Overskrifter kan sætte tanker i gang om indholdet, og nogen gange går man(jeg) helt galt i byen.
Mon du læser overskriften som bydemåden af at faste?
Eller måske har du de engelske ord i tanker og læser det som det engelske ord for hurtig?
Måske tænker du på en ungdomsfilm?
Noget af det, jeg fik med hjem fra konference, var engelsksprogede landes måde at gøre opmærksom på symptomerne på blodpropper eller blødning i hjernen (apopleksi). Både i poster på sygeplejerskedelen og lægedelen samt i indlæggene beskæftigede man sig med, om reklamen havde sin virkning.
I Danmark har der også været reklamer for det, men vi sygeplejersker på vores afdeling synes, det er for lidt. Her er et af bidragene:
Der er stadig mange, som lige ser tiden an, men kender du en, der får pludseligt indsættende nedsat kraft i arm og eller ben, hængende mundvig, talebesvær eller føleforstyrrelse, så skal du ringe 112. Og lammelser betyder ikke kun, at man ikke kan bevæge armen, det betyder alt fra lidt nedsat kraft til total lammelse, så tøv ikke, det er bedre at ringe en gang for meget end for lidt. Vi har 4½ time og ikke 3 timer, som der står i denne mail, til at give den eneste medicin, som kan opløse proppen. Og lykkes denne medicin ikke, så er der en mulighed mere.
Apopleksi har stadig en snert af TUNGT, TRÆLS, PLEJEHJEM, INGEN BEHANDLING over sig. Det passer ikke, der findes så megen viden, ikke blot medicinsk, men også plejemæssig og terapeutmæssig, som kan hjælpe det enkelte menneske.
WHEN STROKE STRIKE - ACT F.A.S.T.
NÅR APOPLEKSI RAMMER – HANDL HURTIGT.
Tak fordi du så vedholdende skriver så engageret om dit arbejde. Jeg læser din blog med interesse, også selv om det ikke lige berører mit liv - men det giver en faglig indsigt og en faglig vinkel på emner, som vi hører om i TV-avisen - ofte set fra et brugersynspunkt eller en journalistisk medieeffekt-indstilling. Du er en af hverdagens helte i dansk sundhedsvæsen.
SvarSletJeg ville ønske min mor havde været i nærheden af dig, da hun blev ramt af en blodprop i hjernen.
SvarSletHun var til kemobehandling på Aalborg sygehus da hun blev ramt. På trods af hun pludselig ikke rigtig kunne tale og dårligt kunne bruge højre arm og ben, blev hun sendt hjem i en taxa.Det mener jeg var en fejl, men det kan jo ske. Hjemme igen fik hun sig slæbt ind på en sofa og der faldt hun i søvn. Min far kom ind og troede hun havde lavet eftermiddagskaffe, men så hun lå på sofaen og lod hende ligge for hun var jo nok træt. Gik ud og fodrede dyrene (landmand) og kom ind igen kl 18 og troede at nu skulle han ha´ aftensmad. Da sov hun stadig og først der blev han klar over at noget var galt og fik fat i en ambulance.
I dag kan hun tale nogenlunde, men glemmer mange ord og kan ikke huske hvad vi hedder, hun kan gå igen, men højre arm vil ikke som hun vil. Heldigvis slap hun nogenlunde heldigt fra det i forhold til så mange andre, men hvor er det da vigtigt at vi alle kender symptomerne og reagerer hurtigt. Hellere en gang for meget end for lidt, som du siger.
Tak, Nina, for dine ord. Hverdagens helt ved jeg ikke, om jeg kan skrive under på, men at jeg brænder for det speciale, det vil jeg gerne skrive under på, og så er det dejligt, at I gider læse med og kommentere, tak :-)
SvarSletJane, hvor er det trist, at det skulle gå sådan for din mor. Er det længe siden? Trombolysen startede i 2005 i Aalborg.
Din mor lyder som en fighter, det har været en barsk omgang, når også din mor var i kemobehandling.
Tak fordi du fortæller om jeres oplevelse :-)
Hej Lene
SvarSletDet var i 2008. Hun kom ikke i trombolysebehandling. I stedet for at komme til Aalborg kørte de hende til Hjørring (tror nok det var min fars skyld!)
Det var en meget barsk oplevelse for min mor, men hun er virkelig en fighter, udover cancer og blodprop har hun en sjælden muskelsygdom myastenia gravies. Hun har været syg næsten hele sit liv, så hun har virkelig været meget igennem.
Tak Lene, der kan bare ikke gøres nok opmærksom på at vi skal være opmærksomme på disse symptomer, og jeg tror vi skal mindes om det igen og igen. Jeg kan godt lide den engelske F.A.S.T model.
SvarSletJane, din mor er sandelig en figther. Og lige nu og her spekulerer jeg på om de to andre sygdomme ville have gjort, at din mor ikke havde fået trombolyse under alle omstændigheder, men det ved jeg simpelthen ikke nok om.
SvarSletSelv tak Inge, jeg kan også lide den engelske model :-)
Det er altid opmuntrende at læse om engagerede menneskers arbejde. Du er så god til at fortælle - og det er godt at vide, at sygdomme, som også jeg har fordomme omkring, faktisk kan behandles. Hurtigt! Tak.
SvarSletSpændende læsning endnu engang. Kommentarerne kommer måske ikke så flittigt, men det er ikke ensbetydende med at her ikke læses. Min far fik jo en blodprop i hjertet sidste sommer og når man nu er disponeret, så er det faktisk rigtig rart at vide, at der kan gøres noget, hvis en prop pludselig skulle finde på at sætte sig et andet sted. Tak for info:)
SvarSletSomme tider kan de noget i det store udland, vi åbenbart ikke rigtig kan i Danmark.
SvarSletDen mail, du har vist, er dræbende kedelig i forhold til den engelske blikfanger.
Den danske skal man virkelig l.æ.s.e., mens den engelske har sagt det hele på 10 sekunder af ens tid.
Nogen kunne lære noget - og det er så vigtigt, at vi andre ved, hvad vi skal gøre hvornår. Dit utrolige engagement træder jo i sagens natur ikke i kraft før patienten er indlagt, og så kan det være for sent.
Selv tak Charlotte, jeg stoppede som sygeplejerske pga apopleksipatienter :-) Så jeg kender til de fordomme.
SvarSletSelv tak Charlotte :-) ja når sygdomme kommer tæt på, så tænker vi mere over vores disposition. Her hos mig er det kræft og Alzheimer
Ellen, vi synes i hvert fald der er for få kampagner, og jeg kan også godt lide den engelske udgave :-)Og du har jo ret i, at det hjælper ikke, at der er udviklet behandlinger, hvis ikke mennesker kommer ind i tide.