Hatten af for mine kolleger

To gravide er sygemeldt, en kollega går med en brækket arm, flere er sygemeldte med influenza, forkølelser og alskens virushalløj, ferie skal afholdes hele året rundt og også i denne uge. Fire nye kolleger skulle introduceres, der var faktisk flere studerende, elever og nye kolleger på arbejde i denne uge, end der var fast personale. Ikke desto mindre kom vi gennem ugen, alle patienter og pårørende blev passet og plejet. Studerende, elever og nye kolleger måtte af og til finde sig i, at det ikke var den optimale læringssituation, men nu er det fredag. Må afdelingen få en fredelig weekend, og må alle, der har fri, slappe af og lade op til næste uge.

Da jeg ville finde et billede på min bærbar, røg jeg tilbage i tiden, til dengang jeg gennem bloggen mødte Charlotte og erfarede, at hun afholdt retræter. Jeg nåede to af slagsen i Skovhuset med Charlotte som retræteleder og en læsekreds i Charlottes menighed, før hun skiftede bopæl. På billedet af skrivebordet i Skovhuset ligger et smukt pennalhus, som jeg fik af Hanne, da jeg startede på min diplomuddannelse. Og mens jeg sidder her, tænker jeg på alle dem, jeg har kendt gennem bloggen og deres blogge. Jeg har mødt flere af jer og glæder mig til, når det forhåbentlig kan lykkes at ses igen. Nogle blogge og bloggere er her ikke mere, og i går sendte jeg en kærlig tanke til dem.

Til efteråret er det 10 år siden, at jeg startede min blog. Her i marts eller april er det 10 år siden, at jeg læste en avisartikel om fænomenet blogging og om Liselotte. I de ti år er mine børn gået fra at blive studenter til at være voksne mennesker med al det besvær og de glæder, som det medfører. I de ti år har jeg udviklet mig sygeplejemæssigt, den gang havde jeg ingen intentioner om at ændre på min stilling som sygeplejerske med en enkelt dag ud af 15 månedlige arbejdsdage til at dykke ned i apopleksi og sygepleje. Nu har jeg taget en diplomuddannelse og arbejder 12 af de 15 dage med udvikling, undervisning og uddannelse for at højne sygeplejen til mennesker med apopleksi  (ret beset mere, for mine fridage har jeg med at inddrage til sygeplejearbejde) Tiden går og jeg tager snart hul på det sidste år i 50'erne. Jeg har ingen problem med at blive 60 næste år, jeg kan bare ikke forstå det, fordi jeg synes stadig, jeg mangler noget voksenpondus for at kunne være en på 60. Pyt jeg må bare lade som om.

Jeg får besøg af kære blogveninder i morgen, ja det må jeg vist godt kalde dem, vi har kendt hinanden i 8-9 år, fulgt med i hinandens liv gennem bloggene og nu altså også instagram, og jeg glæder mig til morgendagens besøg. Så nu vil jeg pleje mig selv med sofadynehygge og havregrød, så er jeg klar igen. Det er måske der, jeg først og fremmest kan mærke, at jeg er i den sidste ende af 50'erne. Der skal længere restitutionstid til, når dagene har været spændende, men fyldte og energikrævende.
God aften til dig.