FLYTTEDAG

Når man får voksne børn, som flytter hjemmefra, så tilbyder man sig selvfølgelig som flyttemænd. Datteren bor forhåbentlig i sin lejlighed et stykke tid endnu, og sønnen har boet i sin et år. Nu er tiden så kommet for ham til at flytte ind til den nordjyske hovedstad sammen med en god kammerat.

Så vi gør klar, faderen sank godt nok lige en ekstra gang, da vi hørte, det var på anden sal uden elevator. Men det klarede vi da i København, så hvorfor ikke også i Aalborg?

Der er en anden flyttedag, som jeg imødeser med mere spænding. For tre år siden blev min afdeling genhuset på sygehus Syd, mens sygehus Nord blev renoveret. Vi var kede af at flytte, det tog hårdt på os, også hårdere end mange af os havde regnet med, men vi faldt godt til på Syd. Faktisk burde vi blive på Syd, for her er de fleste af vore samarbejdspartnere, men der er ikke plads til os. Det splinternye medicinerhus skulle have været højere, og så kunne vi være flyttet ind der, men naboerne gjorde indsigelser.


Jeg glæder mig til helt nye lokaler, helt nye to sengs stuer og en enkelt tre sengs stue. Der er store badeværelser, hvor en kørestol eller sågar et badeleje kan komme ind, der er godt nok ikke så mange badeværelser, så vi skal stadig planlægge og prioritere. Vi får loftlifte på alle stuer, der er fjernsyn til hver enkelt seng, der er ingen ledninger koblet til sengebordet, så vi bliver fri for at falde over dem mere.

Men, for der er et men, vi er en afdeling, der arbejder tværfagligt, og det betyder, at der er brug for plads til at mødes, plads til at dokumentere på computer og i mapper, og den plads er der ikke, da dette er en renovering af eksisterende forhold og ikke nybyggeri. Lige nu sidder vi i flere grupper og prøver at planlægge vores nye hverdag, vi har chancen for at bryde gamle vaner og få nye, hvis det er det, vi vil. Vi har nu chancen for at strikke et specifikt uddannelsesprogram sammen for apopleksiafsnittet, for afdelingen bliver nu delt i to afdelinger, så vi får vores egen afdeling. Det skulle gerne blive nemmere at få overblik over, hvor langt den enkelte medarbejder er med sin praktiske og teoretiske viden om neurologi og apopleksi.

Vi kommer dog ikke udenom, at det, at vi er på Nord og modtagelsen samt neurokirurgisk og neurointensiv afdeling er på Syd, gør tingene lidt mere besværlige. Sådan var det også for tre år siden, men nu har vi jo prøvet, hvor lettere arbejdsgangene går, når man er tæt på hinanden.

I morgen har min apopleksikollega og jeg heldigvis administrativ dag, så vi kan få udarbejdet planer for fremtiden, og de næste to dage derefter skal halvdelen af mine arbejdsdage bruges i en arbejdsgruppe for plejeform og døgnrytme. Derudover skal der tænkes af andre, hvad vi får brug for, når en afdeling deles i to.


Det bliver nogle seje måneder, vi går i møde. Patienterne skal jo passes samtidigt med, at vi forbereder flytning og flytter. Jeg har æren af at skulle i aftenvagt den sidste aften på den gamle afdeling og den første aftenvagt på den nye afdeling. Det bliver godt nok spændende.