Egentlig var det ikke det jeg ville

Øjnene åbnede sig, jeg følte mig udhvilet. Det burde jeg egentlig ikke føle, når jeg så på uret i mobilen. Måske kunne jeg trække natten og søvnen lidt, hvis jeg gik ned i stuen med dyne og pude og så en film. Jeg er endnu ikke nået til filmen. I stedet har jeg surfet rundt i blogland og stødt på blogge, som jeg i tidernes morgen også havde stødt på, men denne morgen når de ind i mig. Ord sætter sig fast, en, der er tyve år yngre end mig (helt ærligt hvordan kan man være tyve år yngre end mig, og så fylde 39 år, jeg synes jo, vi er lidt jævnaldrende) skriver om at blive voksen, om at sørge for at de næste tyve år fyldes med liv, lige så intenst som de forrige tyve år. Og så stopper jeg op, for har jeg det? Og kan jeg også gøre det med de næste tyve år?

Da jeg blev 39 år, var min datter ti år og min søn ni år. Vi planlagde vores første udenlandsrejse med dem, og den skulle gå til Skotland. Det var det år, hvor min mor for første gang blev syg, og man fandt kræft i hendes tyktarm, den blev radikalt opereret, dvs. at der ikke skulle være flere kræftceller tilbage. Det viste sig så blot, at det var der. For godt tre år efter ved indgangen til det nye årtusinde måtte man konstatere, at kræften havde gemt sig og vokset sig større. Vi fik dog otte år mere med min mor.

Godt tre år efter (næsten fire år) at jeg blev 39, rumlede tankerne, noget skulle der ske, og det gjorde der. Jeg blev sygeplejerske igen, da det nye årtusinde satte i gang og min mor stod på ventelisten til strålebehandling. Min far havde da været pensionist i knap ni år, han blev 69 år det år, jeg fyldte 43. Hans Alzheimers sygdom var endnu ikke diagnosticeret, men bekymringerne og angsten for at miste min mor gjorde sit indhug i korttidshukommelsens evne. Det var der, vi første gang lagde mærke til det, og da han var 74, blev sygdommen diagnosticeret, let form for Alzheimers, formentlig fremskyndet af hans kones svære sygdomsforløb i de fem forgangne år og hans nieces død efter tre års kræftsygdom.

Jeg blev ældre, mine børn blev ældre. Da de var 23 og 24, gik jeg i gang med min diplomuddannelse, og da jeg afsluttede den i 2013, fulgte de trop i 2014 med hver deres bacheloruddannelse.

Nu i 2016 er vi alle tre i hver vores kaotiske verden, jeg er ved at finde mine ben i en ny funktion*, og mine børn er ved at finde ud af, hvad voksenlivet med uddannelse og parforhold og alt muligt andet skal bruges til. Lige om lidt bliver jeg 59. Jeg tænker meget over, hvordan jeg har lyst til at bruge den dag. Hvad vil jeg fylde i den dag, hvis jeg kun skulle følge mit eget indre?

Det her indlæg blev ikke det, jeg ville, men det blev måske mere et indtryk af, hvordan fortid, nutid og fremtid kører racerløb inde i min hjerne. Min far blev syg i går, jeg var nede ved ham i syv timer, han nåede at vågne op og have det bedre, inden jeg tog hjem sent i går aftes. Natten er gået stille og roligt ifølge dagpersonalet i dag. Vaglægen skønnede, at han havde fået en blodprop i hjertet. Nu er weekendtasken pakket, jeg kører ned og bliver hos min far. Min ene jyske søster landede på Gran Canaria i går, min anden jyske søster er på arbejde og mine to københavnske søskende er i København, så jeg er taknemlig for, at denne weekend ikke var fyldt med planer for mit vedkommende.

God søndag til dig.

* egentlig tænkte jeg arbejdssituation, men rettede det ikke, for måske handler det også om at finde sig selv i en ny alder.