mandag, august 07, 2023

På tur, på tur, vi ska på tur

 Vi sang mange sange, både norske og danske børnesange, ligesom vi dansede meget i hele ferien. Jeg lavede vores egen gåsang, når jeg havde S på skulderne.

Som jeg skrev i forrige indlæg, var traktoren et hit. Landmanden havde gjort en traktor pænt ren, så S kunne klatre rundt i den. Men han fik ikke lov til at sidde alene i den, for han er en klog gut og havde aflæst, hvordan farfar fik traktoren i gang, fik traktoren op i fart osv. Alt er håndholdt, så S kunne godt have sat traktoren i gang og kørt ind i noget, hvis farfar var hoppet ud.


Den første dag hentede jeg familien ved færgen fra Stavanger. De nyder at flyve kort indenrigs og så sove på færgen, mens den sejler til Danmark. Sidste sommer var det Bergen, i år var det Stavanger. De fik lov til at slappe af hjemme på gården, inden vi alle tog til stranden om eftermiddagen på den sidste varme stranddag 8.juli. Vi nød stranden og det varme vand til langt over spisetid og så afprøvede vi det nye koncept med streetfood i Hune. Det blev en blandet oplevelse, noget var godt, andet knap så godt, men vi hyggede os. Siden har vi hørt fra andre, at de boder vi fik dårlig mad fra, må have haft en dårlig dag den dag, vi var der.


Svigerdatteren har aldrig været i Skagen, så det måtte vi selvfølgelig ændre på. Vi havde morgenbrød med og holdt pause ved Uggerby å. Første stop blev Grenen med transport i Sandormen, der var masser af mennesker, der stod tæt på spidsen for at få billeder af en fod i hvert hav. Siden skulle S sove, og mens hans farfar og farmor gik tur med ham, badede søn og svigerdatter i Kattegat. Ikke nok med at de badede, men da svigerdatteren gik ud en sidste gang, opdagede hun få meter fra sig et stort gråspættet hoved. Så nu kan hun sige, at hun har svømmet med sæler (og nogle af de grå sten på klippen viste sig at være sæler, der solbader)

Derefter tog vi ind til Skagen by, fik vores obligatoriske frokost på en af fiskerestauranterne på havnen og gik en tur i byen bagefter. Så var vi klare til at komme hjem igen.


S og jeg fik som skrevet i tidligere indlæg også udforsket sommerhusets nærområde med spændende truck og gravmaskine og en dag fik vi lov til, at S måtte sidde på trucken. Det var vældig spændende.


Når man er min søn og svigerdatter, kan man ikke være i sommerhuset uden at være i Fårup Sommerland, så vi tog på udflugt dertil. De tre yngste voksne prøvede en del ikke egnet for mindre børn, mens S sov og vi var barnepasser. Vi grillede pølser og spiste frokost, bagefter afprøvede vi alt, som kunne være sjovt for en to-årig. Til sidst sluttede vi af med Skattejagten, vi kom igennem alle forhindringerne og fandt skattekisten, ligesom vi fik afprøvet Rævens hule (hurlumhejhus) som både var skræmmende og sjovt for både voksne og barn.


S har en briotogbane, som han leger vældig med, så farfar havde fundet ud af, at veterantoget kørte fra Aalborg Station en onsdag ud på tur. Det måtte vi prøve. Det var en god oplevelse, selv om vi havde glemt at tage mad og drikke med. Heldigvis kunne vi købe lidt i pausen ved Østhavnen. Vi kørte også omkring det nye sygehus (kan ses ude i det fjerne på billedet nedenfor) Det sygehus gider jeg OVERHOVEDET ikke tale om, det gør mig trist, gal og irriteret. Så det lod vi passere med kun få ord :-).

Næste gang vi skal med toget, ved vi nu, at man skal komme i meget god tid for at få en af de sjove togvogne (f.eks. spisevognen eller den vogn med separate kupeer med plads til seks i hver) Vi sad på de billige pladser i en vogn uden kupeer, det var nu også hyggeligt. 


