lørdag, september 02, 2017

Halløjsa

Og så sad jeg der, var ved at skrive en kommentar og ville skrive, hvor mange år jeg havde blogget! Hov, det var jo elleve år siden i går, at jeg startede. Som tiden dog går, og ja jeg lyder som en gammel dame, men det er jeg jo også. Jeg har levet i 60 år! Det er da mange år, jeg håber sandelig, at jeg lever mange år endnu. Det var dog mærkeligt, da jeg ville skrive små sedler til brudeparret og lægge i de fire flasker til henholdsvis læsning om 1, 12½, 25 og 50 år, så tænkte jeg over, hvor lang tid jeg mon ville leve. Bliver jeg 85 som min far, så når jeg deres sølvbryllup (lyder det ikke helt vildt?) Men 110 år bliver jeg nok ikke, og lige nu kan jeg ikke huske, om jeg overhovedet skrev noget klogt, det skulle gå lidt stærkt. Men jeg blev faktisk lidt rørt dengang, og det gør jeg også nu. Det er som om livets slutning godt nok er reel, men alligevel så diffus, så jeg i hverdagen ikke tænker på det. Men lige der blev den meget reel.

DSC_4461

Arbejdsdagen i dag har været hård, vi har givet alt hvad vi havde og nåede ikke alt det, vi gerne ville nå. Men de relationer (kan I ikke finde på et andet ord, jeg gider ikke lyde intellektuel) jeg var i, var gode. Om end nogen af dem var ved at gøre mig frustreret, og jeg var tæt på at give op. Gamle mennesker har ret til at stille sig på bagbenene og sige fra, men når man end ikke vil på toilettet eller have skiftet sit våde tøj, så er det svært at blive ved med at være tålmodig og pædagogisk. Det endte dog i smil og for personalets vedkommende i latter bagefter. Jeg havde overtalt det søde, men noget på tværs, gamle menneske til at rejse sig op, mens vi skiftede lagen og undertøj. Vi kom dog kun halvvejs, og så måtte jeg finde en anden strategi. Hvis nu vedkommende kunne stå, mens jeg talte til ti, så ville vi være helt færdig. Det blev aftalen. Vedkommende rejste sig op, jeg begyndte langsomt at tælle til ti, og så var det, at patienten også begyndte at tælle, men i dobbelt tempo. Så da vi var færdige og jeg sagde ti, så sagde vedkommende, ja jeg kom nu til 20, og så kom der et smil frem på læberne, og jeg måtte koncentrere mig om at holde masken. Og da patienten så også misforstod mig bagefter, kom vi begge to til at smile ved tanken om, at jeg havde givet vedkommende en tør pind og ikke et tørt bind.

DSC_4463

Latteren bagefter var ikke af patienten, men mere af situationen og faktisk knuselsker jeg seje, beslutsomme gamle patienter, som nok selv skal sætte dagsordenen. Men på travle dage giver det udfordringer.

Hjemme har de vist også haft udfordringer med mejetærskeren, men de høster, og maden er klar, når de holder fyraften. De har dog fået madpakker ud til aften, og i morges havde jeg også smurt eftermiddagsmadpakker. De skal ikke lide nød, hvad angår mad.

DSC_4466

Ayla er til gengæld ikke tilfreds, hun har været i hundegården, indtil jeg kom hjem. Nu ligger hun for mine fødder på kontoret, klynker lidt indimellem, hun savner sin faste partner. men ham kommer hun til at se langt efter i disse dage. Vi håber på gode høstdage, så der skal også smøres madpakker i morgen tidlig, inden jeg kører på arbejde. Afdelingen ser højst sandsynligt lige så travl ud i morgen, så jeg slapper af og nyder septembers milde luner.

