Halløjsa

Og så sad jeg der, var ved at skrive en kommentar og ville skrive, hvor mange år jeg havde blogget! Hov, det var jo elleve år siden i går, at jeg startede. Som tiden dog går, og ja jeg lyder som en gammel dame, men det er jeg jo også. Jeg har levet i 60 år! Det er da mange år, jeg håber sandelig, at jeg lever mange år endnu. Det var dog mærkeligt, da jeg ville skrive små sedler til brudeparret og lægge i de fire flasker til henholdsvis læsning om 1, 12½, 25 og 50 år, så tænkte jeg over, hvor lang tid jeg mon ville leve. Bliver jeg 85 som min far, så når jeg deres sølvbryllup (lyder det ikke helt vildt?) Men 110 år bliver jeg nok ikke, og lige nu kan jeg ikke huske, om jeg overhovedet skrev noget klogt, det skulle gå lidt stærkt. Men jeg blev faktisk lidt rørt dengang, og det gør jeg også nu. Det er som om livets slutning godt nok er reel, men alligevel så diffus, så jeg i hverdagen ikke tænker på det. Men lige der blev den meget reel.

Arbejdsdagen i dag har været hård, vi har givet alt hvad vi havde og nåede ikke alt det, vi gerne ville nå. Men de relationer (kan I ikke finde på et andet ord, jeg gider ikke lyde intellektuel) jeg var i, var gode. Om end nogen af dem var ved at gøre mig frustreret, og jeg var tæt på at give op. Gamle mennesker har ret til at stille sig på bagbenene og sige fra, men når man end ikke vil på toilettet eller have skiftet sit våde tøj, så er det svært at blive ved med at være tålmodig og pædagogisk. Det endte dog i smil og for personalets vedkommende i latter bagefter. Jeg havde overtalt det søde, men noget på tværs, gamle menneske til at rejse sig op, mens vi skiftede lagen og undertøj. Vi kom dog kun halvvejs, og så måtte jeg finde en anden strategi. Hvis nu vedkommende kunne stå, mens jeg talte til ti, så ville vi være helt færdig. Det blev aftalen. Vedkommende rejste sig op, jeg begyndte langsomt at tælle til ti, og så var det, at patienten også begyndte at tælle, men i dobbelt tempo. Så da vi var færdige og jeg sagde ti, så sagde vedkommende, ja jeg kom nu til 20, og så kom der et smil frem på læberne, og jeg måtte koncentrere mig om at holde masken. Og da patienten så også misforstod mig bagefter, kom vi begge to til at smile ved tanken om, at jeg havde givet vedkommende en tør pind og ikke et tørt bind.

Latteren bagefter var ikke af patienten, men mere af situationen og faktisk knuselsker jeg seje, beslutsomme gamle patienter, som nok selv skal sætte dagsordenen. Men på travle dage giver det udfordringer.

Hjemme har de vist også haft udfordringer med mejetærskeren, men de høster, og maden er klar, når de holder fyraften. De har dog fået madpakker ud til aften, og i morges havde jeg også smurt eftermiddagsmadpakker. De skal ikke lide nød, hvad angår mad.

Ayla er til gengæld ikke tilfreds, hun har været i hundegården, indtil jeg kom hjem. Nu ligger hun for mine fødder på kontoret, klynker lidt indimellem, hun savner sin faste partner. men ham kommer hun til at se langt efter i disse dage. Vi håber på gode høstdage, så der skal også smøres madpakker i morgen tidlig, inden jeg kører på arbejde. Afdelingen ser højst sandsynligt lige så travl ud i morgen, så jeg slapper af og nyder septembers milde luner.