huskede det, for manden skulle tidligt op og med et fly. Han er formentligt allerede fremme i Milano og klar til fire dages konference. Jeg må indrømme at jeg glædede mig over at kunne blive under dynen da han listede af, for selv om uret sagde kl. 5, havde det bare et døgn tidligere heddet kl. 4, og det er altså midt om natten i min bog.
    Jeg tror meget snart rekrutteringsproblemer på Aalborg Sygehus er fortid, for selv om det varer nogle år før de første Aalborg-læger er klar, har der været en stor overproduktion af læger i de gamle universitetsbyer i snart mange år, og det betyder at en trods alt stor by som Aalborg nyder godt af den hårdere konkurrence om stillingerne. Der er i hvert fald hastigt stigende kamp om de uddannelsesstillinger som bliver slået op, og jeg tror at jeg skal betragte mig som meget heldig med at jeg fik en hoveduddannelse uden at være phd. Det tror jeg ikke bliver muligt om få år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, det var også tidligt at skulle op. Min kollega som jeg havde byttet med lørdag, havde aftenvagt lørdag og dagvagt søndag, hun var træt.
      Jeg håber du har ret hvad angår lægestillingerne, for jeg synes jo vi har meget at byde på.

      Slet
  7. Vi har sådan nogle irriterende ure, der husker det selv, så man kan ikke trække den time fra (eller lægge den til om efteråret), når man har lyst til det den pågældende søndag ...
    Jeg synes det er godt, at sygehusene specialiserer sig, men det skaber nogle andre 'udfordringer'.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er ikke "pensionisture" ;-)
      Ja specialisering skaber så andre udfordringer, mon ikke din kørsel fra det ene sygehus til det andet netop er udtryk for den specialisering?

      Slet
  8. Ja - som du har set på bloggen, så huskede jeg det! Det er ret smart, når man har formiddags-gudstjeneste:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, præsten skulle nødigt glemme det ;-) Som jeg skrev til Betty har jeg prøvet at glemme og det involverede en gudstjeneste :-)

      Slet