Dråbefanger

Livsglæden er der, men indimellem føler jeg, den drukner i hverdagens hektiske aktivitet og jeg glemmer at stoppe op og skønne på de små dråber af livsglæde, der er i min hverdag. Da jeg tænkte på et blogindlæg, tænkte jeg, der sker jo intet her, som jeg kan fortælle om, udover at jeg føler mig som en, der hager sig fast i en anhængervogn, der slingrer fra side til side. Så nu har jeg sat en speciel kikkert for øjet. En kikkert, der kan fange de små dråber i al deres skønhed. 

En morgen, hvor jeg måtte stoppe op og tage et billede, før jeg gik til min bil for at køre på arbejde.

Aftenlyset! Jeg føler som om jeg sluger det i store mundfulde. Tænk at have lyse aftner efter aftensmaden. Solen har været savnet de dage, hvor det stod ned i stænger, men nu skinner den alt det den kan.

Øj, bil, dukduk (traktor), og masser af tegn, som betyder bus, farvel, sove osv. Jeg elsker vores stunder med S på facetime. Jeg elsker at se hans glade smil, når han ser sin faster dukke op, også selv om hun nu ingen hår har på hovedet. De to er bare de bedste venner. Jeg glæder mig til at vi får tid til at besøge ham og hans forældre igen. 

 "Hvad skal de dog gøre uden dig, du kan jo altid finde et svar" Min tidligere leders ord, da vi gik en skøn tur sammen. Jeg er fuld af fortrøstning, jeg har så mange dygtige kolleger, så de kommer til at klare sig fint uden mig, den dag jeg beslutter mig for at stoppe. Hver dag, når jeg er på arbejde, fyldes jeg af stolthed over mine seje kolleger. De insisterer på at holde den sygeplejefaglige fane højt trods manglende vilje og indsigt fra omverden til at ændre på vilkårene, så patient og pårørende får et bedre forløb.

"Hvor er du god, du er begyndt at tænke over, at det ikke altid er dig, der skal undersøge noget" sagt af en af mine skønne kolleger, som ved, at det øver jeg mig på, for ellers slår mine 24 timer om ugen ikke til. Lige nu sidder jeg ved siden af en opgørelse over de timer, jeg arbejder ekstra og de timer, jeg flekser, og de går absolut ikke lige op. Men hvor er jeg dog heldig, at jeg har fået muligheden for en funktion, hvor det i høj grad er mig, der bestemmer. Det har været guld værd i disse sidste syv måneder, hvor kemo og bivirkninger, møder og samtaler har fyldt vores hverdag og hvor vi ikke har kunnet sætte dagsordenen.

Gåturene med min landmand, som vi har genoptaget. Gåturene hjælper sammen med øvelser på mine smerter. Og set i det store perspektiv, så er de smerter vand ved siden af det, andre må leve med. Landmanden er rigtig god til at sætte et højt tempo, så min skridttæller viser, at jeg i den grad får pulsen op. Jeg kommer nemt til at slentre, fordi jeg tænker på alt muligt andet, som åbenbart får mig ned i gåtempo.

Aftensmad sammen med datteren og landmanden. Vi fejrede i går aftes, at nu kan datteren sidde sammen med os og spise efter tre dage på langs og ingen lyst til mad. OG at der nu kun er 1 kemokur tilbage, hvorefter den står på antistofbehandling hver 3. uge resten af dette år. Vi krydser fingre for, at den ikke giver så mange bivirkninger.

Snakkene med min skønne, kloge datter. Da jeg spurgte, om hun vidste, hvad neutrofilocytterne var på denne gang, svarede hun, det lyder som en figur fra en børnebog. Jep, en helt, som går til angreb, når kroppen bliver angrebet af bakterier. En helt som er slået til tælling, når man får kemo. En helt, som rejser sig igen og kæmper videre for at få fodfæste. Og jeg hjælper den i denne tid, fordi jeg giver datteren en indsprøjtning efter hver kemokur, som skal stimulere dannelsen af de hvide blodlegemer, som neutrofilocytten tilhører (den hedder også neutrofil leukocyt, det lyder bare så klinisk og kedeligt). Jeg har foreslået hende, at hun skriver og tegner en børnebog om neutrofilocytten sammen med sin bror. De to har altid haft fantasi, som går ud over mine evner.

da jeg kørte på arbejde tirsdags.

Det er søndag, indlægget blev startet fredag, men det er vist meget kendetegnende for min hverdag lige nu. Jeg når ikke altid det, jeg planlægger, men på et eller andet tidspunkt bliver jeg færdig. Inde i køkkenet er der livlig aktivitet, datteren og landmanden er i gang med et af hendes kunstværker. Landmanden kunne godt få sig en fremtid som rammemager, møbelmager og sparringspartner til en kreativ sjæl. Jeg nyder deres samarbejde, ligesom jeg nyder, når han og sønnen fordyber sig i praktisk og kreativt samarbejde. 

Må du få en dejlig dag med sol på næsen.