Ind imellem undrer jeg mig over sindets veje. Der er dage, hvor jeg vågner med mod på livet; der er dage, hvor jeg vågner og lige skal i gang, men jeg ved, at modet nok skal komme, og så er der dage, som denne. Jeg havde sat uret til 5.30 for at vænne krop og sjæl til, at i morgen står den på dagvagt igen. Efter en ferie, tre aftenvagter og tre fridage er det indre kropsur helt vendt rundt (nogle vil påstå, at sommertiden er med til at forstyrre kropsuret, det mærker jeg normalt ikke noget til) Og så vågnede jeg, mørkt var det, og det var det så sandelig også i mit indre. Jeg stod ikke op, jeg faldt heller ikke i søvn, jeg lå bare der og tænkte. Tankerne fik lov til at flyve rundt, indtil at jeg sagde, at nu var det nok!
Nu står boller til hævning, jeg har gået 3 km, jeg har sat blomster i vase og jeg har fundet den bog, jeg skal have med til plasmatapning lige om lidt. Morgenmaden er spist ved computeren, opvasken snuppes lige om lidt, krop og sjæl får et brusebad og så øver jeg mig i at sige:
Gud, giv os nåde til at acceptere med sindsro de ting, som ikke kan ændres, mod til at ændre de ting, som bør ændres, og visdommen til at skelne det ene fra det andet.
Måske tænker du, at den bøn ikke ser ud som den plejer. Det har du helt ret i, for da jeg googlede den, faldt jeg over en artikel, som dykker ned i bønnens oprindelse. Tjah, så gik der tid med det og jeg er nu lidt klogere på Niebuhr.
Jeg er heldigvis begavet med et positivt sind, så der skal ikke meget til, før jeg smiler og tænker glad på dagen, der er i vente. Plasmatapning varer 40 minutter, jeg kan nå at læse, drikke solbærsaft og spise chokolade, mens jeg slapper af. Onsdag er kordag, så der skal synges gospelsange i aften. Foråret banker på derude, så skidt pyt med at jeg ikke har en indre havedame i mig, naturen sørger for små farveklatter. God dag til dig.
Sindets veje er uransagelige - hvis ikke de var det, var det jo såre nemt at kurere sygdomme i det - eller måske selv styre, hvordan vi vil have det :-)
SvarSletDet gør nu ikke noget, at der også er plads til de lidt mørke tanker, så længe de lyse kan komme igen næsten af sig selv, og uden de mørke tror jeg, vi ville være nærmest følelsesløse eller i hvert fald uempatiske. Måske er der ingen sammenhæng, men der er sikkert ingen, der konstant er positive og kun har lyse tanker.
Ellen, lys og mørke, ja vi har brug for begge dele :-)
SletSkønne billeder, og endnu mere skønt, at du har et lyst sind! Det må være en kæmpe gave, kunne jeg forestille mig! Jeg er udstyret med det modsatte, og det er vældig meget op ad bakke ind i mellem, sku' jeg hilse og sige... Håber din dag blev/bliver dejlig med alle de gode ting du gør for dig selv :-)
SvarSletTak, Skøreliv, jeg er også taknemlig for det sind :-)
SletJeg er udstyret med et lyst sind, men har da også mørke stunder. For eks. er jeg da lidt rystet over, at jeg har svært ved at akceptere, at jeg nu har haft 2 fødselsdage og 2 gange påske uden min William, hvor længe vil det blive ved med at gøre ondt, når nu jeg ved, at det er godt for ham, at han ikke er her mere. Men nu går jeg en tur i forårsregnen, og så får jeg det bedre igen. Kh Marianne
SvarSletMarianne, sorgen over ikke at være to, når man har været sammen så mange år som I havde, den tror jeg ikke bare forsvinder. Jeg håber den finder sit stille sted i dit liv. Dejligt at du kommer ud og får det bedre af det. Kh Lene
SletTak, Hanne, jeg forstår dig, men du har meget at give andre og har også givet os, der følger dig, meget.
SvarSlet