Sommerferien er slut

Aftenen i forgårs blev en af den slags, hvor jeg fik spist is, gået tur ved stranden og efterfølgende nød, at tusmørket sænkede sig på terrassen. Desto mere brat blev opvågningen næste morgen, hvor landmanden kunne fortælle mig om den skrækkelige hændelse i Nice. Tankerne har været mange, og nogle af dem ligner disse tanker.  Hvor er det trist og endnu mere trist, at jeg ikke forundres mere, men blot bliver ked af det. Jeg er også bange for mit land, fordi jeg synes, vi splittes mere og mere som nation. Vi taler hvert sit sprog, og vi forstår ikke hinandens ord, vi lytter ikke til det, der ligger bag ordene og dømmer hinanden på det sagte. Og her tænker jeg ikke på danskere og nydanskere, men på os, som er født og opvokset i en familie, der har været her i generationer. Og for hver gang vi går fejl af hinanden, fjerner vi os fra hinanden, det bekymrer mig dybt. For faktisk synes jeg, at når jeg taler med begge "lejre", så er det det samme, vi ønsker for vores land, og det er da trist, at vi så er så langt fra hinanden. Ja det er ikke for ingen ting, at jeg en gang blev kaldt diplomat af en sur gammel dame, som var min patient, da jeg var elev, og som diskuterede med en medpatient ( en lige så gammel dame). Det var ikke en kompliment, men en hurtig konstatering af hvordan jeg er, jeg vil helst, at vi finder fælles fodslag, at vi taler sammen og at vi handler sammen. For det sidste må der til, vi kan ikke tale os ud af det her, men hvordan vi skal handle, det ved jeg ikke.

Og så vågnede jeg her til morgen lettere fortumlet, fordi jeg havde været oppe en gang tidligere i morges for at sende landmanden af sted til jagtfeltskydning. Tebrygning og anretning af min morgenmad gik pr. automatik og så åbner jeg nyhederne på nettet og ser, at der er kupforsøg i Tyrkiet. Og lige der tænker jeg, om de sorte tanker, som nogen har om borgerkrig i Europa, er ved at realisere sig. Jeg håber det ikke.

Nu vil jeg kanalisere mine tanker hen på hverdagen, som er forude og på et hus, der trænger til rengøring. I morgen får vi feriegæst (datteren) og det glæder jeg mig til. Jeg har heldigvis fridage ind imellem arbejdsdagene, så hvis sommeren kommer, er vi klar med bikini og solcreme. Og min genopladning er lykkedes, jeg har, selv om jeg har åbnet min arbejdsmail nogle gange, ikke tænkt på arbejdet. Jeg har heller ikke åbnet mails, så jeg ved, at der skal findes tid i næste uge til at komme igennem stakken. Jeg har nemlig besluttet, at denne gang sker det først, når jeg er kommet på arbejde.
Må du få lov til at opleve en god weekend med det, som du har lyst til at fylde i den.