Landmanden skulle hjem til gården efterfølgende, men vi andre fandt ind til Penny Lane og nød deres gode brød, juice og te, mens S sov. Siden hen søgte vi efter en god legeplads, men endte med at gå op i Salling, der var der plads til at lege for farmor og S og så kunne forældrene kigge på gode tilbud til en fødselsdagsgave til gutten.

læg lige mærke til at mit Marysvøb stadig bruges :-)

På en dag, hvor regn og sol skiftedes om at have overtaget, drog vi til Aarhus. Datteren var i København, så vi kunne være i én bil. Vi havde morgenbrød med og havde besluttet at bruge resteplads Himmerland til morgenmadspause. Det stod ned i stænger til kort før rastepladsen, så holdt det op og vi kunne tørre borde og bænke af, dække med voksdug og hygge os med morgenmaden i solskin.  Vi drog til Den Gamle By, hvor vi fik set os omkring, mest udefra og mest det, der var sjovt for en toårig. Vi kørte med hestevogn gennem Botanisk Have og den Gamle by, vi så på gamle biler og studerede ænderne i vandet. S prøvede en gammeldags karrusel, vi gamle hoppede op på stylter og jeg kan endnu, jeg skulle dog lige øve mig et par gange, men så kunne jeg gå rundt. Vi spillede med kegler og trækugler og spiste isvafler. indimellem måtte vi i læ for regnen, men hurtigt kom solen frem igen. Vi spiste frokost på restauranten, og vi klappede alle de dyreskulpturer, der stod rundt omkring. 

Dagen var nu ved at være brugt og selv om vi også havde tænkt os at se Aros, blev vi enige om, at svigerdatter og søn kunne tage med toget til Aarhus og opleve Aros og byen ugen efter. Så passede vi S og hyggede os sammen. Ugen før havde sønnen  fået sin fødselsdagsgave af os. Det var efter ønske en aften i byen med svigerdatteren, hvor vi passede S og lagde ham i seng. De fik en lækker 12 retters menu på en mexicansk restaurant i Aalborg. Nogle dage senere tog de en tur til Aalborg for at se en film sammen. Vi nød at få lov til at have S alene, vi nød også, at vi kunne få ham til at sove og have ham sovende i vores seng. At vågne op til et glad smil og en dreng, der var klar til at opleve verden, er en gave.


Vi nåede også at få gæster og være på besøg, inden ferien var ved at nå sin ende. Den næstsidste feriedag fejrede vi på forskud S' to års fødselsdag, som var to dage efter de var kommet hjem til Norge. Jeg bagte brunsviger efter sønnens ønske og S fik sine gaver fra os, som vi bagefter skulle lege med. Torsdag aften satte vi den lille familie af i færgeterminalen og drog hjem igen. Så var vi helt alene igen. På et tidspunkt, mens jeg var i gang med at vaske sengetøj, hørte jeg S' latter. Det var landmanden, der genså en video, for han savnede ham allerede.

Hvor er jeg glad for, at vi kan facetime, det knytter os sammen, når vi savner ham og hans forældre.





6 kommentarer:

  1. Sikke en dejlig ferie, I har haft! Og skønt, at I kunne få lov at fejre toårsfødselsdagen, før de tog hjem.
    Disse lange perioder sammen gør jo helt klart noget godt for den fælles hukommelse, sammen med at I kan facetime i hverdagen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, den dejligste af slagsen :-)

      Slet
  2. Det var da godt nok en aktiv ferie, I har holdt! Det er bare skønt at kunne være så intensivt sammen i længere tid ad gangen - og også dejligt for jer, at I får lov til at have 'alenetid' med barnebarnet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen, jeg synes også vi nåede meget 🙂 Og det var skønt at mærke at vi godt kunne passe S alene, også om natten.

      Slet
  3. Som kommentar til tidligere indlæg - Vidunderlig ferie ❤️🤗
    Så mange dejlige oplevelser. Skagen skal på min liste over steder jeg snart vil gense. Det er alt for mange år siden jeg sidst var der.
    Skønt med fødselsdagsfejring og tid til at tage hul på gaverne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, vi havde den skønneste ferie. Skagen er helt klart et gensyn værd

      Slet