Tanketyggevirksomhed

“Det er bedre at være et ordentligt menneske end at være sig selv. Det skyldes, at ordentligheden som etisk værdi netop må betragtes som værende et mål i sig selv, hvorimod det at være sig selv i bedste fald kan anses som et middel til at blive et ordentligt menneske (og i værste fald kan vise sig at være en hindring for dette). Det er selvfølgeligt herligt, hvis man kan være både et ordentlig menneske og sig selv på samme tid, men skal man vælge, bør man vælge ordentligheden, da kun den har egenværdi.”

Det citat går jeg og tygger på denne fridagsfredagsmorgenstund. Jeg er lige startet på Brinkmanns bog om Ståsteder. Jeg er jo enig, men hvorfor skal vi vælge ordentligheden fordi den har egenværdi? SB argumenterer i indledningen for, at vi skal væk fra instrumentalisering, at alt er et middel til at opnå noget og i stedet for fokusere på det, der er et mål i sig selv. Som jeg læser det, skyldes det i følge SB, at meningen med livet er knyttet til de fænomener, der er et mål i sig selv, og de aktiviteter, vi udfører for deres egen skyld. Nu har jeg ikke læst mere end indledningen, men det har allerede sat tanker i gang, så i stedet for at haste videre, som jeg altid plejer, vil jeg dvæle lidt ved mine tanker.

Ellen og Ditte har gang i det helt store farveprojekt. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har tænkt, hvorfor i alverden gør de dette, samtidig med at jeg er imponeret over den energi, systematik og engagement, de lægger for dagen. Kommentarfeltet har også budt på sætningerne som: hvad skal I bruge det til, kan I få strikket så meget eller vil I sælge det osv. Og de spørgsmål udspringer jo netop af instrumentaliseringens tankegang, at der skal være et mål med det, man gør. Eller sagt på anden vis: hvad nytte er det til? Underforstået ligger der nok også tanker om, det godt nok er mange timer og penge, de lægger i det projekt, men er det egentlig ikke ligegyldigt? Er aktiviteten ikke noget, de gør, fordi de synes, det er sjovt? Altså en aktivitet de gør for aktivitetens skyld?

Allerede her mens jeg skriver dette, har jeg sætninger i hovedet, som at de nok også synes, det er lærerigt, men dermed gør jeg jo aktiviteten til et middel fremfor et mål i sig selv. Et middel til at blive klogere og til at udfordre hjernen, for det ved vi jo, at vi skal blive ved med livet ud. Vi er gennemsyret af nyttighedsprincippet. SB nævner legen som et eksempel på en aktivitet for aktivitetens skyld, men som nu bliver brugt eksempelvis i virksomheder til at fremme innovative løsninger eller i skolen som et middel til at fremme læring. Men er det så forkert? Det synes jeg ikke, men hvis alt skal vejes og måles, så bliver det forkert. Så glemmer vi det, der er et mål i sig selv.

Min fridag er startet langsomt, og hele tiden afvejer jeg inde i mit hoved, om jeg nu også bruger den nyttigt. Der er en landmand med sit team, som knokler i markerne. Jeg har brug for at retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg f.eks. vælger at læse en bog fra morgenstunden, så jeg husker mig selv på, at jeg da har smurt mad til landmanden, jeg har planer om at bage kage og boller til teamet, jeg har arbejdet lidt på kontoret, jeg har planlagt aftensmaden og taget kød op af fryseren. Der skal handles ind og der skal  smøres madpakker. Landmanden har aldrig de tanker, når jeg er på arbejde og han har fri. Han gør det, han skal arbejdsmæssigt og så fokuserer han på det, han gerne vil. Det øver jeg mig på, det at være ordentlig og samtidig være mig selv.

Ha en god og ordentlig fredag.