På udforskning - vil du med?

Søndagen bød på tour og fodbold, jeg havde lyst til noget andet, så jeg pakkede rygsækken, hoppede i badedragt og vandretøj og drog ud med mit kort over stisystemet. Det første stykke vej kendte jeg, det var sti 100  med intervaltræning og sti 27. Jeg ville længere nordpå, og hvad så jeg så? Klatrestammer. Men desværre var mine sko for glatte, jeg turde i hvert fald ikke at prøve, når jeg var alene. Det sparkede til min drøm om at klatre, ikke i bjerge, men på klatrevæg. Da jeg var FDFleder fik vi bygget en klatrevæg i vores lade, og jeg var en af instruktørerne. Siden da har jeg drømt om at udfordre mig selv i vægge, der er sværere. Hjernekloge mennesker siger, at det ikke er nok med Kryds og Tværs samt Sudoku, hvis man vil have hjernecellerne til at blive aktiveret.

Kort efter kom sti 24, den var godt skiltet, men stien så lidt smal ud. Det gik nu ok, men den var ikke for gangbesværede med alle de fritliggende rødder.

Så skete det igen, fuldstændig som ved sti 27. Andre har trampet stier i skoven, og ved sådan en skillevej må man vurdere, hvilken sti er den officielle? Frem med kortet, det kunne måske give et fingerpeg. Det kunne det have gjort, hvis det lå i tasken, det gjorde det ikke, og internettet hjalp mig ikke med det her kort. Jeg måtte vælge og valgte forkert! Nu var jeg dog kommet så langt, at jeg ikke ville vende om, og jeg kunne se sommerhuse omkring mig. De måtte have en vej, så jeg fortsatte og kom derfor også til at gå ad en sti, som helt sikkert tog det bagerste af grunden på et sommerhus. Jeg ventede hvert øjeblik et brøl fra en sommerhusejer, som var ved at være træt af, at de ikke havde noget privatliv, men ingen brøl og kort efter stod jeg på en vej. 

Jeg gik efter næsen og dens fornemmelse for stranden og kort efter dukkede skiltet op med det rette nummer.

Jeg var så optaget af den naturlige retning på stien, som mundede ud i en vej, at jeg nær havde overset den smalle sti foran mig med et skilt et stykke vej inde, hvor der stod 24.

Mens jeg gik mellem høje hybenbuske, tænkte jeg på, hvordan de kloge hoveder vil bære sig ad, de som vil have hybenbuskene fjernet fra naturen, fordi de gør skade på den naturlige bevoksning. Jeg ved, at busken er vældig invasiv, det kunne jeg se her, hvor marehalm druknede mellem buskene. Nu blev jeg så lidt klogere, fordi jeg googlede emnet. De kloge hoveder tror ikke på, at den kan fjernes, men håber på, at den kan begrænses.

Nu kunne jeg se vandet og vidste, at herefter blev det i strid modvind hjem til min vej fra stranden.

Der var faktisk mange mennesker på stranden, fordi der om formiddagen havde været Vesterhavsmarch på stranden mellem Blokhus og Løkken. Langt henne kunne jeg se et læsejl og to små børn, der morede sig med at lege med sand og spader, mens deres mødre hyggede sig i lækrogen. Og jo, det var tyskere. Jeg kender ingen som dem, der aldrig vælger den nemme løsning hjemme i sommerhuset, når den fantastiske strand er  i nærheden. De har alt udstyret til at kunne opholde sig hele dagen på stranden.

Da jeg nærmede mig min strandvej, hoppede jeg ud af vandretøjet og ud i vandet. Jeg var ikke den eneste, og vandet var dejligt energigivende. Det kan godt være, at min genopladning ikke omfatter solbadning og røde næser, men jeg får badet, gået ture og får tæsk i boccia/petanque. De sidste dage har jeg genfundet mine barndomsspil, når det var for koldt til at være udenfor eller når det eneste lys, der var i mine forældres sommerhus, kom fra petroleumslampen over spisebordet. Jeg lægger kabaler med rigtige kort, og i dag spillede vi Sænke Slagskibe. Dog i en mere moderne version med bræt og plastskibe, hvor min søster og jeg klarede det med ternet papirblok.
Hvilke spil eller tidsfordriv forbinder du med regnvejrsdage om sommeren?