Hvert år, når jeg flytter hjem på gården efter at have været i sommerhuset, fyldes jeg af melankoli og tristhed. Jeg vil ganske enkelt ikke hjem. Sommerhuset er for mig en oase, hvor gården og dens natur, årets gang omkring os, samvær med hundene på gåture og i træning er oasen for min mand. Gården kommer nemt til at repræsentere arbejde, arbejde og atter arbejde for mig. Sådan er virkeligheden ikke, og det minder jeg mig selv om hvert år, jeg vender hjem.
At være der hvor du nu engang er, og at finde værdien i det, det er kunsten.
Nu sidder jeg her en mandag morgen, det er min vanlige fridag fra sygeplejearbejdet. Jeg starter som regel med at sove en time længere og står op kl 6.30. Hundene fodres, mens landmanden spiser morgenmad. Jeg tømmer opvaskemaskine, lægger vasketøj sammen og hænger vasketøj op. Jeg brygger te til os begge, en kande med sort te til landmanden og en kande med grøn te til mig. Så laver jeg morgenmad til mig selv og nyder den enten foran terrassevinduet med udkig til fuglene, eller hvis ryg og bagdel driller halvt liggende i sofaen. Nyheder, instagram og Facebook tjekkes og først derefter bliver jeg vasket og kommer ud af nattøjet.
Så er det tid til kontorarbejdet, i sidste uge brugte jeg en del tid på at knække nøden til det nye digitale arkiv og bogføringsprogram. Det lykkedes faktisk, men jeg er stadig ikke fan af de konti, som programmet automatisk opdeler en enkelt faktura i. På et tidspunkt skal jeg have snakket med nogen, for jeg tror måske, at jeg kan få det tilrettet, så i hvert fald en video om den mulighed.
Vores revisor havde foreslået, at jeg lod programmet bogføre og så lade vores farmassistent om resten, men som jeg sagde til landmanden; jeg sparer penge ved at gøre det selv, for jeg har godt nok brugt meget tid på at tjekke og rette. Og det skulle farmassistenten ellers have gjort. Jeg ved godt, det var fordi revisoren tænkte, at så kunne jeg få noget af mit arbejde fjernet, men jeg holder faktisk af bogføringstjenesten, og det føles godt at bidrage til gårdens ve og vel på den måde udover servicering af landmænd, kørsel diverse steder efter ting til maskiner osv.
Jeg holder jo også af gården, jeg er bare klar til et liv uden den travlhed, som især min mand konstant lever i og som også påvirker mig. Han er god til at nyde de små fristunder indimellem, det er jeg knap så god til. Men lige nu skinner solen, der tages kartofler op, kontorarbejdet er færdig, og jeg vil dykke ned i min mentale to-do liste. Denne gang skal jeg ned i minderne, for jeg har masser af billeder i papkasser, som aldrig er blevet sat i fotoalbums. Jeg fik et album fyldt sidste år, nu er det vist på tide at komme videre.
Ha en god mandag.
 |
| Fra en anden weekendudflugt i august. Hals havn og isspisning :-) |
Det er fint med sådanne spontane udflugter. Vi kom ikke til regatta, vi stolede ikke på vejrguderne.
SvarSletMht. det nye byggeri langs havnen/fjorden synes jeg, at det på Aalborg-siden er alt for tæt og højt. Derimod kunne jeg godt lokkes til at bo i noget af det nye på Nørresundby-siden, hvor der er lys og luft.
Eric, vejrguderne var sandelig heller ikke med regattaen, men lørdag efter kl 18 holdt det tørvejr :-)
SletSjovt du siger det, for min mand kigger på noget for et yngre menneske, og min mand synes helt klart bedre om det på Nørresundbysiden. Det gør de yngre ikke ;-) Men jeg giver dig ret, at det er tæt og højt, så det ville kun være udvalgte lejligheder, jeg gad bo i, læs dem med udsigt ud mod vandet uden andre huse at se på = dyre lejligheder :-) Men det er ikke aktuelt for os, den dag vi flytter, vi skal have mere luft end der findes der.
Det at tage på spontane ture; det være sig længere eller kortere, holder vi meget af, og jeg tror på, at det betyder noget for vores mentale helbred, at man tager sig tid til den slags. Vi har selv sagt tid nok nu, men vi gjorde det også, mens vi var i arbejde, og selv Charlotte husker tilbage på disse ture med glæde.
SvarSletVi kan slet ikke finde ud af, hvad vi vil bo i eller hvor, for vi kan ikke overskue at skulle væk fra vores elskede hus. Vi krydser den bro, når vi kommer til den, for meget er jo afhængigt af, hvornår det bliver - og om det bliver før for den ene end for den anden af os.
Men det betyder alverden for os at kunne åbne en dør til det fri - og helst i jordhøjde, og det er ikke pga. højdeskræk 😉
Ellen og I er et forbillede hvad spontane ture angår :-)
SletVi forsøger at snakke om det, men hvad er det egentlig vi vil og skal vi gå direkte til sidste bopæl inden plejehjem eller? Kendte et landmandspar på samme alder som mig, de gik efter en bopæl som de kunne bo i, når de ikke længere kunne køre bil. Det syntes jeg var tidligt.
Dejligt med tid til det spontane, og det så passer med vejret er jo en gave.
SvarSletDe udfordringer med konteringen af leverandørfakturaer, er det fordi den udpejer forkerte finanskonti mm.
Jeg sidder i et regnskabsprogram der er gået på pension for flere år siden i det firma jeg arbejder i. Bare for 1½ år siden sad jeg med et meget nyt program, kan godt mærke jeg får pudset de små grå af nu, er jo med inde i maskinrummet, det var jeg ikke tidligere. Så dejligt, og forstår din frustration.
Karin, det er nemlig dejligt at bruge tiden til det spontane. Og du kender til de forkerte konti :-) jeg har fået at vide, at det nok skal rette sig, så vi får at se.
SletNå, så den hedder Kulturbroen - den gik vi også ad, da vi får nogle år tilbage var på weekendtur i Aalborg. Jeg er ret vild med hele havneområdet i Aalborg/Nørresundby, selvom det nok var Aalborg-siden, der mest holdt for.
SvarSletJeg håber, vi også kan få taget nogle flere spontane ture - men selvom vi nu begge har tiden (i forhold til arbejde), har især min mand rigtig mange nye opgaver, der optager ham.
Conny, flot navn til en bro :-) Jeg håber der kommer en mere på den anden side fra nybyggerkvarteret på Nørresundbysiden til de områder vi også gik i til regattaen
Slet