søndag, april 09, 2023

Udsigten fra MIT vindue

 Det er ikke fordi jeg har fået ejerfornemmelse over et bestemt vindue, men det vi ser, afhænger af de øjne, der ser. 

Påsken synger på sidste vers, det har været en uge med det formål at få nogle af de ting, der fylder i min hjerne, slettet på den mentale to-do-liste

Sidste søndag nød jeg udsigten, mens jeg gik tur rundt om søen i Østre Anlæg. Datterens lejlighed ligger tæt på, og mens datteren hvilede sig, satte landmanden og jeg i gang i skridtene. Solen skinnede om kap med alle de mennesker, som havde fået samme ide som os. Hunde blev luftet, ænder og blishøns blev studeret, bænke blev udnyttet til snakke og hvile. 

Vi fandt området med træningsmaskiner og skulle selvfølgelig lige prøve nogle af dem, men vi var ikke klædt på til hård træning som to mænd, der var der sammen med os. De var dybt optaget af sjipning, løb og styrketræning. Det var også den perfekte dag til dette. Let køligt og alligevel fornemmelsen af varme fra solen. Bevægelse er godt for hjernen, og kroppen har det godt bagefter,

Senere nød vi eftermiddagste sammen med to af landmandens søster og deres mænd. Vi kom vidt omkring i vores snakke, blandt andet om det norske færgeselskab, som ikke vil have elbiler om bord grundet manglende sikkerhed i forhold til en evt. brand i disse biler. Det satte min nysgerrighed i gang, for hvordan er det med den sikkerhed. Jeg burde egentlig hedde mrs. Google, for fluks går jeg i gang med søgning. Dog holdt jeg mig i skindet, indtil jeg var hjemme igen på gården.

Jeg havde læst om at elbiler i brand skal nedsænkes i et kar med vand, og det er jo ikke til på en færge. Jeg kom vidt omkring i min søgen og fandt også, at et dansk projekt har afprøvet forskellige strategier og fundet frem til forskellige løsningsmodeller. Konklusionen var, at man kan godt håndtere en brand ombord ved at holde den nede, indtil man kommer i land, hvor brandmænd tager over og sikrer at bilen ikke bryder i brand igen.


Den mentale huskeliste betød arbejde med sygeplejen i nogle timer på begge mine hverdagsfridage på hver sin side af weekenden, hjemmearbejdsdag onsdag og en feriedag tirsdag til at gøre nogle af de ting, der også halter bagud herhjemme.

Onsdagens hjemmearbejdsdag bestod af arbejde foran computeren, hvilket kroppen, især bagdelens muskler, absolut ikke synes er en god ide, så jeg skiftede mellem øvelser på gulv, kontorplads med to skærme lig siddende position og sofa med bærbar computer lig liggende position. Det fik mig gennem dagen, jeg nåede ikke halvdelen af min liste, men jeg nåede det, der nagede mig allermest og som kunne give mig følelsen af manglende luft, svimmelhed og hurtig puls.

Hurtig puls som et godt tegn får jeg på pulsruten, som vi har været flittige til at gå i denne uge. Der har været de smukkeste solnedgange og jeg har nydt den friske forårsluft og udsynet.

Torsdag morgen stod jeg tidligt op, det var Skærtorsdag, det var tid til familiekomsammen på min side. Landmanden skulle arbejde, men datteren og jeg ville køre sammen ned til min mellemste lillesøster. Formiddagen gik med at bage boller og madtærter samt lave aftensmad til gemalen.

Stor var overraskelsen, da jeg første gang kiggede ud af vinduet, det sneede og ikke bare små fnug, men store snefnug og mange af dem. Der var hvidt over det hele. Sådan er april også. Inden vi kom ned til familien, stod det ned i tunge regnbyger på motorvejen og al sne var væk.



Som altid hyggede vi os. Solen kom hurtigt frem, så vi gik tur i Rebild Bakker inden aftensmaden og man snakker så godt, når man går. 

Fredag, lørdag og noget af søndag har stået i oprydningens tegn, landmanden skulle arbejde og jeg tænkte, at nu skulle det være. Kontorets reol truede med at smide mapper i hovedet på mig og stakke af papir lå rundt omkring, fordi der ikke var plads i mapperne. Heldigvis betyder kravet om opbevaring af dokumenter i fem år, at der var meget, der kunne makuleres. Jeg sorterede først og så godkendte landmanden, når han kom ind. Vi nåede ikke mange, men nok til at der ingen stakke er rundt omkring på kontoret og ingen mapper der ligger ovenpå andre. Alle dagene fulgte jeg en regel: når jeg havde fat i noget under den generelle oprydning i huset, tog jeg stilling til, om det overhovedet skulle være her mere. Lidt har også ret.


Datteren har været her til påskefrokost, vi har nydt dagen med god mad og en hjemmebagt påskekage af undertegnede. Der blev også blev tid til at snakke med den lille familie i Norge. Der er udendørsaktiviteterne skiløb og leg i sne. 


I morgen er det arbejdsdag på afsnittet. Jeg er spændt på hvordan det bliver, men jeg har gode kolleger, så vi skal nok klare det.

Håber du har fået sol på næsen.





4 kommentarer:

  1. Jeg nyder så meget dine skriverier om hverdagene på godt og skidt - tak fordi du bliver ved med at blogge 😘
    Men elbiler i brand ... uanset hvor jeg/min elbil befinder sig, vil jeg finde det fuldstændig umuligt at sænke den ned i et kar vand! Hvad mener de dog med det, mon??? Nu blev jeg nødt til at læse lidt om det, og det viser sig, ved en hurtig hovedregning, at hyppigheden af brande i diesel- og benzinbiler er seks gange eller mere større end for elbilers vedkommende. Og halvdelen af brandene i elbiler skyldes nærhed til en anden brand ...
    Jeg må dermed konkludere, at det er ret hysterisk, at de færger ikke vil medtage elbiler, og med den retning det hele går i, skyder de vist også sig selv i foden.
    Og jeg fik sol på næsen i går og gør det også i dag 😀

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen, det er jeg glad for :-)
      Det med vandkarret var sket her i Nordjylland efter en elbil brød i brand i en garage.
      jeg er spændt på hvad der sker, for i Norge er der jo langt flere elbiler end i Danmark.
      Det er godt at du fik sol på næsen, det gjorde jeg også i går :-)

      Slet
  2. Det med brand i elbiler har jeg også hørt en del om, især efter vi selv har fået en; og jeg kan nogle gange blive lidt panisk ved tanken om, at bilen skulle bryde i brand i carporten og give anledning til brand i huset ... og hvordan er vi så stillet?!?!?!
    Derfor er det godt at høre, at der faktisk ikke er større risiko for brand i elbiler end i benzinbiler, og jeg hører/læser jo heller ikke om bilbrande i stor stil i det hele taget.
    Heldigvis havde vi ikke sne i påsken, og vi nød solen påskelørdag med frokost på terrassen.

    SvarSlet
  3. Conny, det var det, der skete i Aalborg her i foråret, måske derfor der har været debat om det.
    Min datter havde dagen før siddet på sommerhusets terrasse med veninde, så de var noget paf, da de vågnede til 6 cm sne 🙂

    SvarSlet