tirsdag, maj 03, 2011

EN LÆRESTREG

Jeg er stadig for træt til at videregive mine tanker fra i morges og her i eftermiddag i bilen, i stedet får du en historie fra Bibelen og lidt Møllehave indover, sådan som jeg husker begge:

Den aften hvor Jesus spiste sammen med sine diciple, fortalte han Peter, at inden hanen galede, ville Peter forråde Jesus. Aldrig i livet svarede Peter, han elskede Jesus, han så op til Jesus, han ville følge Jesus i modgang og medgang. Nu ved vi så, at Peter blev bange, turde ikke stå ved sit venskab med Jesus, så han bandede højlydt og fortalte, at han aldrig havde kendt ham Jesus.

Hvordan mon Peter havde det, da Jesus hang på korset? Mon ikke han dybt i sit hjerte var parat til at opgive sig selv, mon ikke han havde svært ved at se sig selv i øjnene?

Jesus genopstod som bekendt fra de døde, så Peter og Jesus fik lejlighed til at snakke sammen igen. Elsker du mig, spurgte Jesus. Ja jeg gør. Så skal du tage dig af mine lam. Elsker du mig? Ja,  jeg gør. Så skal du være hyrde for mine får. Elsker du mig? Ja Jesus, det ved du, jeg gør. Så skal du passe mine får.

Den historie kunne have lydt anderledes: du kan godt glemme alt om at være del af vores fællesskab, du har ikke mod nok, du fejler, når det virkelig gælder, dig tør jeg ikke stole på som leder i mit fællesskab. Og når så Peter på knæ tiggede om at få en chance til, kunne Jesus have kigget på ham og sagt: Så kan du lære det!

Men det gjorde Jesus ikke, og det giver håb for Møllehave, mig og andre kujoner, fejlere og kvajpander.  Vi får ikke slettet de fejl, vi har lavet, dem må vi leve med, men vi bliver set, som dem vi er, med de fejl vi har, og vi er elsket. Det tror jeg på, og Gud ske lov for det.

5 kommentarer:

  1. Ja.. Amen!

    SvarSlet
  2. Ja hvem er egentlig fejlfri, og dejligt at andre elsker og holder af en selvom man er fyldt med fejl..;-D

    SvarSlet
  3. Kong mor, nemlig :-)

    Annemarie, det er en gave at føle sig elsket med alt, hvad man indeholder :-)

    SvarSlet
  4. Og jeg øver mig i at komme overens med mine fejltrin og være venlig mod mig selv.
    Så det ikke kun er Gud og de andre der synes jeg er en gutterkvinde ;))
    God aften herfra

    SvarSlet
  5. Tak i lige måde Hanne, og det er en god øvelse, som jeg også øver mig i :-)

    SvarSlet