fredag, oktober 16, 2020

Fredagstanker

 


Der sker så meget ude i verden og i Danmark, som jeg har svært ved at finde en grimasse, der kan passe dertil. Så jeg kryber sammen og tænker. En af mine politiske aktive niecer poster med jævner mellemrum citater/statements (frit fra min hukommelse) om, at når man siger, at man ikke interesserer sig for politik og derfor ikke vil blande sig, så har man allerede blandet sig ved at vælge ikke at tage stilling og det er ikke gavnligt for samfundet. Det har hun for så vidt ret i, jeg vælger dog alligevel ikke at ytre mig offentligt.


Jeg er blevet kaldt en diplomat (ikke positivt ment), en vatnisse, en tåbe, en naiv kvinde, osv. I mine unge dage var alt sort og hvidt, og jeg gik på barrikaderne for det ene og det andet, skændtes højlydt med min far, så min mor indimellem så ret træt ud. De dage er over, jeg har en mening, men den er ikke så firkantet mere. Jeg bliver trist, når folk gnægger i skægget over andres fejl eller sygdom i håb om, at det vælter dem fra magten. Jeg bliver trist, når mennesker ikke kan finde ud af at tale ordentligt sammen og partout skal bringe alt ud i den offentlige debat. 



Så meget om den offentlige debat, jeg vælger at fokusere på det liv, der er i dag, her og nu. Så jeg har bagt boller og kanelsnegle til landmanden og medarbejderen. Og jeg har dækket bord med afstand i folkerummet, så jeg kan være med. Det har jeg ellers ikke været siden coronakrisen opstod. Jeg trænger til lidt snak, før den sidste feriedag skal fyldes med praktiske gøremål.



 I går kom jeg ud og gå og det var skønt, så det løfte har jeg givet mig selv, at det også sker i dag. Også selv om jeg gerne vil nå en masse herinde.

Må du få en god dag.





6 kommentarer:

  1. Ja, skønt vejr. Jeg var også ude at gå i går, men kortede turen af, fordi det var for koldt (= mangelfuld påklædning).
    Hvad angår politik er jeg knap så "diplomatisk" som dig, men jeg genkender meget af det, du siger. Selvom man kan have sin uforgribelige mening om tingene, føler man ikke nødvendigvis trang til at lufte den. Med alderen får man nok en mere realistisk mening om, hvad lille mig kan ændre på verdenssituationen.
    God spadseretur!

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det er koldt derude, så man skal have det rigtige tøj på. Det fandt jeg også ud af :-)
      Det er sjovt det med alderen, for du har ret med hvad vi kan ændre, men jeg ser også folk på samme alder som os, som bruger så meget krudt på verdenssituationen, især deres meninger om den, at de nærmest ikke ænser de nære ting.
      Og tak, gåturen er endnu ikke eksekveret, men det bliver den!

      Slet
  2. Dejligt vejr - og god weekend til dig ❤

    jeg er også holdt op med at ytre mig om alt og intet, men jeg har også en mening om tingene. Nogle gange tænker jeg, at "de" finder noget fnidder, som så kan blive stort på nettet, fordi der er noget andet og vigtigere, som de gerne vil smugle under radaren, mens alle er optaget af det første.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, og tak i lige måde.
      Jeg tror desværre du har ret, at der blæses noget op for at skjule andet. Det gør mig træt.

      Slet
  3. Jeg forstår så udmærket, at du holder dig udadtil neutral, for man kan søreme hurtigt ryge ind i en shitstorm, hvis man vover at ytre sig.
    Som du ved, hænder det for mig indimellem, men jeg fortryder næsten altid bagefter, for jeg gider egentlig ikke forsvare mine meninger over for folk, jeg alligevel aldrig bliver enig med.
    Jeg skal bare lære at holde mine meninger for mig selv - for meninger har vi vel alle - nogle lufter dem bare mere end andre :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, shitstorm ønsker ingen af os, men jag kan godt følge dig i trangen til at ytre sig. Vi har helt sikkert alle sammen meninger om det hele :-)

      Slet