Det var ikke lige meningen

 Godt nok vidste jeg, at jeg ville blive træt. At jeg ville få svært ved at slukke husmorhjernen, som skal have styr på, om der er mad nok, hvad der skal spises osv. Men at jeg ikke fik skrevet hverken blogindlæg eller instagramindlæg, det havde jeg ikke troet. Til gengæld har jeg holdt gedigen ferie sammen med min familie, mand, børn svigerdatter og barnebarn. Tre uger i vores sommerhus. Og det var skønt.

Nu har jeg endda også været tilbage på arbejde i en uge, og det føltes godt. Jeg sluttede ugen af med at lægge min dagvagt om i går og gå i aftenvagt. Det var så ikke lige meningen, at jeg skulle gå i aftenvagt efter at have være vågen siden 1.30, men jeg klarede den, vi havde en god vagt, og nu er jeg bare træt.

Der er pakket ud med indlagte pauser, der lyttes til lydbog og jeg vil senere genoptage min læsning i bog. Læselyst har nemlig også været fraværende i meget lang tid, men nu er jeg i gang igen. Annas sang af Benjamin Koppel ligger på mit bord og venter på, at jeg kommer videre i historien om Hanna.

Nå ja, den første bog efter den månedslange boglæsningstørke blev færdiglæsning af Hvor flodkrebsene synger, og som alle skrev, så var og er det en god historie. Den er jeg glad for, at jeg fik læst. Den unge seje pige/kvinde var klogere på mange måder end alle andre, og det føltes godt og rigtigt.

Inde på værelset står min guitar med nye strenge påsat, det klarede sønnen for mig. Så kan jeg øve mig på akkorder og små børnesange til næste gang S og jeg skal ses i Danmark.

Hvor andre af mine kolleger mest af alt hæfter sig ved den megen regn, der har været i vores tre ugers ferie, må jeg erkende, at sådan tænker jeg ikke. Vi har nået så meget, blandt andet har farmor og S hoppet i vandpytter, løbet igennem dem og set på gravemaskine og truck ved et sommerhusbyggeri. Vi har plukket skovhindbær og lagt mærke til alt på turen. Nogle gange har vi haft faster (datteren) med, og vi har hygget os.

S har også kørt traktor sammen med farfar. Farfar er noget ganske særligt for S og ordet farfar kommer hyppigt sammen med ordet traktor. De første dage var vi hjemme på gården, så der kunne køres traktor, kravle i og på alle maskiner og fodre høns. Vi tog også hjem fra sommerhuset nogle få gange, så S kunne få flere ture i traktoren. Jeg blev gavmildt inviteret med på tur, der er nemlig et ekstra sæde i traktoren, der passede til farmor. Ordet farmor vil S ikke sige, han ved udmærket godt, hvem farmor er og peger på mig, når de andre spørger, men han kalder mig Gøja, og hvor det kommer fra, aner vi ikke. Ordet faster T gælder det samme for, faster hedder Gaja.

Dagene startede med, at S vågnede og så kom han enten hen og vækkede farmor og farfar eller også var vi oppe og klar til at være sammen med ham. Så fik vi gode timer sammen, mens generationen mellem os sov længe. Vi legede med biler og traktorer, vi sang sange, vi gik ud og trænede hunde eller gik ture.

 S vil helst ikke tæt på hundene, de er også lige så store som ham og kan godt blive lidt vilde af glæde, når vi går ud. Så S holder sig tæt til en af os. Når hundene er lagt dæk på plænen, finder S sig et sted, så han kan overskue træningen. Efter farfar har kastet træningsboldene ud, tæller S til 3 og siger klar, hvorefter hundene løber ud og henter boldene. Der er noget vildt charmerende over et lille barn, som har lært at tælle og som med fingre, kropssprog og sprog tæller 3,1,2 KLAR. Hans far som barn talte 2 - 10, og så skulle vi løbe. Det har vi også brugt meget tid på, for hold da op som S kan løbe.

Vi er skabt til at løbe, men pludselig bliver vi magelige og så føles det meget lettere at blive transporteret til alt. Jeg læste, at Bente Klarlund havde genset Alle vi Børn i Bulderby og havde funderet over det, at børnene gik/løb til alt. Der var konstant bevægelse og i dag må vores børn/børnebørn jo ikke bevæge sig væk fra vores åsyn. Vi skal have styr på dem. Det har jeg tænkt meget på, for S kunne godt nok få fart på, når han pludselig fik en ide om at skulle se verdenen. Problemet er jo, at verdenen i det her tilfælde består af en vej lige udenfor sommerhuset med mange sommerhusbilister og selv om nogle af dem kører roligt, kører nogle også hurtigt efter omstændighederne, og de har ikke en chance, hvis en to-årig pludselig dukker op ude på vejen.

Så jeg fik løbet meget, så det ikke føltes, som om jeg begrænsede ham. Han blev svinget i luften, fik luftkolbøtter og rideture på skuldrene, indtil bilerne var forbi os.

Nu er hverdagen tilbage og om lidt bliver der travlt på gården. Og som altid er jeg slet ikke klar til at komme hjem fra sommerhuset. Jeg fik ikke gået ture eller havbadet, men jeg fik så meget andet og mere værdigfuldt, nemlig tid med min lille familie. Så gåturene og havbadning kan jeg stadig nå. Jeg kan jo tage på dagsture, når madpakker og alt andet landmandslivsarbejde er overstået i weekenderne eller på hverdagsfridagene. Sommerhuset og dets skønne omgivelser er jo tæt på os.

Det sommerhus er min oase, mit asyl, min livline og nu har den også dannet rammen om ferie med hele familien to år i træk. Det er jeg taknemlig for.

Køleskabskunst af S :-)