Når hverdagen banker på

Sjældent har jeg følt mig så gammel som i de sidste dage. Fødderne brokker sig, fingrene brokker sig, skulderne lige så. Min krop er ikke 30 år mere, højst sandsynligt er det en kombination af mange faktorer, mit eget bud er slidgigt kombineret med mine dårlige vaner ved computer, og måske burde jeg besøge en læge, men kan det ændre noget? Formentlig ikke. Så jeg nyder, at jeg har to fridage, og erkender, at det lange seje træk med bryllupsforberedelser kombineret med hårde arbejdsdage i weekenden har sat sine spor.

Regnbygen, der kom i går, har også sat sine spor. Det blev kun til en halv times høstdag og mere regn truer i følge vejrudsigten. Det kan vi ikke gøre noget ved, vi må bare håbe, at tørvejret banker på igen, for kornet trænger til at blive høstet. Landmændene er i fuld sving på gården, for selv om der ikke kan høstes, skal der sorteres kartofler, der skal tages kartofler op og der skal hele tiden justeres på planerne afhængig af vejr, kartoffelbestillinger, sygdom blandt personalet osv. Det er samme melodi på arbejde, her er det dog ikke vejret, der er den ubekendte faktor, men patientantal og hvor hårdt ramt patienterne er. Som altid føltes søndag bedre end lørdag, måske fordi vi kendte nogle af patienterne, måske fordi vi sammen fandt en arbejdsrytme, måske fordi en kollega heldigvis bød sig til med en ekstra dagvagt og dermed en mistet fridag, måske fordi vi ikke blev kaldt til trombolyse. Vi nåede i hvert fald i går at nyde de rundstykker, en kollega havde med.

Og jeg nåede at få et sus af den gode følelse, når man gør en forskel med sin sygepleje. Jeg mærkede helt klart, at tilliden, som sygeplejeforskere har beskrevet, der skal være til stede, for at sygepleje opleves som god af de involverede, var der. Jeg oplevede det, selv om sygeplejen her ikke var fysisk, men mere vejledende og informerende. Det at jeg turde stå ved den viden, jeg som sygeplejerske har, og vise, at sygeplejersker også har noget at byde ind med i forhold til rehabilitering/genoptræning, gjorde en forskel for de involverede. Det at jeg viste, at træning ikke bare er noget terapeuter tager sig af, men at det netop er et tværfagligt anliggende, det satte en af de pårørende ord på, og det gjorde mig glad.

Jeg oplever gang på gang, at patient og pårørende suger til sig, når jeg med små eksempler viser dem, at hverdagens aktiviteter er med til styrke den konkrete træning, de får hos terapeuterne. F.eks det at blive bevidst om vigtigheden i at bruge den ramte arm til at sæbe håret ind, også selv om det føles som et tilbageskridt at skulle sætte sig på en badebænk under aktiviteten, fordi balanceusikkerheden ellers gør aktiviteten usikker. Eller at støtte patienten i at vælge den ramte arm til at hælde vand op i glas (prøv at tænke over, hvor mange muskler/nervebaner, du involverer i at løfte en tung kande og ikke bare løfte den, men også at hælde og samtidig kunne koordinere den bevægelse med synet, så du rammer glasset osv.) Der er hundredevis af muligheder i alle hverdagens aktiviteter for træning. Og der kan sygeplejepersonalet gøre en forskel (hvis de altså er bevidste om det og ikke mindst har tid til det), fordi vi er omkring patienterne 24 timer i døgnet modsat alle de andre i det tværfaglige team.

Nu er jeg bevidst om, at tiden flyver af sted, jeg må hellere gøre mig klar til hverdagens mandag. God mandag til dig.