onsdag, juli 06, 2016

En dejlig dag

Beretningen om hele dagen må vente til i morgen, for jeg er træt lige nu. Hele dagen har jeg tilbragt på motorcykel, vi har nydt at køre på veje, som vi ikke før har kørt på før. Endemålet var en ganske særlig restaurant ude i skoven. Vi havde besluttet, at her skulle vi drikke te og spise lækre kager. Og hvilke kager og hvilket sted. Min svigerinde siger, at jeg kender så mange skønne mennesker og har så megen viden om Danmark gennem bloggen, og det er sandt. Siden Anne forpagtede restauranten på Vrads station, har jeg drømt om at køre dertil på motorcykel, og i dag blev dagen.



Anne var der ikke, hun fejrede sin datters 31 års fødselsdag, vi fejrede vores 31 års bryllupsdag. Den dag for mange år siden kan Anne og jeg begge huske, det var en ganske varm julidag, det var dagen i dag ikke, men der var tørvejr, og vi kunne sidde udenfor på perronen, hvor vi drak te og delte tre store stykker kager, lagkage, brownie og marcipankage med svesker, uhm. De tre stykker kage lagde sig godt på plads i maven, så vi har først spist aftensmad, efter vi kom hjem lige til fodboldtid. 





Der er mange ting, min mand og jeg ikke er enige om, vi har mange diskussioner og til tider skænderier, men er der noget, jeg elsker ham for, så er det, når vi sætter os på motorcyklen nede syd for Silkeborg klokken 17, og han så siger; skal vi ikke køre forbi din far på vejen hjem? Min far er syg igen, og jeg havde været nede hos ham mandag. Nu kunne jeg ved selvsyn se, at han havde fået det bedre, og glæden ved at holde ham i hånden og taknemligheden over, at min mand ønskede denne omvej efter en lang dag på motorcykel, blandede sig sammen og gjorde denne dag endnu dejligere.
God onsdag aften til dig.

19 kommentarer:

  1. En gren af min hustrus familie stammer fra Vrads, så Stationen må besøges i løbet af sommeren. Tak for tippet.

    Fint, at I nåede forbi din far.
    Det er vigtigt!

    Vejret på bryllupsdagen. Jeg husker godt, at det var minus 9 C og blæsende d. 9. marts for 31 år siden.
    -Men vi havde jo allerede boet sammen i 5 år dengang, så vi har for længst valgt ikke at lade det være et billede på vores samliv :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, selv tak, det er et rigtig hyggeligt sted og med muligheder for at gå ture i området.
      Det er vigtigt at komme forbi, for lige pludselig er livet forbi.
      Som jeg husker det købte vi gård samme år (83) og altså også holdt bryllup samme årstal :-) Vi havde så kun boet sammen to år forinden.

      Slet
  2. Det dejligste sted at fejre bryllupsdag. Omgivelserne er så smukke, og sikke kager I fik.
    Og så fint med en lille afstikker til din far til at runde dagen godt af med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, et meget smukt sted :-)

      Slet
  3. Et dejligt lille glimt af en dejlig dag. Tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Karen-Vibeke, selv tak :-)

      Slet
  4. Så dejligt! Tak fordi du tog os med bag på motorcyklen! Og stort tillykke med bryllupsdagen! Hvor er det fint, at bondemanden lige foreslår den tur ind forbi din far, og hvor er det godt at du har øje for dagligdagens små kærlighedserklæringer!

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, selv tak, det blev en god og dejlig dag.

      Slet
  5. Det forstår jeg godt, du syntes var en god dag.
    Jeg tror ganske enkelt ikke på de par, der siger, at de er enige om alt, og at de aldrig skændes. Okay - John og jeg havde vores sidste skænderi for over 15 år siden, men vi kan da så sandelig stadig diskutere :-)
    Jeg havde end ikke hørt om Vrads, men nu ved jeg hvor det ligger, og falder vores vej forbi en dag, vil jeg huske dette indlæg :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, ja ikke, når nu vi ikke kunne komme på besøg hos jer, så måtte vi nyde denne dag :-)
      Hvornår er det diskussioner og hvornår er det skænderi? Vores diskussioner kan nemt gå over i skænderi, fordi vi syntes det er helt utroligt at den anden ikke kan høre, hvad vi siger ;-)

      Slet
  6. Hvilken vidunderfuld dejlig dag. Og med en elskelig afslutning. Godt du kunne holde din far i hånden.
    Jeg mener også, at de par der altid (!) er enige er en illusion; der er en der tier for ofte. Vi skændes ikke mere... men enige, det er vi bestemt ikke altid. Og så skiftes vi nok nogenlunde til at bøje af. Vi har øvet os 10 år mere end jer ;-)
    Jeg har også en drøm om at besøge Vrads station. Mon ikke det lykkes en dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det var en god dag med en god afslutning. Jeg er gift med en mand med markante meninger, som man af og til kan skære sig på, og jeg er heller ikke kendt for at tie stille, så det ... :-)
      Jeg er sikker på at du nok skal lykkes med at komme til Vrads.

      Slet
  7. Hanne, det er en lille smuk perle midt i skoven. Og jeg er glad for at vi nåede at besøge min far.

    SvarSlet
  8. Sikken skøn dag på alle måder.. TRE stykker kage... jeg er dybt imponeret, men jeg forstår godt det er svært at vælge.. :-)
    Tillykke med jeres dag og hinanden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Inge, vi delte de tre stykker, så det blev til halvanden stykke kage til mig :-) Og Tak :-)

      Slet
  9. Jeg bor ikke så langt fra Vrads station, men har endnu ikke været der, selv om det har været meningen. Din oplevelse smitter. Det sted må opleves ;-)
    Sådan en dejlig mand, du har. Godt, du fik holdt din far i hånden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, du må af sted, det er så hyggeligt et sted. Og ja min mand havde en høj stjerne hos sin hustru den dag :-)

      Slet
  10. Det er skønt at læse om jeres ture ud i landet (ligegyldigt hvilket land).
    Jeg har også en hemmelig drøm om at besøge Annes station i skoven. Det lyder som en superdejlig dag I har haft. Tillykke med bryllupsdagen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Pernille. Åh du skal få den drøm til at gå i opfyldelse, det sted vil du elske :-)

      Slet