Tirsdagsdagbog

Egentlig er det først i dag, at dagbogen skal skrives, og måske er du også med? Jeg kom aldrig med for 25 år siden, hverdagen med to børn på 5 og 6 år samt travlheden i landbruget gjorde, at jeg aldrig fik skrevet. I år vil jeg forsøge i aften at få skrevet mit bidrag til, hvad danskerne lavede i 2017.

I går fik jeg skrevet små noter til et indlæg, som aldrig blev til et blogindlæg. Det kan de så blive på denne mørke morgen:

Tirsdag morgen:

Endnu er jeg ikke kommet i bad, så jeg sidder stadig i nattøjet. Kontorarbejdet klares med en fornemmelse af hygge, når jeg sidder her i nattøj, med søvn i øjnene og en kop te i hånden. Regninger betales, andre printes ud fra mailboksen og noteres i kalenderen, så de betales nøjagtig på datoen og ikke et sekund før(det var det første landmanden lærte mig, da jeg overtog kontorarbejdet - betal til tiden, hverken før eller efter). Egentlig kunne jeg sætte dem til betaling med det samme, nu hvor alt klares via netbank, men det fungerer for os, at det sker en gang om ugen, hvor landmanden kigger regningerne igennem og godkender betalinger for den næste uge.

Landmændene er kørt ud for at tage kartofler op. Der er vindstille, det er ikke så godt, vi skulle gerne tidligt i gang med at mejetærske, men med denne vind varer det længe, inden duggen er væk. Vejrudsigten gider vi slet ikke tale om, nu tager vi en dag ad gangen og håber på en god høstdag i dag.

Lægen var enig med mig i går. Det mærke bag på skulderen, som jeg for knap 3 uger siden troede var et mærke efter at være gået ind i en dør, har nu udviklet sig til et eller andet, som der er gået infektion i. Et flåtbid måske? I så fald er det en borreliainfektion, det er ikke typisk, men det var det heller ikke sidste gang. Nu er jeg i pencillinbehandling, borrelia skal man ikke spøge med.

I venteværelset læste jeg blade, blandt andet en artikel med en forsker, som vil undersøge vindmøllers indflydelse på helbredet. Det er godt. Det er, som om gener skal ties ihjel, for det er jo en “god” energi og der er mange penge involveret i den industri. Jeg håber, hun får lov til at gøre sit studie færdig.

Frokost:

Landmændene er i gang med at høste, jeg har smurt madpakke til landmanden. Min fys-tid er overstået. Vi fik rigtig snakket bryllup, men også øvelser for smerterne i fødderne, som jeg tror skyldes nedsunken forfod. Min skulder var helt spændt op, så det gjorde godt at blive masseret igennem.

Jeg har også nået at komme på værksted med bilen, den ene forlygte var sprunget. Om jeg begriber designere af biler. De gør motorrummet større, bilerne større, men at komme til at skifte en pære er nærmest en umulighed. Jeg har opgivet, efter at mine hænder blev helt forrevne. Nu står de stakkels mekanikere så med opgaven.

Eftermiddag:

Landmændene høster stadig, og vejrudsigten for de næste dage svinger mellem måske regn, måske ikke regn, det er jo nærmest en lille gyser.

Demensbladet er kommet; jeg læser Hella Joofs klumme om mødet med en ældre dement og forvirret herre på gaden en sen aften. Det får hende til at tænke over, at hele vejen gennem denne hændelse taler alle, inklusiv hende selv, hen over hovedet på den ældre herre, og hun slutter af med, at måske skal vi vænne os til at tale om alle, unge og gamle, syge og raske, fulde og ædru, som om de hører og forstår, hvad vi siger. Vi har alle krav på respekt. Sjælen bliver nemlig aldrig reduceret. Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har før skrevet om, at værdighed er noget, vi andre sørger for, og det starter med respekt for det ståsted, hvor pågældende person er.

Aften:

Landmændene har fået madpakke med rugbrødsklemmer ud til aften, i ovnen står en culottesteg og flødekartofler og venter på, at de holder sen fyraften. Jeg har fundet en doseringsæske frem, som jeg købte for mange år siden, hvor jeg også fik diagnosticeret en infektion i huden og skulle tage tabletter tre gange om dagen. Det er jo nærmest ikke til at huske, så nu får æsken lov til at minde mig om det, især frokostdosis, hvor jeg er på arbejde, bliver svær at huske.

Godnat:

Landmændene kom ind klokken halv ni, de fik sig en snak om dagens arbejde og hyggede sig. Nu er medarbejderne gået hjem, landmanden er ude for at tjekke noget, og jeg er på vej i seng. I morgen er der en sygeplejerskearbejdsdag, og hjemme på gården er det usikkert, om det bliver en normal arbejdsdag eller en lang høstdag (vi håber jo selvfølgelig på det sidste).