lørdag, oktober 17, 2020

Lørdagsaktivitet

 Landmanden skulle på jagt  til morgen, så jeg stod op sammen med ham og hundene. Mens han pakkede grejet sammen, sørgede jeg for madpakke til ham og mad til hundene. Efter de alle tre var draget af gårde, slappede jeg af med et tændt lys og en serie, selvfølgelig også med en kop te.


Jeg havde også planer, så efter et brusebad drog jeg til sommerlandet, samlede datteren op og kørte til Blokhus, hvor min datter havde lokket mig til Yoga. Det blev en skøn time med tid til at mærke alle de steder, hvor jeg er spændt op og dermed fik ondt. Det måtte man ikke (få ondt), så instruktøren var god til, så snart hun så, at jeg prøvede at finde en anden stilling, at komme ned til mig og med hænderne guidede hun mig ind i en mere behagelig position. Aldrig kom hun tæt på mit ansigt, sørgede for at holde afstand og deltagerne havde også behørigt afstand til hinanden, så jeg følte mig tryg ved yogatimen.

Kartofler kan vokse i mange former, og at der ligger et stykke jern i jorden er ingen hindring.

Bagefter gik vi ned til Kunstcafeen, hvor jeg havde inviteret datteren på brunch/frokost. Og igen-igen glemte jeg mit mundbind i bilen, men heldigvis fik jeg et udleveret, så jeg på behørig og forsvarlig vis kunne komme til og fra siddepladsen. Det var som altid lækkert mad, jeg valgte brunch og min datter valgte en vegetarsandwich. 

Godt mætte kørte vi hjem til gården, datteren er nu i gang med sin produktion og jeg har fået handlet ind til aftensmaden. Om et par timer dukker landmanden op, højst sandsynligt godt træt og måske også forkommen. Der er i hvert fald koldt udenfor og det kombineret med den fysiske reaktion efter yogatimen gjorde, at datteren og jeg måtte pakke os ind i tæpper og trøjer og drikke varm te for at få varmen igen.

Hundene var også med til formiddagsteen i går i folkerummet. "hvorfor er Lene med? Hun plejer da aldrig at være her?"

Nu vil jeg trodse kulden, iføre mig varmt tøj og gå en god lang tur med en lydbog i ørerne. Normalt vil jeg helst blot have naturen som lydtæppe, men i disse dage giver bogen eller noget god musik mig motivation til lige at gå lidt længere end planlagt. Og det gør mig godt.

Selv magasinet Liv minder mig om, hvor gerne jeg vil rejse til Trondheim. Udover min søn og svigerdatter er der masser af skønne ting at opleve der.

I aften skal vi vist se Den Store Bagedyst sammen, jeg bagte en pebernødde-æblekage i går, så den er sammen med is det helt perfekte traktement til hyggeaftenen foran skærmen.




10 kommentarer:

  1. Det lyder spændende, at du har været til Yoga i Blokhus. Jeg kunne godt tænke mig at prøve noget mere målrettet motion og smidighedstræning. Det er mest traveture og havearbejde, jeg får motion fra.
    God fornøjelse med Den Store Bagedys. Vi skal se Ulven kommer og Muldvarpen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, jeg tror at dynamisk træning er godt. Altså hvor man arbejder med bevægelser og stræk. Jeg har meldt mig på et hold hos min fysioterapeut, det er jeg spændt på. Så får vi at se om jeg skal prøve yoga også :-)
      De udsendelser lyder også spændende, håber de levede op til jeres forventninger :-)

      Slet
  2. Hvor lyder til som en dejlig lørdag. Fuld af dejlige oplevelser. Jeg håber, at I får en dejlig aften, men der er da basis for det med den fristende kage ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Liselotte, det var en skøn lørdag, vi nåede endda også snak med det det norske par i familien :-)

      Slet
  3. En rigtig god lørdag - både dag og aften. Vi er også fans af Den Store Bagedyst, så den blev også set her - dog uden kage :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, håber I nyder det gode vejr i jeres sommerhus. Kage må der til til den Store Bagedyst :-)

      Slet
  4. Spændende at høre om din yogatime. Instruktøren her siger også, det ikke må gøre ondt. Jeg kan ikke undgå, at det gør lidt ondt, men det handler om at moderere strækket. Og så er det godt, når instruktøren kan komme med alternative muligheder. Jeg gik engang til fysio-pilates. Bedste hold jeg har gået på (fys-instruktører gør forskellen :-))
    Det lyder som en dejlig hyggestund med datteren. Og hvor bliver det skønt, når I kan rejse til Norge.
    Fine kartofler :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, instruktøren sagde at jeg skulle prøve yin yoga, når jeg døjede med slidgigt. Har du prøvet den form?
      Jeg er faktisk også mest tryg ved fysioterapeuter :-)
      det bliver så godt, når vi kan rejse igen.

      Slet
  5. Jeg overvejer af og til yoga, og det lyder da som en rigtig god ide. Mit problem er, at jeg ikke er vild med at deltage, hvor jeg kender alle de andre deltagere, og de kender mig - og sådan er det altid her i byen. Jeg ved godt, at jeg er sær.
    Det er vist mest søn og svigerdatter som trækker i Norge :) det bliver dejligt, når du kan komme derop en tur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helle, du er ikke sær, du er dejlig. Men det gør det lidt besværligt for dig at gå til noget :-)
      Det er helt sikkert dem, der trækker :-) Men jeg vil gerne se mere af Norge end jeg har gjort indtil nu.

      Slet