Min bil og andre lyksaligheder

Han sidder foran mig ved bordet og holder vejret spændt. Han har netop sagt, nu håber jeg ikke, at jeg får kørselsforbud, for det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på. Det får han ikke, og han smiler lettet. Det er nærmest altid mænd, der næsten fortrænger beskeden, om at de har haft en blodprop i hjernen og fokuserer på kørselsforbuddet.

I gamle dage fik alle, der fik diagnosen blodprop/blødning i hjernen samt forbigående blodprop i hjernen, 3 måneders kørselsforbud. I dag er det gradueret ud fra forskellige risikofaktorer i forhold til at få en ny blodprop indenfor den nærmeste tid.

I dag forstod jeg faktisk hans glæde, for jeg smilte ved tanken om at jeg havde min bil igen. Sønnen havde lånt min, så længe han og svigerfamilien var i sommerhuset, for én bil var ikke nok til syv mennesker. De ville have lejet en bil, men jeg kunne sagtens undvære min bil de dage. Jeg kunne tage bussen på mine to arbejdsdage, og landmanden havde tid til at køre mig ind til nærmeste busstation.

Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at landmandens varebil synger på sidste vers. Der er købt ny bil, men det er med det som med så meget andet, at det først sættes i produktion, når det er købt, så der går noget tid, inden han får den.

Pga den drilsyge bil med skavanker blev jeg kørt til det, der nu skulle køres til. Så jeg har haft landmanden med på indkøb, før vores norske gæster kom søndag på gården. Han har kørt mig til fysioterapeut i går og siddet udenfor og ventet. Det har været hyggeligt, men jeg har også begrænset mig i det, jeg normalt lige ville gøre, når nu jeg var af sted.

Begge mine arbejdsdage fik transportforhindringer. Første dag var bussen over en halv time forsinket. Anden dag var et hjul på landmandens bil totalt fladt og luften sivede ud, når hjulet blev pumpet. Det klarede dog at få mig til nærmeste by, hvor jeg skulle køre med kollega, som så for første gang nogensinde sov over sig, så vi endte med at komme et kvarter for sent.

I morges mødtes vi med søn, forlovede og hendes far tidligt ved sommerhuset, hvorefter jeg kørte dem til toget i Aalborg og fortsatte til sygehuset. Og det var ren fornøjelse at køre hjem med tid til indkøb, musik med fællessang med mig og CD samt tid til at få arbejdsdagen sat på plads.

Jeg har været i dagafsnittet, og jeg elsker den tjans. Samtidig fik jeg lov at hjælpe kolleger med småting, ringe til frustrerede pårørende for min souschef og mærke, hvordan en anerkendelse af de problemer, de havde, hjalp til at få ny styrke til at takle dem.

Min dejlige fys gav mig mod på projekt pas på din krop og ret dig op. Jeg var og er træt af min krop, træt af at jeg synker sammen i uhensigtsmæssige positioner (og som absolut ikke er klædelige på billeder), træt af at så gør det ondt et sted, så gør det ondt et andet sted, så hæver en fod, så skærer jeg mig på tandhjul osv. Hun formår at give mig en opsang men med omsorg i stemmen, og så var hun så sød at sige, at jeg havde gjort hendes dag bedre ved min måde at være på. Hun gjorde helt sikkert min dag meget bedre ved hendes måde at være på.

Og min dag er sluttet perfekt med en lille aftengåtur til de nye høns og hane, til fasankyllingerne og til blomsterstriben. Til sidst sluttede jeg af ved en anden faunastribe, som ser ud til at blive et solsikkehav. Sikke en rigdom.