DSC_4470

16 kommentarer:

  1. Et meget illustrativt billede på forskellen op dig og mig, hvad tålmodighed angår - og en af grundene til, at patienterne kan være glade for, at jeg ikke er/var sygeplejerske ;-)
    Nu fik du mig til at regne: Jeg skal bare klare den, til jeg er 76 for at opleve datterens sølvbryllup. Det satser jeg så på at gøre :-)
    Håber vejret holder, så de kan få høstet færdig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg var nu også ved at give op, for jeg var så træt og havde flere patienter, jeg skulle ind til :-)
      Du har fået barn tidligere og hun er blevet gift tidligere, kan jeg så regne ud :-)
      Tak, desværre lover de regn fra tirsdag og så den næste uge, suk

      Slet
  2. Tillykke med de 11 år - Wauw!!

    SvarSlet
  3. Hvis Donnaen bliver gift, når hun har samme alder som din datter har nu, skal jeg op i 90'erne for at opleve hendes sølvbryllup. Hmmm ... Godt, at du kunne stå distancen med din ikke så samarbejdslystne patient. Som Ellen er jeg sikker på, at det er meget godt, at det er dig og ikke mig, der er sygeplejerske, for jeg havde nok enten taget førergreb på den gamle eller var løbet skrigende bort, og det hører jo ikke rigtigt til blandt de tilladte metoder😉 Er I snart færdige med høsten, så Ayla kan få sin Landmand tilbage?

    SvarSlet
  4. Fruen i midten, og måske derfor skal vi bare nyd vores børn her og nu. Det andet kan vi ikke gøre noget ved.
    Førergreb var udelukket, jeg overvejede den anden mulighed ;-)
    Høsten er lige begyndt for os, med godt vejr (sol og vind) og en mejetærsker, der ikke driller, kan vi vist blive færdig på fem dage. Men sådan kommer det vist ikke til at gå, desværre.

    SvarSlet
  5. Uh, det er ikke nogen rar tanke, at vi på et tidspunkt ikke skal følge vores børn længere. Men forhåbentlig mange år endnu....
    Hvor er det fint, at I også kan grine lidt, når problemerne på arbejde bliver (næsten) uløselige. Ellers bliver det for surt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, nej vej? Men det kan vi ikke gøre noget ved, så lad os fokusere på de gode stunder vi har sammen med dem :-)
      Latter må der til, ellers bliver det for tungt.

      Slet
  6. Ofte, når jeg mindes et eller andet, bliver jeg forbløffet af, hvor hurtigt tiden løber. Det er selvfølgelig ikke tiden, men ens oplevelse af samme. Noget synes længe siden, andet som i går.

    Relationer er et godt ord, når teksten i øvrigt (som her) er nede på jorden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, ja jeg kan helt fortabe mig i den oplevelse af tid, som vi har. Så går der tid med det :-)

      Ordet relationer bliver brugt meget i mit fag, og ind imellem så meget, at jeg får lyst til at finde andre ord, men det kunne jeg ikke lige her, så godt at det kunne bruges :-)

      Slet
  7. Uha, den tålmodighed eller mangel på samme. Du er fyldt op af den, når det gælder dit arbejde, og det nyder de bare godt af inde i Aalborg.
    Uha, den tid! Vi vil opleve vores første datterbryllup til næste år - siger de, og så må jeg jo skulle blive 86 for at opleve deres sølvbryllup. Min mor fylder 85 næste år, og jeg ligner hende på mange måder ... så lad os nu se. Tiden er virkelig noget meget dynamisk og elastisk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og så da også tillykke med blogjubilæet ;-)

      Slet
    2. Conny, tålmodighed er godt at have med sig i mit virke.
      Det bliver så dejligt til næste år, og tiden er en forunderlig størrelse :-)

      Slet
  8. Jeg er ikke en af de varme hænder, dog kan jeg godt forestille mig det du beskriver. Og situationen kan give plads til grin.
    Min bonus 2 datter er gift, det at alt. Og bliver der sølvbryllup der, vil jeg være 78 år. Min far blev 77 år, og min mor 80 år. Det var lunge sygdomme der tog dem begge. Jeg lever i nuet og tænker ikke så meget over alderen, udover jeg godt ved jeg er blevet mormor, og der ikke er et ½ liv tilbage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, og vi kan jo ikke gøre noget ved alderen, så det må vi bare lade slippe. Og jeg forstår godt at du nyder dine børnebørn :-)

      Slet