En pulssænkende have

 Sidste lørdag satte jeg kursen mod Juelsminde. 2 en halv time senere sad jeg i det bedste selskab tæt på vandet. Den årlige sammenkomst med mine elevkammerater fra Viborg Sygeplejeskole er blevet et af de arrangementer, som prioriteres højt i min kalender. 

I år var vi 8 mod 16 sidste år. Sådan er livet. Familie, ferie, andre højt prioriterede livsbegivenheder gør, at man ikke altid kan deltage. Og desværre havde vi også mistet en elevkammerat siden sidst, alt for tidligt uden varsel. Sådan er livet også.

Efter masser af snak og lækker brunch satte vi kursen mod Palsgaard. Jeg anede ikke, hvad vi skulle finde. Først kørte vi forbi fabriksbygninger og så holdt vi foran godset. Det vi skulle se, var haven.

Og hvilket haveanlæg. Det er anlagt over flere hundrede år af flere forskellige familier med visioner for parken. I dag ejes det af en fond, som i 2013 besluttede at supplere den smukke park med moderne skulpturer.  Sidste skud på stammen er et samarbejde med en landskabsarkitekt, en arkitekt og Bjørn Nørgaard: Humlegaarden. Der mangler stadig fire skulpturer i Humlegaarden, men de eksisterende skulpturer var smukke og tankevækkende.

Det var en skøn tur, og de mange store løvtræer, de smukke stier, der bugtede sig rundt om bygninger, skulpturer, søer osv. gjorde, at min puls faldt helt ned. Det var udsyn og indsyn på samme tid.

Jeg skal helt sikkert tilbage og opleve parken igen, denne gang med mere tid til fordybelse.

Retur til Juelsminde gik vi en tur langs vandet. Det var en meget varm lørdag, der var masser af liv ved havnen. Folk solede sig, badede og spiste udenfor. Vi sad også udenfor ved fritidshuset og jeg nød samværet, den gode mad og omgivelserne. 

Det var en skøn dag og en glad og træt Lene, der kørte ind på gårdspladsen sent på aftenen.