Det er 3 uger siden, at vi stod der.
Kunsthal Nord, som blandt andet støtter upcoming kunstnere, havde fernisering på en udstilling Ad Mare (ved havet).
Kunstneren havde både haft sin gang som frivillig ved Kunsthal Nord og var en del af kunstnerværkstedet på Nordkraft. Kunstneren stoppede som frivillig, fordi hun fik brystkræft.
Pludselig var hun på dybt vand, hun gik lange ture ved havet, brugte lydene, luften, følelsen af muslingeskallers form og synet til at hele langsomt.
En dag deltog hun i en koncert med en eksperimenterende jazzduo, hvis musik inspirerede hende, og hun tog kontakt til dem, om hun måtte bruge noget af deres musik til den udstilling, hun så for sig om sit helingsforløb.
Det blev i stedet for et samarbejde, hvor de blandt andet tog med hende på stranden og optog lyde, som blev brugt til deres nye LP Hydrofilia.
Og så stod vi der, der var så mange mennesker, både nogle som kendte kunstneren og andre, som var nysgerrig på netop dette kunstprojekt.
Jeg hørte kunstneren fortælle om sit kræftforløb, om hvordan hun følte sig helt nede i dybet og måtte finde en vej op til overfladen igen. Hvordan kroppen både svigtede hende og viste styrke. Den kunne så meget mere, end hun selv havde troet. Om tågen ved vandet og den tåge, hun var i efter kemokure. Om hvordan nye celler blev dannet og andre gik til grunde og livet gik videre.
Jeg hørte musikerne spille deres musik, sat sammen af lyde de havde optaget i naturen, af lyde de optog undervejs og sammen med blæseinstrumenter og en bas blev det til et fantastisk meditativt lydunivers.
Jeg så og hørte kunstnerens kunstinstallationer. Jeg talte med andre mennesker og hørte også deres fortolkninger af kunsten. Og et par uger efter var jeg tilbage igen for at sanse det hele uden så mange mennesker omkring mig.
Du kan stadig nå det, hvis du har lyst. På lørdag d. 23/11 er det sidste dag.
Jeg var der hele vejen igennem det kræftforløb. Jeg kunne ikke tage smerten, afmagten, angsten, vreden, fortvivlelsen fra hende, men jeg var der. Om natten, om dagen, i tankerne, altid.
Min kære datter, det var stort at opleve din første soloudstilling. At se dig folde dig ud og udtrykke det, du havde oplevet, i kunst. Jeg håber, du er meget stolt af dig selv.
En video fra Dybet Det er fra instagram, så nu må vi se om det virker :-)
Du har sandelig god grund til at være stolt af din datter!
SvarSletTak Eric, mest af alt er jeg glad for at de drømme min datter havde om sin udstilling, blev til virkelighed :-)
SletDin datter er blevet rask igen, og hun er meget dygtig. Du har al mulig grund til at være glad, lettet og ikke mindst meget stolt. Jeg kan snildt sætte mig ind i dine mange følelser i forbindelse med både hele forløbet og nu dette flotte udfald.
SvarSletOg jeg har savnet dig her i blogland, Lene ... et varmt velkommen tilbage herfra, og jeg tror ikke jeg er den eneste, der har lyst til at sige det 😘
Tak, Ellen. Jeg savner også at være i blogland, så nu gør jeg et nyt forsøg :-)
SletHvor spændende, rammer lige dybt ind. Desværre når jeg ikke at se udstillingen. Takker for din beretning 🙏
SvarSletEn rørende fortælling, Lene. Din datter må være meget glad og stolt, hvilket du også kan være.
SvarSlet